'Jeg slipper for min anstrengende svigerfamilie': Her er 25 ting, vi glæder os over i coronakrisen

Presset og frygten for at gå glip af noget er væk, og det kan føles rart, siger psykolog.

(© Oliver Seppo/DR)

Byturene er aflyst. Det samme er sommerens festivaler. Og din ferie til udlandet bliver nok heller ikke til noget lige foreløbig.

I stedet står den på isolation, ensomhed og coronakrise. Og hverdage og weekender flyder over i hinanden. For hvilken dag er det lige i dag?

Når det er sagt, kan det måske føles som en hel befrielse for din FOMO (fear of missing out), at du ikke har mulighed for at gå glip af noget som helst. Hvor du kan have en lørdag aften derhjemme uden at føle pres fra dig selv eller vennerne for at tage ud.

Det er i hvert fald noget, psykolog Camilla Karmark hører fra sine unge klienter.

- Flere med tendens til FOMO siger, at de føler, at der er mere ro på nu. FOMO er jo en angst for at gå glip af noget og føle sig udenfor. Mange unge er stressede og føler, de skal leve op til en masse.

- De skal præstere på uddannelsen, arbejdet, socialt, udseendet og de fede stories. I øjeblikket er presset og frygten for at gå glip af noget væk, og det kan føles rart, siger hun.

Vi har spurgt DR3's brugere, hvad de er glade for at gå glip af lige nu. Måske kan du også genkende dig selv i noget af det.

Nederst i artiklen kommer psykolog Camilla Karmark med tre gode råd, så du undgår at havne i den gamle FOMO-mølle, når alt åbner igen.

1

Jeg slipper for at se min anstrengende svigerfamilie. Vi ser dem normalt hver eneste weekend, og selvom de har presset på for at ses på trods af corona, holder min kæreste heldigvis fast i, at det ikke er forsvarligt, fordi de er gamle.

Kvinde, 21 år

2

Jeg er stoppet med snus, og alle mine venner tager det i klassen. Så det er meget nemmere at stoppe uden at skulle se Lyft- og Sib-pakker hele tiden.

Emil, 18 år

3

Jeg er glad for, at jeg ikke skal føle mig presset til at tage til studentergilder og i byen. Coronakrisen har lettet det sociale pres og eksamenspresset fra mine skuldre. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at slutte gymnasiet på.

Talia, 18 år

4

Jeg er glad for, at Roskilde er aflyst, fordi jeg ikke nåede at få billet!!!

Ellen, 23 år

5

Jeg er glad for, at det er blevet socialt acceptabelt ikke at give kram, da jeg har OCD og ellers altid skal sige til folk, at jeg ikke kan kramme.

Anonym, 29 år

6

Jeg er glad for at slippe for byture. Det er for dyrt og hypet til min smag, men mine veninder vil altid have mig med.

Cecilie, 22 år

7

Jeg er glad for, at jeg slipper for at besøge min mands bedste vens børn. De er så uopdragne!

Kvinde, 28 år

8

En meget stresset hverdag. Coronakrisen skubber presset og præstationskulturen i baggrunden.

Stine, 19 år

9

Jeg er glad for at slippe for alt pres omkring ens ydre. Under corona har jeg ikke båret makeup, som jeg ellers plejer at gøre hver dag. Jeg har afslappet tøj på, og håret er bare smidt op i en knold, lige meget hvor fedtet det er, for jeg skal ikke leve op til nogen idealer.

Emilie, 20 år

10

Jeg er glad for at slippe for at have anstrengende, drænende og overfladiske samtaler med folk i diverse forsamlinger.

@iibtisamm

11

Jeg er glad for, at jeg ikke går glip af noget ved at blive hjemme. Lider af kæmpe FOMO. Det er samtidig en økonomisk gave, og jeg har ikke tømmermænd hele tiden.

@david_torre

12

Har frygtet studenterkørsel i tre år. Det er mit værste mareridt at være fanget på en vogn en hel dag med en masse fulde mennesker uden nogen mulighed for flugt.

Johanne, 19 år

13

Jeg er glad for ikke at skulle tage jakkesæt på hver dag og pendle til og fra arbejde.

Jonas, 29 år

14

Jeg er ikke glad for at gå glip af noget som helst. Jeg afslutter 3.g til sommer, skal ikke til eksamen, ikke køre studentervogn, får lige med nød og næppe hue på. Jeg går glip af den bedste tid i mit liv. Øv.

@idabidida

15

Jeg er glad for, at jeg ikke bliver inviteret til alt muligt. Jeg er kronisk syg og har kronisk dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke kan. Så det er en lettelse ikke at skulle noget.

@june_jessen

16

Jeg er glad for at slippe for at sidde i et callcenter fyldt med overgearede sælgertyper. Jeg kan derimod sidde hjemme og passe mit arbejde i ro og fred.

Anonym, 22 år

17

Jeg står i en tøjbutik til daglig, og jeg er glad for alle de penge, jeg sparer, fordi jeg ikke bliver fristet eller kan prøve varerne i butikken.

Anonym

18

Er lykkelig for, at fremmede mennesker ikke går hen og rører ved min mave. Jeg er gravid i tredje måned.

Line, 22 år

19

Jeg er rigtig glad for at blive fri for at skulle stresse over, at der var 50-50 chance for, at jeg skulle op til mundtlig spansk til sommer, når jeg slutter 3.g. Jeg kan stadig ikke tale spansk.

Stella, 19 år

20

Jeg har endelig en undskyldning for ikke at besøge min mor. Vi har et anspændt forhold, og det er rart ikke at skulle forholde sig til det lige for tiden.

Anonym, 22 år

21

Har lige fjernet mit dun på overlæben med for meget hårfjerningscreme. Har rødt overskæg nu. Så generelt andre mennesker.

Emilie, 22 år

22

Jeg er sygt glad for, at jeg slipper "nemt" ud af gymnasiet med kun tre eksamener.

@laura_madsen

23

Jeg er glad for at gå glip af dårlige beslutninger i Kødbyen.

@jayamerichau

24

Har fundet ud af, at jeg er gravid, så jeg er glad for, at jeg ikke kan gå i byen med mine venner. På den måde går jeg ikke glip af noget, og jeg skal heller ikke finde på undskyldninger for, hvorfor jeg ikke drikker.

Kvinde, 26 år

25

Jeg er glad for at slippe for mine irriterende medstuderende, som altid satte sig ved siden af mig til forelæsninger.

Anna 23 år

Psykologens tre gode råd

Nu er det store spørgsmål så, hvordan du undgår at havne i samme gamle stress-FOMO, når Danmark åbner igen.

Det har vi spurgt psykolog Camilla Karmark om.

Hun giver her tre gode råd, hvis du har tendens til at lide af FOMO:

1. Begræns tiden med sociale medier. Det er virkelig her, du mærker FOMO'en en fredag aften, når du måske allermest har brug for bare at blive i sofaen og se film. Hvis du bruger tre timer på det normalt, så brug kun en enkelt.

2. Du skal ikke fodre din FOMO. Det er vigtigt at vide, at rastløshed bare er en følelse med kropslige symptomer koblet på. Find styrken til at gøre det modsatte og lad rastløsheden og frygten for at føle dig uden for passe sig selv. Så bliver den mindre med tiden. Det lover jeg.

3. Accepter at du ikke kan det hele. Til gengæld kan det, du så vælger at prioritere, få mere værdi. Samtidig får du det bedre af ikke at være i en stress-tilstand.