En eftermiddag i skolernes sommerferie sprang 14-årige David Davidians far ud som homoseksuel for anden gang. Det havde Henrik Davidian også gjort 20 år tidligere foran sine egne forældre.

- Det gav ikke mening for mig. Mine forældre havde været gift i lang tid, og jeg var 14 år. Hvorfor skulle han pludselig være til mænd midt i det hele? Jeg fik tanker omkring, om jeg var en del af en plan – af et skuespil?, husker David.

De tanker har David først delt med sin far under dette interview, og alt det kommer vi tilbage til.

Det her er fortællingen om en far og en søn, hvis forhold blev udfordret dengang for 14 år siden, da David var 14 år. Det er fortællingen om en dreng, der pludselig ikke er som alle andre – men det er mest af alt en kærlighedshistorie om at forstå hinanden og om at være tro mod sig selv.

David er i dag 28 år. Hans barndom foregik i Øgadekvarteret midt i Aarhus med sin mor og far.

- Det var os tre, min halvbror og så resten af verden.

Moderen Margrethe havde en søn fra et tidligere forhold, der var 14 år ældre end David.

Kernefamilien boede og levede sammen i et gammelt treetagers byhus, når de ikke rejste på camping i Frankrig eller skiferie i Norge.

Det var her, David voksede op sammen med alle de andre børn i byen. Der var aldrig længere hen til vennerne, end at man selv kunne gå derhen, for de fleste boede ligesom David i Øgadekvarteret. Og både forældre og børn kendte alle hinanden.

Her boede de sammen, indtil forældrene blev skilt, da faderen sprang ud i 2004.

Det var en eftermiddag i skolernes sommerferie. 'Den dag sidder dybt forankret i min mave,' fortæller Henrik.

Aftenen før havde Henrik fortalt det til Davids mor.

- Jeg blev bedt om at overnatte ved en kammerat. Jeg vidste ikke hvorfor, men det lød hyggeligt at spille videospil hele natten, så det tænkte jeg ikke mere over. Næste dag skulle vi hygge som den lille familie, vi var. Men så satte mine forældre sig over for mig.

De tre satte sig i stuen på 1. sal.

'Jeg har noget, jeg skal snakke med dig om', sagde Henrik til David. Det var intenst mellem far og søn.

- Mine forældre sad i sofaen, og jeg sad ved siden af i en lænestol. Der var ikke faste pladser hjemme hos os, men det var måske der, jeg taktisk var blevet placeret den dag. Det var min far, der førte ordet. Jeg kan ikke huske, hvad der præcist blev sagt, men jeg glemmer aldrig situationen.

Forældrene skulle skilles, fordi Henrik i årevis havde haft nogle følelser, som han har været i tvivl om. Det var han ikke længere. Henrik var og er homoseksuel.

- Det er svært at huske samtalen. Men det var nogenlunde det, jeg fortalte. David lyttede, men det var en rimelig kort snak, for han blev meget ked af det. Det gør stadig ondt at tænke på i dag. David græd, gik op på sit værelse, spiste ikke noget og græd sig i søvn, mens vi sad oppe ved ham.

- Jeg sad bare og stirrede ud i luften, og så begyndte jeg at græde. Jeg frøs totalt. Jeg var helt knust, og jeg blev hamrende ked af det. Jeg gik i baglås, og jeg græd mig selv i søvn den aften. Jeg var 14 år. En ting var, at mine forældre skulle skilles, men at det var fordi, min far ville være sammen med en anden mand, og at der allerede var en mand inde i billedet. Det var svært, men jeg var ikke sur på min far.

Ikke endnu.

Dagen efter gik far og søn en tur.

- Det var min idé. Vi kunne ikke komme videre, og vi kunne ikke blive ved med at sidde derhjemme ved spisebordet.

I dag kan David ikke selv huske dagen. Han kan ikke huske gåturen, eller hvad han sagde til sin far. Men det kan far Henrik.

Vi gik hen til Botanisk Have, og jeg fortalte David mere uddybende, hvad jeg havde været igennem, og at det var endt med, at jeg havde forelsket mig i en mand. Jeg havde så store følelser for ham, at jeg vidste, det var ham, jeg skulle være sammen med. Og så var det, at David sagde: 'Når du har det sådan, så er det det, du skal'. Wauw. Det var så stort, som det kunne blive. Jeg var grædefærdig. David forstod mig.

- Jeg kan ikke huske det, men jeg kan godt genkende følelsen af forståelse for min fars valg.

Davids forældre besluttede, at de som par og familie skulle flette sig ud af hinanden, hvor Davids far blev boende. Det brugte de to måneder på.

- Min far blev boende sammen med os i et par måneder, men vi var ikke den samme familie. Jeg flygtede hjem til mine venner. Jeg havde ikke lyst til at være hjemme, og der var sommerferie. I et eller andet omfang glemte jeg, hvad der var sket, når jeg var sammen med mine venner. Når jeg var ude, skulle jeg ikke kigge på det.

I løbet af sommeren fortalte David om det til de tætteste venner.

'Jeg fortalte, at mine forældre skulle skilles, fordi min far var bøsse. Der var ingen åndssvage spørgsmål. De trøstede mig bare. Jeg var lettet over, at de tog det så pænt, men jeg levede jo samtidig i en tilstand af ked-af-det-hed. Jeg syntes ikke, det var pinligt. Det er ikke en følelse, jeg kan huske. Men jeg var bange for, hvordan andre ville reagere.'

Hele klassen fik det også at vide, da de startede i 8. klasse efter sommeren.

- Det tyngede David. Ville klassekammerater kalde ham bøsserøv, eller ville de kalde mig bøsserøv? Var han pludselig søn af en bøsserøv?

Det var han ikke. Vennerne havde Davids ryg. De kendte alle hinandens forældre – og alle kendte Henrik. Han var stadig Henrik og intet andet.

Henrik flyttede til Ajstrup Strand efter et par måneder i huset med David og hans mor. En halv time fra Aarhus – og uendeligt længere med en bus. Der blev ikke lavet noget deleordning med David, for David gik på skole i Aarhus og var vant til altid at være i gåafstand til sine venner.

- Jeg tror, han syntes, jeg boede for langt væk. Vi boede lidt uden for byen, men det var ikke bare lige rundt om hjørnet. I starten så vi hinanden meget, men det blev hurtigt til mange små møder mellem David og jeg. Det var svært at lokke ham ud til Ajstrup. Han gad ikke.

Familien kunne ikke tage ét skænderi, og så var det ude af verden.

- Den er svær og næsten umulig at redde hjem igen,' erkender Henrik. 'Det var jo mig, der havde hylet ham ud af den. Det var uundgåeligt for mig, at det har kostet noget for David, og jeg måtte jo gøre mit bedste for at reparere det.

- Jeg kan tydeligt huske, at mine forsøg på at tage på kanotur, gøre noget far-søn-agtigt, ikke vækkede genklang hos ham. 'Jeg skal lige noget, og jeg skal lige med mine kammerater.' Jeg måtte give efter og håbe på, at det, han gjorde i stedet for, var godt for ham.

Der var også noget andet galt end afstanden. For der kører en del tanker igennem hovedet på en 14-årig, og der gik ikke lang tid, før David blev sur på sin far.

- Der var frygten for ikke at være normal. Jeg havde mange kammerater i skolen, hvis forældre var skilt, så det kunne jeg fint forholde mig til. De havde mor og bonusfar og far og bonusmor. Men ingen havde mor – og så far og bonusfar. Jeg var den første med en forælder, der var homoseksuel. Det hylede mig ud af den, og jeg havde ikke lyst til at se min far i et år efter.

Det var hans fars skyld, at kernen blev delt i tre. Faderen var sprunget ud som homoseksuel, og så havde han kendt en mand i længere tid. Dét gjorde David sur. Skilsmissen gjorde ham bare ked af det.

- Vi har altid været gode til at tale om tingene, men det blev sværere. I en periode havde jeg det skidt med at se ham, fordi det var så konfronterende at sige: 'Jeg er sur på dig.' Det havde jeg ikke lyst til, for jeg havde ikke lyst til at gøre ham ked af det – og mig selv ked af det. Så var det nemmere bare at få ondt i maven og få kvalme og undgå den konfrontation. Hver gang jeg skulle på besøg, og jeg skulle se hans kæreste, fik jeg det dårligt. Jeg fik ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme.

Det var vist heromkring, at David også fik at vide, at der var en forhistorie. Den historie får Davids far selv lov at fortælle – for han kender den af gode grunde bedst. Men historien fik 14-årige David til at tænke, om han var en del af faderens skuespil.

- Min far er armener, min mor er dansker. Vi boede i Iran. Jeg flyttede fra mine forældre til Danmark, da jeg var 16 år. På det tidspunkt startede mine første seksuelle tanker, følelser og småerfaringer. Jeg vendte mig mere om efter fyre på gaden end efter piger, men i lang tid troede jeg, at jeg ville vokse fra det. Der kommer vel nogen følelser for piger på et tidspunkt?

Jeg var 20 år, da jeg kom i mit første forhold med en fyr. Jeg var ikke forelsket-forelsket, men jeg var klar over, at det var den vej, jeg skulle på. Derfor rejste jeg ned til mine forældre, der i mellemtiden var flyttet fra Iran til Indonesien. Jeg fik sat dem ned i en krog og fortalte, hvordan jeg havde det. Jeg var sikker.

Iran er homoseksualitet en forbrydelse. Jeg vidste, at min far ikke foragtede bøsser, men det ville ikke være nemt for ham at acceptere. Han ville nok reagere lidt voldsomt, og så ville min mor lægge en hånd på hans skulder og sige: 'Så så.' Men sådan gik det ikke. 'Du er i tvivl, min dreng. Du er ikke sikker på sig selv', sagde de begge. Det var noget, jeg voksede fra. Måske havde de ret? Jeg tog hjem, slog op med fyren og sagde, at jeg var usikker.

Pludselig stod der en kvinde foran mig, som jeg blev forelsket i. Hun var og er kvinden i mit liv.

Den kvinde er Davids mor.

- Jeg havde altid drømt om at få børn og blive gift. Det ønske har jeg altid haft. Da jeg mødte Margrethe, tænkte jeg: 'Der er hun, og hun redder mig fra de her følelser.' Det var ikke udspekuleret. Det var stærke følelser.

Den historie fik David, efter forældrene var blevet skilt, og i 14-årige Davids hoved fyldte historien om homoseksualitet mere end forældrenes kærlighedshistorie. 'Hvorfor findes jeg? Hvordan giver alt det her mening?', startede tankerne.

- Jeg fik en følelse og tanke omkring, hvorfor jeg er her. Er jeg en del af et skuespil?' Jeg havde brug for at finde en mening med det hele. For det gav ikke mening. Vi var en familie, og mine forældre havde været sammen så mange år. Hvorfor var jeg blevet til, hvis min far var til mænd?

Kærlighedshistorien har David hørt flere gange fra sine forældre. Både da de var sammen – og efter de er gået fra hinanden. Og Davids tanker om, hvorfor han er her, forsvandt gradvist. I dag er de helt væk.

Davids forældre vidste godt, at David fik kvalme og ondt i maven, men han fortalte aldrig om tankerne til sin far. Det gjorde han i stedet til en psykolog, som hjalp ham af med tankerne. David har aldrig sagt det til hans far - før nu. Før de laver dette interview. Og Henrik slår fast: David var ikke en del af noget skuespil.

- Jeg har aldrig vist, at David har haft den tanke. Det gør mig ked af det, at han har gået med det. David skulle aldrig være i tvivl om, hvor elsket han var og er. Han skulle aldrig få chancen til at tvivle på hverken min eller sin mors kærlighed. Men det er svært at undgå at få tanker og forestillinger. Det er heldigvis ikke for sent at få sat tingene på plads.

For lige at forklare, hvorfor Henrik sprang ud igen efter 20 år, så startede der en masse tanker halvandet år, før Davids far sprang ud foran sin familie.

- Det popper pludseligt voldsomt op, men det har ikke noget med Davids mor at gøre. Det har intet med David at gøre. Jeg erkender bare pludselig, at jeg altså er mere tiltrukket af mænd. Et år efter den erkendelse, render jeg ind i min nuværende kæreste. Og bum. Han slog benene væk under mig.

Samme år, få måneder efter mødet, sad kernefamilien i stuen på 1. sal i byhuset på Langelandsgade. Det var i slutningen af skolernes sommerferie i 2004.

- Davids eksistens var det sværeste ved at springe ud. Jeg vidste, hvad jeg skulle, for lavinen var startet. Men jeg havde en søn på 14 år - og hvad gør det ved ham, at jeg springer ud og bliver skilt fra hans mor? Men jeg kunne ikke bremse det.

David besøgte ikke så ofte sin far i et års tid.

- David og jeg har altid haft et utroligt tæt forhold til hinanden. Men det blev sværere, fordi jeg gjorde, som jeg gjorde. Selvfølgelig gjorde det noget med vores forhold.

Men på et tidspunkt fandt de sammen igen. Som far og søn.

- Der gik et år, hvor jeg syntes, det hele var svært. Men det hele begyndte at give mening for mig. Min far havde været i tvivl, havde mødt min mor, de havde fået mig, men nu skulle han noget andet. Jeg valgte på et tidspunkt at lægge alle frustrationerne i en kasse og sige: Nu skal vi videre herfra og finde ud af det.

Det første de efterfølgende husker, at de gør sammen, er at rejse til Berlin. Det må have været sommeren efter, bliver de enige om ud fra barndomsbilleder. Tiden regnes ud fra hårlængden. David var karseklippet til sin konfirmation i 2004, og så lod han det gro længere, indtil han brækkede håndleddet og gik med til at blive klippet korthåret igen.

- Jeg havde altid hestehale, men det var ikke nemt at sætte med én hånd og en ringfinger. Der gik seks dage med langt hår og den ene hånd i gips, så blev det klippet af.

Det var Henrik glad for.

David er ikke længere sur på sin far, og han ved godt, at han var ønsket af et forældrepar, der elskede og ville hinanden. Intet skuespil.

- Jeg tror bare, det var sværere dengang. Der sker så meget inde i hovedet på en, når man er 14 år. Det var ikke så normalt, som det er i dag, hvor der er mere positiv fokus på homoseksualitet. Og så er jeg er blevet ældre, og jeg kan mærke, at jeg accepterer det på en anden måde, jo ældre jeg bliver.

- Jeg er stolt af min far. At han turde, og at han stod ved, hvem han var. Det kræver nogle ordentlige nosser at tage det valg, når man ved, at der er en konsekvens, og at den her lille familie ville blive ødelagt.

Og det var præcis det, det gjorde. Det ødelagde den lille familie. Men i dag prøver far og søn også at se positivt på det.

Det gør faderen: - David havde stadig været teenager og skulle høre højt metal, og så havde jeg nok råbt af ham endnu mere, hvis vi boede sammen. Det var nemt, når han var på besøg, for så kunne jeg holde det inde, når vi kørte i bil sammen. Vi havde nok haft nogle andre konflikter, hvis vi boede op og ned ad hinanden.

Og det gør David: - Jeg går meget op i, at man skal være tro mod sig selv uanset konsekvenserne, og samtidig skal man selvfølgelig tænke over de valg, man tager. Det kan godt være, det ikke har været sjovt for mig og min mor, men jeg tror, det har været endnu sværere for min far.

Davids mor bor stadig i byhuset her 14 år efter, hvor også David midlertidigt bor, og Davids far bor stadig med den mand, han faldt for i 2004, i Ajstrup Strand. De ses allesammen til fødselsdage og andre familiearrangementer.

- Det var det her, min far skulle, og jeg er stolt af ham. Han har stået ved, hvem han er. Min far er den far, han altid har været. Måske er han lidt mere til fest og farver. Men det er måske bare noget, jeg forestiller mig, fordi han er sprunget ud. Han har det godt. Det har vi alle.