De er vokset op i den jyske by Sindal, men nu skifter vennerne Theis og Kristoffer den jyske muld ud med den store X Factor scene.
Gruppen, der nu har fået navnet The Competition, er blandt de 9 artister, der gik videre fra bootcamp. For de to fyre, er den en kæmpe oplevelse at dele sammen.
- Det er fedt, at have en ven med sig på rejsen og kunne jagte musikdrømmen sammen, fortæller Kristoffer.
- Jeg har altid sagt, at jeg ville være professionel musiker – så at gå efter det mål sammen med min bedste kammerat – så kan jeg ikke drømme om mere, fortæller Theis.
Theis og Kristoffer har været bedste venner, siden de i anden klasse blev sat på det samme samspilshold i skolen.
- Musikken bragte os sammen og vi har været venner lige siden, fortæller Kristoffer.
Vi er ikke kærester
Til den dramatiske 5 Chair Challenge sluttede duoen deres optræden af med et noget overraskende kys.
- Jeg havde ikke regnet med, at Theis ville kysse mig på kinden, men jeg tror bare at følelserne sad så meget uden på tøjet lige dér. Det var overraskende!, fortæller Kristoffer om stuntet.
Efter deres optræden måtte dommer Mette Lindberg lige forhøre sig, om de to venner i virkeligheden er kærester.
- Haha. Det er første gang vi hører det, folk tror aldrig at vi er kærester. Så det var da lidt da sjovt at høre, fortæller Kristoffer, der ikke tror han og Theis ville være et godt match.
- Jeg tror slet ikke vi kunne fungere som kærester. Vi er alt for forskellige, fortæller han.
Se deres optræden til bootcamp her. Artiklen fortsætter under videoen.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:56bb46b1a11f9f1a14614931
Det nye navn passer godt til os
Samtidigt med at gruppen formåede at synge sig videre til de store liveshows, blev det også afsløret, at gruppen sløjfer deres gamle navn Kornum & Olesen.
I stedet går Theis og Kristoffer nu under navnet The Competition - et navn, de begge er meget begejstrede for.
- Vi snakkede frem og tilbage, og så foreslog Remee 'The Competition', og det passede bare skide godt.