Brætspil på en café gør folk mere sociale

Det er let at møde nye folk på den nye brætspilscafé Bastard Café.

(© DR)

Selv om vi ofte er fysisk sammen med mange mennesker i bussen eller på en café, så er der som regel ikke ret mange fremmede, der snakker sammen.

-Det kræver som regel, at man har noget sammen, før man snakker sammen, siger Bo Thomasen, der i dag åbner Danmarks første brætspilscafé i København.

-Brætspil har en fed social effekt. Det giver en ramme for interaktion og leg, der får både venner og fremmede til at snakke og have det sjovt sammen, siger Bo Thomasen.

Godt med fysiske aktiviteter i en digital verden

Ofte når man er på en almindelig café, så taler man ikke med de andre gæster, hvis man ikke lige har en anledning.

Eller også sidder folk med hovedet ned i deres bærbare computer eller smartphone.

-Vi lever i en meget digital tidsalder, hvor folk gør mange ting uden at være fysisk sammen. Men brætspil er en meget fysisk ting, som man kan mødes og hygge sig sammen om, siger Bo Thomasen.

Café opfordrer fremmede til at sætte sig sammen

På den nye Bastard Café bliver gæsterne faktisk hjulpet til at være sociale med fremmede, hvis de altså har lyst.

På cafébordene vil man nemlig kunne sætte skilte op med teksten ”vi har plads til flere spillere på dette bord”, så man kan møde nye folk, uanset om man kommer på caféen alene eller sammen med andre.

-Vi var lidt spændte på, om folk vil bruge skiltene. Men det gør de faktisk. De fleste vil gerne møde nye mennesker, hvis man har noget at være sammen om, siger Bo Thomasen.