På en café på Nørrebro sidder Esther med sin bærbare og et halvfyldt glas med smoothie. Hun sidder i et par jeans og løs satinlignende skjorte og har travlt med at skrive den sidste email fra arbejdet.
Kun halskæden skiller sig ud. I den hænger en davidsstjerne, som hun først begyndte at gå med for to år siden. For hun har i det meste af sit liv forsøgt at skjule, at hun er jøde.
Lidt forsinket kommer en ung fyr med sort dunjakke løbende ind i caféen. Hans mørke hår er trimmet på den rigtige fade-måde, og rundt om skulderen hænger en bæltetaske. Han undskylder forsinkelsen på vej hen til Esther, og så krammer de hinanden.
Esther og Mohamad mødte hinanden for første gang for halvandet års tid siden i Mino Ung København. Det er en organisation, hvor minoritetsetniske danskere kan mødes, hvor de arbejder for at styrke deres stemme og muligheder i Danmark. Siden har de været tætte venner, fordi de til trods for deres forskelligheder faktisk er langt mere ens, end de selv og de fleste andre trode.
Hun er jøde med israelsk mor og dansk far. Han er barn af palæstinensiske flygtninge, der havnede i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon, hvorefter de tog til Danmark og fik Mohamad.
Men kan en jøde og palæstinensisk muslim egentlig være venner, samtidig med at israelerne og palæstinenserne bekriger hinanden?
Mohamad: - Jeg tror, vi genkender hinandens følelser rigtig meget, og de fordomme man møder og er vokset op med. Jeg oplever tit fordomme, fordi jeg render rundt i en dunjakke og på grund af den måde, jeg ser ud på. Selvom man gør, hvad samfundet beder en om og mere til, kan man alligevel føle sig forkastet, og der er det rart at snakke med andre, som også kender til det.
Esther: - For mig er det en følelse af at være anderledes. Jeg har forsøgt at holde min jødiske baggrund hemmelig. Først var det, fordi min familie ikke skiltede med det over for andre, men bagefter var det, fordi jeg ikke ville defineres ud fra min religion, men at jeg ville have, at andre skulle se mig som Esther. Når jeg siger, jeg er jøde, så er det, som om jeg skal fraskrive mig ansvaret for den politik, den israelske regering fører.
Mohamad: - Den følelse har jeg haft, siden jeg var barn. Det var, som om man skulle forholde sig til sin identitet, allerede inden ens hjerne overhovedet havde udviklet en forståelse af, hvad en identitet egentlig er. Og så skal man samtidig allerede som otteårig stå til regnskab for enkelte menneskers ekstremistiske handlinger. Det er ret voldsomt at skulle forholde sig til så tidligt i ens liv.
Esther: - Vi er fælles om, at vi egentlig gerne vil ses som Esther og Mohamad. Og det fede er, at selvom vi har forskellige baggrunde, så sidder vi med akkurat de samme følelser.
I medierne kan man få indtrykket af, at et venskab som jeres næsten ikke kan lade sig gøre. Men hvor adskilt er jøder og muslimer med palæstinensisk baggrund egentlig?
Mohamad: - I bund og grund handler det om, at vi bliver opstillet som to forskellige poler, og det skyldes meget medierne. Jeg har aldrig mødt en israeler eller en jøde, hvor jeg har tænkt, at der var en grund til at have noget imod personen. Virkeligheden er jo, at Esther og jeg er blevet gode venner, fordi vi klinger godt sammen – også selvom vi er forskellige. Men medierne bliver tiltrukket af yderpolerne, og det er derfor, vi gerne vil vise noget andet end de yderpoler ved at fortælle om vores venskab.
Esther: - Medierne er med til at fodre ideen om, at et venskab som vores er svært. Men der er overvældende mange, som ikke har problemer med det. Min kæreste er muslim og en god ven er palæstinenser. Faktisk har Mohamad og jeg meget mere til fælles, end mange tror. Vi føler begge, at vi på en eller anden måde er fanget i en konflikt, som vi ofte bliver bedt om at forholde os til. Og vi føler, at vi nemt bliver skåret over én kam. Men jøder og muslimer er jo også ret ens.
Har I aldrig mærket, at nogen i jeres omgangskreds har opført sig fjendtligt over for jøder eller muslimer?
Esther: - Jeg har aldrig fået at vide, at jeg skal have noget imod palæstinenserne. Min familie har dog nogle gange bedt mig om at holde kæft, hvis jeg ser noget på Instagram, hvor nogle har en markant holdning til jøder. Fordi der ikke ville komme noget godt ud af at sige dem imod.
Mohamad: - Jeg er vokset op med at se både danske, men også arabiske nyheder, hvor vi tit har hørt om konflikten mellem israelerne og palæstinenserne. Selvom mine forældre altid har gjort meget ud af at gøre mig opmærksom på mit ophav, har de også gjort meget ud af at fortælle mig, at man ikke kan stille et folk til ansvar for andre menneskers handling. Når der har været billeder fra konklikten, har min far hele tiden sagt meget klart, at man ikke skal være sur på jøder eller andre israelere, fordi de ikke kan stilles til ansvar for, hvad regeringen gør.
- Men jeg har da også oplevet, at folk kan være fordomsfulde – på forskellige måder. Og der slår jeg fucking hårdt ned, også selvom jeg risikerer at blive upopulær. Undskyld mit sprog. Det bunder i uvidenhed, irrationel frygt og polarisering. Og jeg ved, at Esther ville gøre det samme for mig, hvis hun oplevede det.
Har I haft betænkeligheder ved at stille jer op og fortælle det her?
Mohamad: - Vi har talt om det, men vi synes, der mangler medieomtale af, at vi også findes. For vi føler, vi står frem som størstedelen og derfor ikke er så usædvanlige, som mange tror. Vi er jo to almindelige mennesker med to forskellige baggrunde, og selvom folk siger, vi hader hinanden, så gør vi det faktisk ikke.
Esther: - Tværtimod. Og Mohamad sagde også noget, der fik mig til at hive en Kleenex frem, da vi snakkede om, hvorvidt vi skulle stille op.
Mohamad: - Ha ha. Ja, altså jeg har fået en datter, og jeg vil gerne have, at hun vokser op i en verden, hvor vi kan være forbilleder for dem. Så jeg sagde, at man kan sige det med ord, eller man kan gøre det ved at handle. Og det nytter mest, hvis vi gør det med handling, og det er det, vi gør her.
Har I lært noget af hinanden ved at have det her venskab?
Esther: - Mohamad og Mino Ung København har gjort det nemmere for mig at rumme min jødiske baggrund mere, end jeg tidligere har gjort, så jeg ikke føler jeg skal skjule den længere. Og så har Mohamad lært mig meget om, hvordan jeg kan forholde mig til Israel-Palæstina-konflikten. Jeg har aldrig vidst, hvordan jeg kunne gå ind i debatten, selvom jeg har haft holdninger til den og gerne ville udtrykke min utilfredshed med den israelske regering, samtidig med at jeg vil rumme min baggrund. Men Mohamad har vist mig, hvordan vi kan tage kampen op sammen og derigennem rumme hinanden og de følelser, der er knyttet til konflikten.
Mohamad: - Ja, vi har haft nogle snakke om, hvordan vi kunne komme ud med nogle tanker, hvis vi oplever had mellem grupperne for eksempel på Instagram.
Esther: - Jeg plejer at sige, at når Mohamad kæmper min sag, så får jeg mere energi til at kæmpe hans sag. Mohamad var den første, der under angrebene i Israel og Gaza sidste forår kritiserede Israels regering, men samtidig skrev, at det aldrig måtte være en undskyldning eller motivation til at det skulle gå ud over hans jødiske brødre og søstre. Da jeg læste det opslag på de sociale medier, var konflikten allerede grund til stigende antisemitiske hændelser. Når Mohamad skriver det, så ved jeg, han står bag mig. Og så skaber det en alliance, hvor jeg også har større mod til at komme med min modstand mod den israelske regering. Fordi jeg ved, at han griber mig, hvis jeg får kritik, og jeg griber ham, når han får det.
I tager også med til hinandens demonstrationer?
Mohamad: - Ja. Jeg forsøgte at lave en fredsring rundt om en jødisk kirkegård, hvor der var sket hærværk. Men corona stod i vejen, så det kunne ikke lade sig gøre alligevel.
Esther, du var med i en demonstration for Palæstina, som endte i stenkast ved den israelske ambassade. Hvordan havde du det med det?
Esther: - Jeg ved godt, at man ikke kan se på mig, at jeg er jøde. Men alligevel var der en barnefrygt, der sad inde i mig – og det skammer jeg mig over. Jeg fortalte også Mohamad om min frygt, inden jeg tog med. Jeg havde allerede læst på Instagram, at nogle havde skrevet, at israelere skulle brændes levende. Det læser jeg, som min familie skal brænde op, og det gør mig bange og ked af det. Men Mohamad gjorde så mange ting under demonstrationen, der fik mig til at føle mig inkluderet. Han oversatte blandt andet alt det, der blev råbt på arabisk, og han sørgede for, at jeg følte mig tryg og sagde, jeg ikke skulle skamme mig.
Men hvorfor så overhovedet tage til demonstrationen, hvis du var nervøs?
Esther: - For hvis vi ikke kan finde ud af det her, hvordan skal vi så nogensinde forene mennesker noget sted i verden?
Mohamad: - Det handler også om at fortælle, at man tror på dialogen, og at man kan rejse sig, når det gælder. Og at man kan rumme hinanden og kæmpe hinandens kampe.
Tror I på, der kommer varig fred mellem israelerne og palæstinenserne?
Mohamad: - Jeg håber på det. Det bedste, vi kan gøre, er at gøre en indsats herfra, og det er det, vi gør ved at fortælle, at vi godt kan tale sammen. Nogle vil sikkert sige, at vi så tager konflikten med herop, hvilket vi bestemt ikke gør. For hvis vi ikke kan snakke om tingene her på en konstruktiv måde, hvilket håb er der så dernede?
Esther: - Som Mohamad siger, så håber vi. Men udsigterne er ikke gode. Men uanset hvad der sker, så er det enormt vigtigt, at konflikten ikke gennemsyrer forholdet mellem israelere og palæstinensere og jøder og muslimer i andre lande. Det kæmper vi for. Vi er også en ny generation, der er forstående over for de ældre generationer og den måde, de har oplevet konflikten og Anden Verdenskrig på, men samtidig også er mere kritiske over at følge deres fodspor. Vi bør skabe vores egne holdninger til hinanden.
Mohamad: - Den ældre generation kan måske have svært ved at finde en løsning, da de også kan være præget af mange følelser og oplevelser. Det kan være en barriere. Derfor har jeg stor tiltro til os unge.