Anmelderne tager pænt imod Roskilde-aktuelle Saveus' debutalbum

Anmelderne roser blandt andet Martin Hedegaard og co for et 'bombastisk' og 'innovativt' debutalbum.

Saveus har indtaget mange scener landet over siden debutten til P3 Guld i 2015. Her ses frontmand Martin Hedegaard til Kronprinsparrets Priser i 2016. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Koncertsalen koger.

En fredag aften i midten af oktober 2015 bragede et nyt, ukendt dansk band igennem lydmuren og direkte ind i P3 Guld-seernes stuer.

Bandet hedder Saveus - med Martin Hedegaard i front.

Siden den overvældende og positive debut med hittet 'Levitate Me' har bandet gæstet mange af landets festivaler og spillesteder - og desuden medvirket i en DR3-dokumentarserie, der kom helt tæt på både svære skriveblokader og drengestreger i øvelokalet.

Og når Roskilde Festival åbner festivalspladsen til sommer bliver det Saveus, der står for åbningsfesten på den legendariske Orange Scene.

I dag er bandets debutalbum 'Neuro' så udkommet. Knap tre år efter hittet 'Levitate Me'.

  • Saveus med frontfigur Martin Hedegaard fotograferet på Roskilde Festival tirsdag den 28. juni 2016.. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016) (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)
  • Saveus koncert på Northside Festival Fredag den 9. juni 2017.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)
  • Saveus modtager stående applaus under P3 Guld 2015 i DRs Koncertsal
  • Martin Hedegaard blev på nært hold fulgt af et DR3-kamerahold under dokumentar-serien 'Martin uden X'. Her var de med før koncerten på Roskilde Festival 2016. (© DR)
1 / 4

Et larger-than-life, dystert, '4 ud af 6'-album

- På debutalbummet ‘Neuro’ leverer Martin Hedegaard stadig flere larger-than-life-stunder end nogen af sine popmusikalske kolleger her til lands, men de bombastiske kompositioner har nu en mørk og mere indadvendt grundtone, skriver Soundvenues anmelder blandt andet og giver albummet fire ud af seks stjerner.

Fordelingen af stjerner er musikmagasinet Gaffas anmelder enig i og tilføjer:

- Saveus tager over, hvor nullernes danske synthhelte som Spleen United, Veto og Turboweekend slap. Resultatet svinger fra innovativt og interessant over solid synthpop til det halvkedelige i passager.

Politiken kvitterer også med fire ud af seks stjerner og konkluderer, at:

- Saveus tager det store spring ud over vippen og ser sin dødsangst fra første nummer i øjnene, så man som lytter lader sig rive med og sætter sin lid til tyngdekraften.