Kærlighed er godt, men hvorfor er det, at nogle mennesker har behov for at proklamere deres kærlighed højt og flot på Facebook og dele private, og nogle gange næsten intime, stunder med venner og mere eller mindre bekendte på sociale medier?
Det sætter vært Charlotte Brodthagen sig for at undersøge i DR2-programmet ”Mit perfekte parforhold på Facebook”, hvor hun tager ud til nogle af de mennesker, der har skrevet sådan i deres status-opdateringer. Programmet sendes i aften kl. 22 på DR2.
En af dem lyder sådan her:
”Lige ankommet til Milano med denne her smukke pige. Heldigvis er hun min. Tak for denne overraskelse min skat, dejlig fødselsdagsgave med en forlænget weekend til Italien. Elsker dig helt op til stjernerne og tilbage igen”.
Lev Nu har spurgt sexolog og parterapeut, Jesper Bay-Hansen, hvad han tror, der ligger bag de meget åbenhjertige opdateringer. Kunne man ikke lige så godt sige præcis de samme ting direkte til den, man elsker?
Han mener, at de næsten altid handler om at opfylde et behov hos den, der skriver dem.
- Det kan være behovet for sharing, at bekræfte sin kærlighed over for sig selv eller andre, selviscenesættelse, identitetsskabelse, for at vække andres beundring eller – mindre flatterende – behovet for at vække misundelse eller jalousi..
Positivt fokus skaber en positiv virkelighed
Jesper Bay-Hansen kunne ikke selv finde på at skrive den slags opdateringer på Facebook, men han kan godt se både gode og knap så gode ting ved at gøre det.
På den ene side peger han på, at det positive fokus, man udstiller med den type opdateringer, kan være med til at skabe en positiv virkelighed.
- Det betyder, at når man udstiller sin kærestekærlighed, kommer man også ofte til at føle den mere. Og det kan jo være en rigtig god ting for forholdet.
- Jeg hører også tit mine klienter forklare, at når ens kæreste skriver den slags opdateringer, så får det én til at føle sig begæret – især for kvindernes vedkommende. Mænd taler snarere om, at de føler det som en slags tilkendegivelse af, at ”hun vil mig”.
Ved at erklære sin kærlighed på Facebook får man også andre som vidner, lidt lige som når man siger ”ja” i kirken foran venner og familie.
- Det kan godt gøre nogle mennesker lidt høje. Og det er faktisk også en god måde at forpligte sig til sin partner.
Paradoksalt nok, kan kærlighedserklæringerne på Facebook dog også handle om, at man i virkeligheden er usikker på netop kærligheden, altså tvivler på den.
- Og så vælger nogle at lave et statusopslag, hvor de faktisk ikke primært henvender sig til omverdenen, men i virkeligheden taler til sig selv! For at overbevise sig selv om, at kærligheden, man føler, er god nok eller rigtig nok.
Mange iscenesætter sig selv på Facebook
Sidst, men ikke mindst, så lever vi – siger Jesper Bay-Hansen – også i en tid, hvor mange mennesker har et stort behov for at vise, at de er lykkelige, og at det går dem godt. Det er der status i.
- Det er en slags selviscenesættelse, og for nogle også en form for identitetsskabelse at vise, at man har en kæreste, et menneske man elsker.
- Derfor er der stort set heller aldrig nogen, der deler på Facebook, at de netop har været oppe at skændes med kæresten, og at de ønsker ham eller hende et vist sted hen.
Brug dem med omtanke
Det kan under alle omstændigheder være en god ide at være ret bevidst om, hvorfor det er, man skriver den slags status-opdateringer.
Nogle bruger dem nemlig også til at skabe misundelse, fx hos veninder eller ekskærester, siger parterapeuten:
- Og hvis det er sådan, man bruger en opdatering, fx for at gøre en ekskæreste misundelig – eller gøre ens nuværende kæreste jaloux ved at udstille sine positive følelser for en ekskæreste – så skal man lade være. For så udnytter man et andet menneskes kærlighed for egen vinding. Så har man en skjult dagsorden, som ens nuværende kæreste (endnu) ikke kender.
- Hvis det er sådan, det hænger sammen, så handler det mest af alt om, at man selv har det skidt – og må vende blikket indad for at blive klogere på, hvorfor man handler, som man gør.