- Føler du dig som syrer eller dansker?

Det spørgsmål er jeg blevet stillet mange gange, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.

Når jeg er i Syrien, føler jeg ikke, de lokale betragter mig som ægte syrer.

- Du har jo dansk pas, som de siger.

Når jeg er i Danmark, er det ikke passet, men min kulør og mit navn folk hæfter sig ved.

- Hvor er du fra? spørger de.

Jeg svarer Nørrebro.

- Men hvor er du født?

Jeg fortæller, jeg er en bonderøv 'straight outta' Køge.

- Men har du dansk pas?

Jeg nikker.

- Men hvor kommer dine forældre fra?

Som yngre havde jeg svært ved at tackle alle de spørgsmål, jeg fik til min baggrund.

I dag rører de mig sjældent.

Jeg ved, hvad jeg skal svare, og hvis jeg synes, det bliver for besværligt med Ali, præsenterer jeg mig som Alex og slår over i et rigsdansk, der får mig til at lyde som verdens artigste dreng.

Ha ha.

Jeg siger ikke det her for at tude, men jeg oplever ikke, at Ali er det navn, der åbner flest døre i Danmark.

Jeg er opvokset i Aldersrogade på ydre Nørrebro. Egentlig er det ret tilfældigt, at dét blev min barndomsgade og ikke en stikvej i Syrien.

Min far kom hertil som gæstearbejder i 1970'erne, og hans plan var at vende hjem til Syrien efter et par år.

Han tog faktisk også tilbage i en periode, hvor han fandt sammen med min mor.

Men min far havde en fornemmelse af, at Syrien ikke ville fortsætte med at være et stille, sikkert land.

Derfor besluttede min mor og han sig for at søge mod Danmark igen.

Det er jeg taknemlig for. Jeg er rigtig, rigtig glad for at bo her.

Men jeg har altid kunnet mærke, at Syrien lurede i mine forældres baghoveder.

Med hensyn til arbejde integrerede de sig rigtig fint og forsørgede sig selv. I forhold til sproget og samfundet generelt var de lidt mere tilbageholdende.

De passede mest sig selv, og i årene, inden Syrien blev til en krigszone, fornemmede jeg, at de sommetider længtes efter kulturen, menneskerne og livet dernede.

Sådan havde jeg det ikke. Jeg er tit blevet spurgt, om jeg kunne finde på at flytte tilbage, hvis der var fred. Men tilbage til hvad? Jeg har aldrig boet i Syrien. For mig er det en helt ny verden. Du kunne ligeså godt spørge, om jeg ville flytte til Spanien.

Og det siger jeg ikke for at stikke af fra mine syriske rødder, for der er bestemt noget araber i mig. Men nogle gange oplever jeg, at andre tillægger det, at jeg er muslim og har arabisk blod i årerne større betydning, end jeg selv gør.

At de tror, det gør os mere forskellige, end vi er.

Mit navn får for eksempel ofte folk til at reagere.

Jeg tror, de bliver usikre på, hvilket menneske der gemmer sig bag 'en Ali.'

Sådan var det eksempelvis, da jeg blev præsenteret for min etnisk danske svigermor.

Det var som at være til en politiafhøring. Ha ha.

- Hvem er du?

- Hvad laver du til daglig?

- Hvem er dine forældre?

- Hvad laver din far?

- Hvad med din storebror?

Bam, bam, bam! Et bombardement af spørgsmål, hvor jeg knap nok nåede at formulere et svar, inden det næste spørgsmål var fyret af.

Mit klare indtryk var, at spørgelysten hang sammen med, at jeg ikke er pæredansk og hedder Morten.

Det har min kæreste også sagt.

Inden jeg blev introduceret for min svigermor, havde min kæreste fortalt, at hun havde mødt en, der hed Ali.

Idet min svigermor hører navnet, spærrer hun øjnene op:

- ALI?! HVEM ER HAN?

- Bare én, jeg synes er lidt sød.

- Ham skal du ikke giftes med, Cecilie. Du skal ikke til at gå med tørklæde og sådan noget.

Jeg forstår godt, min svigermor var påpasselig. Når det kommer til vores børn, er kun det bedste godt nok. Selvfølgelig er man lidt på vagt, når ens børn finder en partner med en kulturel bagage, som er fremmed for en selv.

Alligevel er det en smule tankevækkende, at et navn kan trigge folks utryghed så hurtigt, synes jeg. Uroen slog jo bogstavelig talt ned i min svigermor, så snart mit fornavn blev nævnt.

Det er dog vigtigt at understrege, at min svigermors skepsis er helt væk i dag.

Hun har budt mig fuldstændig velkommen i familien.

Efterhånden, som vi talte, blev hun rolig. Som om hun tænkte: 'Okay, Ali er også bare et menneske, der passer sit arbejde og elsker min datter, ligesom jeg gør.'

I dag er det et par år siden, mødet fandt sted.

Jeg var 27 år, og det sjove er faktisk, at Cecilie og jeg også flirtede lidt som 15-16-årige.

Vi var en slags teenagekærester. Det havde min svigermor intet problem med. Hun var venlig den ene gang, jeg nåede at besøge familien, og serverede tunmadder for mig, fordi jeg ikke spiste svinekød.

Dengang havde hun ellers al mulig grund til at være på vagt.

For jeg var en kæmpe rod.

Jeg kom hjem til dem med en kasket, hvor skærmen sad på siden af hovedet og dækkede min skulder. Et par huse derfra havde jeg parkeret en stjålen knallert. Og så var jeg sikkert bortvist fra skolen, fra 11-12-års alderen blev jeg smidt ud af fem-seks forskellige skoler.

Jeg var alt andet end svigermors drøm. Svigermors mareridt. Ha ha.

Men det anede hun intet om.

Og da jeg 11-12 år senere sad overfor hende, havde jeg smidt gangster-attituden fra mig.

Jeg var udlært kok og havde et godt job.

Jeg var også blevet god til at håndtere andres spørgsmål til min baggrund. Jeg svarede stille og roligt og flettede humor ind, når det var passende.

Som yngre synes jeg, det var sværere, når folk borede i, hvor jeg var fra, eller når jeg oplevede, de var betænkelige, fordi jeg ser ud, som jeg gør, og hedder Ali.

Dengang reagerede jeg vredt. Sådan: 'Hvad er dit problem'-agtigt, men inden i var jeg bare ked af det.

Jeg følte mig udsat. Jeg var ikke mere end seks-syv år, da jeg opsnappede, at der var en mand, som hed Mogens Glistrup, der mente, jeg skulle rejse hjem til 'Muhameddanien.' Efter ham var det Pia Kjærsgaard, der talte en del om folk med min baggrund.

Jeg havde nok en følelse af ikke at være helt velkommen. Og hvis jeg ikke var velkommen i det land, hvor jeg var født og havde pas til, hvor var jeg så?

Med alderen er jeg blevet god til at distancere mig fra den slags. Jeg siger til mig selv: 'Det er ikke dig, de taler om. De taler om dem, der ikke opfører sig ordentligt og ikke gider arbejde.'

Kilde: Danmarks Statistik (Tabel FOLK2). Læs mere om metoden her.

Men jeg kan stadig blive småirriteret, når jeg oplever, folk er mistroiske overfor mig.

På et tidspunkt skulle jeg købe en bil, men jeg måtte ikke prøvekøre den. Sælgeren sagde, at jeg kunne få en tur, hvor jeg sad på forsædet, og han kørte.

Jeg forklarede ham, at jeg gerne selv ville mærke bilen, men at han kunne køre med som passager, hvis han var utryg ved, at jeg kørte i bilen alene.

Han rystede på hovedet. Nægtede simpelthen at overlade rattet til mig.

Jeg tænkte: 'Din bandit, mand! Forestiller du dig, at jeg stikker af med dig og bilen? Hvor syg i hovedet tror du, jeg er?'

Jeg kan selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, at det var mit navn og arabiske udseende, som gjorde jeg ikke måtte prøvekøre bilen. Sælgeren sagde det jo ikke direkte. Det gør folk aldrig.

Men jeg har aldrig hørt andet end, at det er normalt, at du får lov til at prøve en bil, inden du hiver de mange tusinde kroner opad lommen, den koster.

Ligesom jeg kan konstatere, at efter jeg er begyndt at præsentere mig som 'Alex,' når jeg handler på Den Blå Avis, har jeg større succes med at få de ting, jeg byder på.

Jeg har ofte fået beskeder som: 'Hej Ali. Tagboksen er desværre ikke til salg mere,' eller 'Hej Ali. Jeg har meget travlt i disse uger, så du kan ikke komme og se på iPhonen, men hvis du overfører pengene, kan jeg sende den.'

Jeg tænker bare: 'Stop en halv, kammerat. Jeg vil gerne se, at telefonen er i så god stand, som du skriver, inden jeg smider 2.000 kroner din vej.'

Igen; jeg kan ikke føre bevis for, at de afslag, jeg fik, bundede i, at jeg rundede mine beskeder af med: 'Med venlig hilsen Ali.'

Jeg kan bare konstatere, at efter jeg begyndte at afslutte med 'Alex,' har det været nemmere at handle med folk.

Så nu er jeg begyndt at snyde med mit navn. Jeg tænker, det er win-win for begge parter. Jeg får det produkt, jeg gerne vil have. Sælgeren kommer af med den ting, han ikke længere har brug for.

Ha ha.

Jeg har dog en fast tro på, at det her vil ændre sig med tiden.

I takt med at flere går i skole med en, der hedder Ali, er kollegaer med en, der hedder Ali, og spiller fodbold med en, der hedder Ali, tror jeg, vi vil blive betragtet mere som Oliver, Søren og alle mulige andre drenge, der er vokset op i Danmark.

Jeg oplever det allerede på mit arbejde. Mine kollegaer og jeg har det skidesjovt sammen. Jeg tror, det betyder noget, at de ser, at det bestemt ikke er alle muslimer, der er nogle radikale typer, som siger: 'Ad, ad svinekød, få det væk!'

Nej, den Ali, mine kollegaer arbejder med, respekterer fuldt ud, at de spiser svinekød, selv om han ikke gør, og han synes, det er sjovt at sammensætte julefrokost- og påskemenuen.

Mit mantra er, at hvis du vil ændre noget, må du starte med dig selv.

Som den rod, jeg har været, har jeg været med til at sværte navnet Ali til.

Men de seneste mange, mange år har jeg ikke kunnet drømme om at stjæle så meget som en pakke tyggegummi.

Jeg opfører mig ordentligt og bidrager til samfundet. På den måde er jeg med til at sikre, at de mennesker, jeg møder, ikke får en dårlig oplevelse med én, som hedder Ali.

Jo flere positive oplevelser, folk får med en fyr, der hedder Ali, jo mindre utrygge bliver de ved navnet, tænker jeg.

You have to be the change you want to see in the world.

Det tror jeg meget på.