Alt er aflyst. Men derfor behøver du ikke få en trist sommer

Eksperten er klar med råd til, hvordan du får den bedste sommer - på trods af coronakrisen.

Orange Scene på Roskilde Festival kommer ikke til at se sådan her ud i år, nu hvor festivallen er aflyst. Der er dog måder at komme godt igennem sommeren på alligevel, fortæller centerchef Susanne Mathiesen fra Headspace. (Foto: © Maria Albrechtsen Mortensen, Scanpix)

Roskilde er aflyst.

Du kan glemme alt om at komme ud at rejse.

Og selv om du er single, er det en rigtig dårlig idé at date for tiden.

For mange føles det nærmest, som om sommeren 2020 blev aflyst mandag aften, da statsminister Mette Frederiksen (S) forlængede forbuddet mod store forsamlinger og dermed trak stikket på mange af sommerens højdepunkter.

Men der er ikke grund til at kravle under dynen og rulle gardinerne ned af den grund. Det mener Susanne Mathiesen, der er centerchef for ungerådgivningstilbuddet Headspace i Herning og Billund.

- Du bliver skør i hovedet, hvis du kun ærgrer dig over al det, du ikke kan. Du skal tvinge dig selv til at tænke på noget, der er godt, siger centerchefen fra Headspace, der er et landsdækkende rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år.

Hun er uddannet indenfor misbrug, psykiatri og ledelse og har desuden bred erfaring med støttende samtaleforløb for unge, som har brug for nogen at tale med.

- De problematikker, man går med i sin hverdag, kan blive stærkt forværret i en situation som den, vi står i nu. Hvis man i forvejen er usikker og bange i forhold til mange parametre i ens liv, så kan corona-isolationen gøre det værre.

Den amerikanske sanger Taylor Swift stod øverst på plakaten hos Roskilde Festival i år og skulle dermed have spillet sin første koncert på dansk grund. Det bliver der ikke noget af alligevel. (Foto: © Manny Carabel, Getty Images)

Der findes dog gode måder at komme godt igennem coronakrisen på, forsikrer Susanne Mathiesen.

Derfor giver hun her fem konkrete råd til, hvordan du kommer godt igennem sommeren, selvom juni, juli og august 2020 med garanti bliver helt anderledes end noget, vi nogensinde før har oplevet herhjemme.

1

Sæt pris på det, du kan

- Tiden lige nu kan aldrig erstattes. Der skal selvfølgelig nok komme en masse nye aktiviteter og koncerter næste år, men det bliver aldrig helt det samme. Det kan vi ikke ændre på. Men vi kan øve os i at sætte pris på det, der trods alt er positivt. Lige for tiden er vejret for eksempel helt fantastisk, så sæt pris på, at du kan være mere udenfor end normalt.

- Det handler om at øve sin hjerne; for hver gang vi tænker en tanke, skaber den et spor inde i hjernen. Så hver gang vi tænker på noget, der faktisk kan lade sig gøre, fremfor noget der ikke kan, så vænner vi vores hjerne til at se muligheder frem for forhindringer.

2

Gør noget, du ikke plejer

- Find på noget, du ikke plejer at gøre. Hvis du for eksempel aldrig går ture eller aldrig cykler, så har du en god mulighed for at gøre det nu.

- Det er sådan set lige meget, om du begynder at løbe, spille brætspil eller læse bøger, men der ligger en masse nye muligheder i at gøre ting, man ikke normalt plejer at gøre. Måske kan det endda være, at coronakrisen hjælper dig til at finde på en helt ny hobby.

3

Sluk for nyhedsstrømmen

- Du skal begrænse dit indtag af nyheder, ellers er du 100 procent sikker på at blive i endnu dårligere humør, end du måske er i forvejen. Hvis du hele tiden slubrer den ene negative historie i dig efter den anden, kommer det uden tvivl til at påvirke dig.

- Nøjes i stedet med at tjekke nyheder måske et par gange om dagen – og brug så ellers din tid på noget andet.

4

Gør det sociale analogt

- Sæt dig ned og gør noget så gammeldags som at skrive et brev eller kort til din gamle bedstemor. Hun bliver garanteret helt vildt glad og rørt over at få post, og hvornår har du sidst sendt et brev til nogen? Du kan også hjælpe en ældre nabo med at købe ind, hvis personen er dårligt gående eller bange for at komme ud.

- Det handler om at finde frem til de mange måder, vi stadig godt kan være sociale på, selv om vi er fysisk forhindrede i at være sammen for tiden.

5

Gør det sociale digitalt

- Gør påskefrokosten digital ved at ringe på FaceTime, mens I sidder hver for sig og spiser. Skriv uopfordret til en bekendt på Messenger, du måske ikke har skrevet til i lang tid. Ræk ud og dyrk dine relationer.

- Det kan i virkeligheden være, du kommer ud på den anden side af krisen og har fået styrket dine venskabsbånd eller fået helt nye venner. Det erstatter selvfølgelig ikke at være på festival eller ude at rejse sammen, men det kan være med til at udfylde et socialt tomrum, hvis du dyrker dine relationer digitalt denne sommer.