Jens er en af Danmarks klogeste, han bor hos sin farmor og står med et ben i kontanthjælpssystemet

Forpligter det at være svært begavet?

Et spørgsmål af filosofisk karakter, som Jens Weber ikke har noget entydigt svar på.

Han har ellers overvejet det, for han har en IQ, der er målt til at ligge langt over gennemsnittet.

- Hvis man er god til noget, så synes omverdenen, at det er dumt, man ikke bruger det til noget. Det er, som om det er kodet ind i os, at det forpligter. Men hvad skal jeg gøre?

- Jeg har brugt de sidste mange år på at forsøge at redde mig selv. Det er det samme, jeg siger til faceren på gaden. Lad mig lige redde mig selv før resten af verden, siger han.

For den 24-årige deltager i DR 3-programmet ’Svært Begavet’ har de eksistentielle overvejelser alligevel også en mere triviel karakter i øjeblikket.

Selv med et håndfast bevis på, at intelligensen er høj og et medlemskab i Mensa, er vejen ind på arbejdsmarkedet ikke nødvendigvis lige til.

Ugidelig i virkeligheden

En jobsamtale i supermarkedskæden Lidl endte med et afslag efter det, han beskriver som en karikatur af en jobsamtale.

Beskriv dig selv med tre ord: Hvad er din største svaghed? Den slags banaliteter, som de fleste af os tager for givet i jagten på et nyt job, var for ham en ’sindssyg parringsdans’.

Derfor har han heller ikke haft et fuldtidsarbejde, men har kun en lang række vikariater og tidsbegrænsede ansættelser bag sig.

Han erkender, at hans jobansøgninger måske nok er for avantgarde, og så nytter det mindre, at man på vej til eksamen i psykologi kan åbne bogen for første gang i bussen og alligevel bestå.

- Jeg tror, jeg er ugidelig i virkeligheden. Det er vel en karakterbrist. Skolearbejdet har jeg måske lavet en tiendedel af igennem min skoletid. Jeg skal styre mod afgrunden, før jeg kan tage mig sammen, siger han med den ærlighed, der gennemsyrer hans selverkendelse.

Personlige tragedier

Et vikariat på et lager kastede ikke nok vagter af sig, og nu står han i stedet med det ene ben i kontanthjælpssystemet.

- Jeg har et spinkelt håb om at starte på forfatterskolen, men den drøm kan man ikke leve af, slår han fast.

Høj intelligens beskytter ikke imod personlige tragedier.

Nærmest oven i hinanden mistede han sin mor og sin mormor, og hans far fik konstateret kræft i 2016. Og lige efter at Jens var startet på teologistudiet i 2016, ramlede tingene igen. Han og kæresten gik fra hinanden, han blev uvenner med sin udlejer og måtte flytte ind hos sin farmor.

- Verden faldt sammen om ørerne på mig lige der, og jeg havde ikke overskud til andet end at fortabe mig i min græsklærers senmoderne gotiske måde at klæde sig på, siger han.

Tasker og et håndklæde af hør

Et andet spørgsmål, som Jens Weber har stillet sig selv, er, hvordan den perfekte taske ser ud.

Som seerne af ’Svært Begavet’ vil vide, spiller symmetri og materialevalg afgørende roller, for en taske er ikke bare en taske.

- Det særlige ved en taske er, at det er en konstant. Det er en større opfindelse en hjulet, synes jeg. Mennesket er ikke bygget til at have favnen fuld af ting. Tasken og beholderen løser det problem storslået, forklarer han.

Jens forklarer, hvorfor det er så vigtigt for ham at finde den helt rette taske.

At finde netop den taske – og den skal være uden velcro, for Jens Weber hader det materiale – er for ham som at finde den kæreste, han skal dele resten af livet med.

Han ved egentlig godt, at den ikke findes. Hans optræden i tv-programmet var spil for galleriet, for han havde allerede endevendt hele udbuddet fra Japan til Schweiz, og han venter derfor bare på, er, at den kommer i produktion, siger han.

Åndelig materialisme

Han forklarer sin forkærlighed for detaljer som en form for ’åndelig materialisme’, der går tilbage til barndommen.

- Jeg kan huske, at jeg gik i G-Star, der var meget in dengang. Jeg studerede det virkelig. Når jeg købte tøj, så sad jeg og vendte og drejede det og kiggede på alle detaljerne og lappede det hele i mig. Det var rent æstetisk. Jeg knyttede mig meget mere til tingene, fordi jeg følte, at jeg kendte dem. Det gjorde jeg, fordi jeg brugte tid på det.

Velcro er ikke acceptabelt på en taske, forklarer Jens.

- Hvis ikke det er lavet ordentligt, så mister det al affektionsværdi. Det forsvinder som dug fra solen. Jeg er klar til at smide det ud, og det er dødt for mig.

Om et i første afsnit meget omtalt håndklæde af hør siger han:

- Hør er et sanseligt materiale og er tifold mere stimulerende og behageligt end frotté, og det er højst værdsat i et stykke stof, man gnider op og ned ad sin nøgne krop op til flere gange om dagen.

Han ved godt, at hans besættelse af detaljer har fået folk til at diagnosticere ham med tilstande, der spænder hele det autistiske spektrum, som han har skrevet på Facebook i et opslag, hvor han i samme ombæring tager et opgør med blandt andet frotté og rullekufferter.

- Jeg er vel nok lidt småskør, men jeg elsker mit håndklæde, fordi jeg føler mig tvunget til det, skriver han.

Fest i Mensa

Den årvågenhed og fokus på detaljen, der præger hans indkøb af tasker og håndklæder, går ikke igen i Jens Webers livsvalg.

- Nogle gange prøver jeg at lade omstændighederne vælge for mig. For jeg har også virkelig svært ved at træffe valg. Derfor kan jeg godt lide at lade mig føre med strømmen.

Mensa blev valgt til midt i en eksistentiel krise, hvor ’alting flød ud af hans hænder som sand mellem fingrene på ham’, og han havde behov for, at der skulle ske noget.

Han nyder medlemskabet i de kloges klub, men han føler ikke, at der er så stor forskel på den og alle mulige andre foreninger eller fællesskaber.

- Den eneste forskel på en Mensa-fest og en almindelig fest er, at folk begynder at skrive komplekse ligninger på bakken, når de har spist deres Hawaii-pizza.

"Høsterkøbs præstedøtre"

Som så mange andre 24-årige ligger Jens Weber ikke inde med en forkromet plan for fremtiden. Han bor hos sin farmor, hvilket ikke er noget hit, når man skal møde det modsatte køn, forklarer han.

Men hvad med forfatterdrømmen?

Hans svar er af den tvetydige slags. Er han alvorlig, eller fornøjer han sig med spil for galleriet?

- Min første bog skulle hedde 'Høsterkøbs præstedøtre'. Den skulle være et stemningsbillede af Høsterkøb, der ligger mellem Birkerød og Hørsholm, og de meget modstridende kulturelle strømninger, der er der. Det skulle være en roman eller autofiktion, siger han.