”Øv bøv, nu skal han ud med vennerne igen. Og jeg skal bare sidde herhjemme med ungerne hele aftenen.”
En tur i byen med vennerne kan være et tiltrængt frirum for den, der skal af sted. Og den kan samtidig kalde på både misundelse og jalousi hos partneren, der ikke skal med.
Men hvis du formår at glæde dig på din partners vegne over en glæde, han eller hun henter uden for parforholdet, så er der stor sandsynlighed for, at I kan manøvrere uden om både misundelse og jalousi.
Det siger sexolog og parterapeut Jesper Bay-Hansen, der også besvarer spørgsmål i Lev Nu’s brevkasse, og som netop er aktuel med bogen ”Jalousi – kunsten at leve med jalousi”:
- Hvis man kan glæde sig på sin partners vegne over noget, han eller hun oplever, så får man ikke alene langt mere glæde i forholdet, men også et langt mere rummeligt parforhold.
- Og et rummeligt parforhold giver begge parter mulighed for at udleve de drømme og ønsker, de hver især har og dermed være tro mod sig selv og på sin vis også give et mere ægte og autentisk billede af, hvem de er.
Ligeværdet er på spil
Jalousi og misundelse derimod lægger et begrænsende net ned over forholdet, pointerer Jesper Bay-Hansen.
- Hvis der er misundelse eller jalousi i et parforhold, så går det nemt ud over samlivet, og der er en stor risiko for, at den ene part ender i en form for martyr-rolle eller offer-rolle. Og det er noget skidt både for den partner og for forholdet, for så ryger ligeværdet.
Sæt ord på glæden
Men hvordan kommer man så i gang med at glæde sig oprigtigt på sin partners vegne og vise det, hvis man i virkeligheden i bund og grund er dødtræt af, at han eller hun skal i byen med vennerne?
- Helt konkret kan det være en god ide at tale med sin partner om, hvad det er, han eller hun glæder sig til ved at skulle ud og have en på opleveren. Det kan være at se nogle mennesker, man ikke har set længe, eller at få talt med kollegerne på en anden måde end man har tid til i hverdagen eller høre noget musik, man rigtig godt kan lide.
- Hvis man får sat ord på glæden, så bliver det som regel lettere at glæde sig på hinandens vegne. Og hvis den, der bliver hjemme og tager tjansen med ungerne, kan glæde sig på partnerens vegne, så kan han eller hun tage af sted med god samvittighed.
Du kan høre mere om kunsten at leve med jalousi på Bogforum i Bella Center. Jesper Bay-Hansen gæster Lev Nu-scenen fredag den 7. november klokken 18.15 i et interview med Peter Qvortrup Geisling.