VIDEO Psykolog: Et udtryk for livsnydelse, når døende lægger planer

Selv om man har fået en uhelbredelig sygdom, så kan man stadig lægge planer for livet.

Kræftsyge Karina forsøger at lære sin søn alt, hvad hun kan, om livet, som de måske ikke skal dele sammen. (Foto: DR)

I dokumentarserien ”Ro i sjælen”, der følger fire uhelbredeligt syge, ser man, hvordan de køber motorcykel, planlægger ferie og inviterer til stor fest.

Og det er slet ikke så usædvanligt, siger psykolog Jette Winge, der er tilknyttet kræftrådgivningen i Kræftens Bekæmpelse i Roskilde.

- Jeg har sågar mødt en døende patient, som havde en drøm om at emigrere til et land under sydligere himmelstrøg, og alle rystede på hovedet og sagde, at det var tosset at gøre alt det arbejde, når han havde så kort igen. Men han endte med at få fire dejlige år dernede sammen med sin kone.

- Det kan man jo her i bagklogskabens lys godt tænke meget over. Når patienter har sådanne planer, så skal man bakke op om det. For, er der liv, er der også håb.

Håbet skifter udtryk over tid

Håb og mening flytter og omformer sig hele tiden, understreger Jette Winge. Og som rask ikke kan vide, hvad der er meningsfyldt eller håb-givende for en syg.

- Man skal sætte pris på de valg, man stadig har tilbage. Jeg har mødt en patient på hospitalet, som fortalte mig, at det var en stor glæde for hende, når personalet spurgte hende, om hun ville have vand, mælk eller æblejuice til sin morgenmad.

Når man i en eller anden udstrækning har fået sat tid på, hvor længe man har igen, så vænner man sig til at påskønne det, man har, siger psykologen. Man må leve og finde mening med det liv, der er tilbage:

- Det tænker vi andre jo ikke over. Men det kan også være meningsgivende at skulle tage stilling til, om man vil have vand eller æblejuice. Vi kan ikke sætte os ind i, hvornår man er færdig med at nyde et glas æblejuice.

Ryk håbet tættere på

Følelsen af håbløshed rammer de fleste, som får en uhelbredelig sygdom. Men netop her er det vigtigt at fokusere på, at håbet omformer og forandrer sig. Håb er andet end håbet om at leve, til man bliver gammel.

- Jo nærmere, du kan rykke håbet, jo lettere er det at bevare det. I stedet for at have håbet om et langt og sundt liv eller et håb om at blive farmor om tredive år, så kan håb jo også være håbet om at få nogle gode år, håbet om at opleve sit barns konfirmation til maj, håbet om ikke at have smerter, håbet om at få en god weekend med familien, hvor alle mødes om at ordne haven eller male stuen.

Hvis du kan trække håbet tættere på, så kommer der perspektiv på dit liv, midt i håbløsheden, siger Jette Winge.

- Jeg spørger tit patienterne, hvad er vigtigt lige nu? Det kan være den faste aften-gåtur med manden eller at ens søn skal til eksamen på torsdag. Det kan hjælpe at bringe håbet ned til det, der er lige foran i stedet for at tænke på, hvordan det måske er om to år.

- Man pendler hele tiden mellem noget angstfyldt og noget håbefuldt. Man kommer ikke til kun at være på angstsiden eller kun på håb-siden.

Se eller gense første og andet program i serien "Ro i sjælen" på dr.dk/tv