Tre ud af fire danskere siger selv, at de gerne ville spise mere fisk. Ifølge en spørgeskemaundersøgelse sker det bare ikke, fordi fisk er dyrt, og fordi mange mangler inspiration til, hvordan man kan tilberede fisk.
Dr.dk har i denne uge besøgt to familier – en tyrkisk og en venezuelansk - for at få inspiration til, hvordan man kan tilberede den forholdsvis billige, danske fisk kuller og for at blive klogere på maden mellem os.
I begge familier er det kvinderne, der står for madlavningen. Tyrkiske Solmaz Ozkaya laver mad til sin mand og voksne søn, og venezuelanske Ada Mortensen laver mad til sig selv og sin 15-årige datter, når hun er hjemme.
Begge mødre har fået de samme fem ingredienser – kullerfilet, tomater, gulerødder, broccoli og porre - til at tilberede en fiskeret af. Derudover må de hver især tilsætte så mange krydderier, de har lyst til, samt op til yderligere fem ingredienser.
Fisk er luksusspise
Tyrkiske Solmaz Ozkaya tager imod os i sit køkken, mens hendes mand Huseyin Ozkaya finder sig til rette i stuen, hvor fjernsynet buldrer af sted med nyheder på tyrkisk. Fra sofaen kan 66-årige Huseyin overvære køkkenet og følge med i, hvordan madlavningen skrider frem.
- Det er Solmaz, der står for maden. Jeg ville aldrig kunne klare mig selv, siger han.
I køkkenet går 64-årige Solmaz i gang med at rengøre den medbragte fisk og tilberede den i en bradepande med citron, tomater og masser af smør. Arbejdsfordelingen er klar. Det har den altid været i de 30 år, parret og deres nu fire voksne børn har boet i lejligheden i Gellerup nord for Aarhus.
Det er ellers ikke helt let for Solmaz i køkkenet. Hun tager sig til lænden og sukker, da hun har sat fisken i ovnen. Hendes ryg er slidt af gigt og en diskusprolaps efter mange års arbejde på danske rosenmarker.
Solmaz og Huseyin er kommet til Danmark i slutningen af 1970’erne for at finde arbejde og for at slippe ud af den fattigdom, som begge deres familier i generationer har levet under i Sivas-regionen i det centrale Tyrkiet.
- Mine brødre var allerede rejst til Tyskland og sagde, det var godt. Det var også vores plan at tage til Tyskland, men jeg kunne ikke få arbejdstilladelse, så mine brødre sagde, jeg skulle fortsætte og prøve i Danmark i stedet, siger Huseyin.
De første fem år boede Huseyin alene i Danmark, mens Solmaz blev tilbage i Tyrkiet alene med parrets tre små børn.
- I den tid spiste vi altid suppe – aldrig dyr fisk som i dag, fortæller hun.
Hun forbinder i det hele taget mad fra sin hjemstavn med ris, mel og kartofler – solid kost, der kan mætte så mange munde som muligt.
Blev sat til at skure gryder som treårig
Venezuelanske Ada Mortensens køkken er malet grønt og gult med en tapetbord af store, gule solsikker.
- Farver er meget vigtige for os i Venezuela. Vores mad skal også helst pyntes med peberfrugter og citrusfrugter – jo flere farver, desto mere eksotisk, siger hun og begraver ansigtet i den bakke tomater, vi har med.
- Jamen, det er jo en fantastisk duft, de har – se dem lige!, udbryder hun om tomaterne.
Glæden ved råvarer stråler ud af 52-årige Ada, der har kunne begå sig i et køkken, fra hun var helt lille. I 1960’erne arbejdede hendes mor som kok eller madmor på forskellige gårde i Venezuela og lavede mad til over 100 bønder flere gange om dagen.
- Som treårig stak min mor mig en grydesvamp, og så skulle jeg hjælpe med at skure gryderne. De var så store, at jeg kunne stå oprejst inde i dem, fortæller Ada.
- Så gik jeg ellers i gang. Alle skulle hjælpe til.
Adas mor lærte hende også, at det er vigtigt at udvise respekt og kærlighed overfor råvarerne, uanset om man laver mad til to eller til 100. Den tilgang har Ada med sig i dag.
- Jeg laver mad fra alle egne i verden. Jeg er virkelig nysgerrig, siger hun og strækker sig på tæer for bedre at kunne kværne et bundt frisk koriander i en granitmorder på køkkenbordet.
- Til gengæld kunne jeg ikke drømme om at spise rugbrødsmadder til aftensmad. Mit varme aftensmåltid er vigtigt, det prioriterer jeg virkelig.
Tilbage i Gellerup har tyrkiske Solmaz og Huseyin fået besøg af deres yngste søn Soner, som arbejder i området. Han slår sig ned i sofaen, men rejser sig lidt efter og hjælper sin mor med at dække bord.
De dækker op til fire personer i alt. De fleste aftener – lidt før kl. 17 - kommer Solmaz og Huseyins barnebarn også forbi for at spise med.
- Min nevø spiser alt, hvad min mor laver. Han bor alene med sin far i blokken ved siden af, så det er bedre at komme herop at spise, siger Soner.
Solmaz skæver til uret, der har passeret 17. Der bliver vist alligevel ikke til noget besøg i dag, for barnebarnet er ved at tage kørekort og har ofte køretimer om aftenen. Den ekstra kuvert får lov at stå, hvis han nu skulle dukke op senere.
Solmaz anretter en fint snittet salat, kogte kartofler og broccoli i skåle og tager fisken ud af ovnen.
Fra Venezuela til Vejle
Som 17-årig blev venezuelanske Ada gravid med en dansk mand og flyttede derfor fra Venezuela til Vejle for at bo sammen med sin mand og svigerfamilie.
- Jeg ankom som en ægte latino med opsat hår og høje hæle, men altså det var minus ti grader, og der lå en halv meter sne. Jeg var højgravid, og det eneste, jeg havde lyst til var mango. Altså virkelig lyst. Jeg cravede mango, men hvor søren skulle vi finde det henne i Vejle dengang?, spørger Ada og griner selv af scenariet.
- Til gengæld var min svigermor fantastisk. Hun gik hjemme og lavede alt fra bunden. Selv melboller lavede hun med sådan et særligt værktøj. Det var jeg virkelig fascineret af.
Adas søn er i dag 34 år, og hun har selv for længst lært at lave sine egne melboller, sovs og kartofler. De seneste fem år har de politiske uroligheder i Venezuela gjort det for farligt for Ada at rejse hjem. Hun er bange for, at desperate bander skal kidnappe hende eller hendes datter for at kunne tjene en løsesum.
Men en gang for flere år siden besøgte Ada sin søster og serverede hende traditionel dansk mad. Ada dækkede bordet i søsterens hjem med servietter og stearinlys, som hun havde lært af sin svigermor. Så snart Adas søster fik øje på de tændte lys, blev hun nervøs og spurgte, hvem der var død?
- Det hedder hygge, kære søster, forsøgte jeg at forklare hende, siger Ada og tager sig til hovedet, før hun fordeler de stegte grøntsager over fisken, vender en bøtte kokosmælk ud over og placerer det hele i et ovnfast fad i ovnen.
Stod pludselig alene med tre børn
Omkring bordet i Gellerup hos Solmaz og Huseyin er familien kommet til at snakke om de ni måneder, hvor Huseyin boede alene med sine børn. Da Solmaz i 1981 flyttede med til Danmark, lykkedes det hende ikke at få arbejdstilladelse. Hun måtte derfor efterlade parrets tre børn hos Huseyin og rejse tilbage til Tyrkiet og vente i yderligere ni måneder.
- Der var vi virkelig på den, siger Huseyin, som måtte sige sit job op for at kunne passe børnene.
- Nabokonerne viste mig, hvordan jeg skulle lave brød, men altså jeg fik dej helt op til albuerne - og jeg skulle også sørge for, at børnene ikke kom op at slås.
Den dag i dag, er der stadig visse retter med løg, som Soners søskende ikke kan fordrage at spise, fordi det indgik i Huseyins madlavning.
Heldigvis fik Solmaz sin arbejdstilladelse og har bestyret køkkenet lige siden.
En ret til hjemve
Hos Ada i Aarhus er køkkenet begyndt at dufte af stegte grøntsager og kokosmælk. Præcis som det var meningen.
- Det her er sådan en ret, jeg laver, når jeg har lidt hjemve. Den minder mig virkelig om Venezuela, siger Ada.
Hun dækker bord og går ud i køkkenet for at hente en liter multijuice, som kan serveres med fiskeretten. Så bliver det nemlig ægte latinamerikansk.
Klokken seks er Solmaz, Soner og Huseyin færdige med at spise i Gellerup. Mens de rydder af bordet, bliver der sat vand over til rød, tyrkisk te, som bliver serveret til 18-nyhederne.
Nu er det også blevet tid til, at Solmaz kan få en plads i den store sofa.
Find Solmaz' opskrift på ovnbagt fisk her.
Find Adas opskrift på bagt fisk med kokossauce og stegte grøntsager her.