En eksplosion af smag! Stjernekok giver dig sine bedste grønne tricks

Rasmus Kofoed fra Geranium sværger til krydderurter, når han laver mad. Det gælder om at vælge de rigtige.

- Du skal endelig ikke snitte rosmarinen, men bare smide de hele kviste på. Det afgiver mere smag, fortæller Rasmus Kofoed fra Geranium om tricket med at smide krydderurter på grillen. (Foto: © Jessie Beck / Unsplash)

Denne artikel blev oprindeligt udgivet i sommeren 2020.

Nogle madvarer hører bare sommeren til.

Tænk for eksempel på en god og farverig salat, nye danske kartofler og en hel frisk fisk på grillen.

Så bliver menuen ligesom ikke meget bedre på en solrig sommeraften, vel?

Og dog.

For selvom der ikke er noget galt med sådan en servering, savner du måske nogle gange lidt fornyelse eller det der ekstra pift, når det gælder sommerklassikerne.

Det er her, at stjernekokken Rasmus Kofoed fra Michelin-restauranten Geranium kommer ind i billedet.

Han sværger nemlig til mad med krydderurter og kan derfor guide dig til, hvordan du nemmest kan peppe din sommermenu op.

Og hvis der særligt er én ting, du skal huske på, er det, at du ikke skal være nærrig med det grønne drys.

- Der skal ret store mængder til, når det kommer til krydderurter. Det giver et helt andet nærvær i maden, når der kommer rigelige mængder krydderurter i, siger Rasmus Kofoed.

Herunder får du derfor hans anbefalinger til fem krydderurter, der kan løfte dine sommerretter til nye højder – og hvordan du bruger dem bedst.

1

Løvstikke

Løvstikke har en kraftig smag i retningen af selleri, og den bevarer sin smag efter kogning. Derfor kaldes den gerne for bouillonurt. (Foto: © Elvig Hansen, Scanpix)

- Lige nu er der de små, fineste, økologiske kartofler, og når de er helt nyopgravede, vil jeg bruge løvstikken. Den går altid så godt til kartofler.

- Når kartoflerne er helt nye og fine, er det synd at stege dem. Her er kogning mere nænsom, og det får det jomfruelige mere frem i dem. Derfor vil jeg koge kartoflerne i saltet vand, og når jeg har hældt vandet fra, vil jeg svinge dem i gryden med lidt olivenolie og en masse fintsnittet løvstikke.

- Det passer godt på en skive ristet rugbrød som en kartoffelmad eller for eksempel som tilbehør til fisk.

2

Timian

Den aromatiske timian er god i mange vinterretter, men Rasmus Kofoed er altså også glad for krydderurten om sommeren. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

- Man kan også stege kartoflerne i ovnen, men her vil jeg vente, til vi kommer lidt længere hen på sommeren, hvor kartoflerne ikke længere er helt nye mere.

- Her er det oplagt at skære dem i både, vende dem med olivenolie, havsalt og en masse timian – jeg ville bruge et stort bundt – og så lægge det hele på en bageplade. Du kan give kartoflerne 180 grader i ovnen i cirka 45 minutter, alt efter hvor friske de er, og hvor meget væske de indeholder.

3

Rosmarin

Rosmarin, der ligner grannåle, ses ofte drysset ud på kartoffelpizzaer og kød, men hvis du griller, bør du faktisk smide hele kviste på for smagens skyld, mener Rasmus Kofoed. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

- Jeg kan ikke få nok af rosmarin. Det er især godt, hvis man skal grille grønsager og fisk. Hvis du for eksempel har dine grønsager på grillen – det kunne være spidskål eller asparges – så læg nogle rosmarinkviste på. Det frigiver nogle dejlige duftstoffer, når det rammer varmen på grillen.

- Du skal endelig ikke snitte rosmarinen, men bare smide de hele kviste på. Det afgiver mere smag.

- Der skal ret store mængder til, når det kommer til krydderurter. Det giver et helt andet nærvær i maden, når der kommer rigelige mængder krydderurter i, siger Rasmus Kofoed.

4

Basilikum

Basilikum passer især godt til pasta og tomat, siger Rasmus Kofoed. (Foto: © Johner Images, Scanpix)

- En pastasalat med basilikum er jo i forvejen noget, som mange laver. Men hvis du gerne vil have ekstra smag, synes jeg, det fungerer rigtig godt, hvis man starter med at snitte basilikumstilkene. Dem er der masser af smag i.

- Du skal snitte dem helt fint og vende det i pastasalaten. Til sidst kan man så tage nogle af bladene, rive dem lidt og smide dem ud over salaten med rund hånd. Det er en lidt sart krydderurt, så for at bladene ikke skal miste aroma, skal de først på salaten som det sidste.

5

Mynte

Mynten stammer fra Middelhavslandene og dufter af frisk spearmint. (Foto: © RYMAN, Scanpix)

- Mynte er generelt et rigtigt godt krydderi i drikkevarer som hyldeblomstsaft, og du kan også lave en god varm te på mynte, som du kan drikke efter et måltid – det er jo godt for fordøjelsen.

- Men du kan også bare putte lidt mynte og citron i dit postevand. Alle drikker jo vand til deres måltid, og så er det en god måde at give vandet en frisk aroma. Det gør vandet lidt mere spændende.

Kan du ligesom Rasmus Kofoed ikke få nok af det grønne drys? Så er her tre andre tips til retter med krydderurter: