Ny rapport: Din bacon er kræftfremkaldende

Hvis man indtager 50 gram forarbejdet kød dagligt, forøges risikoen for tarmkræft med 18 procent.

Det er ikke bare bacon, men også andre kødtyper, der er røgede, fermenterede eller forarbejdet på andre måder. (Foto: © NILS MEILVANG, Nils Meilvang)

Der er dårligt nyt til baconelskeren.

Sundhedsorganisationen WHO (World Health Organisation) har mandag udgivet en rapport, der viser, at forarbejdet kød er kræftfremkaldende.

Det er organisationens kræftagentur, the International Agency for Research on Cancer (IARC), der nu udgiver den nye forskning.

Det er forarbejdet kød som bacon, pølser, spegepølse og dåsekød, der især giver øget risiko for kræft.

Forskerne understreger, at risikoen for den enkelte stadig er lille, men at den øges med mængden.

De 22 eksperter, der står bag forskningen, er nået frem til, at hvis man spiser 50 gram forarbejdet kød dagligt, forøges risikoen for tarmkræft med 18 procent.

Eksperterne har tidligere peget på rødt kød som kræftårsag.

Det klassificeres dog som ’muligt kræftfremkaldende’, da der er en vis forbindelse med bugspytkirtelkræft og prostatakræft.

Det er første gang, at WHO kalder forarbejdet kød direkte kræftfremkaldende.

- Taget i betragtning af, hvor mange mennesker der på verdensplan indtager forarbejdet kød, er det et samfundsmæssigt vigtigt problem, siger Dr. Kurt Straif, en af forskerne bag rapporten.