Blege baller, shots og rasende høj musik: På Roskilde er selv et koldt bad en fest

Når temperaturen er høj, er der gang i de kolde bade på Roskilde Festival. Kom med til festen her.

De kolde bade er gratis, unisex og én stor fest. (Foto: © Allan Hansen, DR)

Klokken er lidt i 13 på Roskilde Festival ved den famøse vindmølle i Vest.

Solen brager ned på de trætte festivalgæster, der slikker sårene efter nattens udskejelser.

Ude i horisonten dukker en lyserød flok op, mens en velkendt sang spiller i baggrunden.

- Har du problemer hvorfor flæbe? Det klares nemt med vand og sæbe! Gå glad i bad, syng jubiduæh, bliver der sunget.

Hør 'Gå Glad i Bad' og kom i stemning, mens du læser videre.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b40bb426187a514386082f4

Festen er ankommet. (Foto: © Allan Hansen, DR)

Flokken på omkring 20 i lyserøde badekåber skal til dagens ritual. Fest i de kolde bade. Et ritual, som er blevet omdrejningspunktet for hele deres Roskilde Festival. De hedder Camp Balladebad.

- Vi går op i de kolde bade, fjerner vores tømmermænd, hører rasende høj musik og drikker Fernet Branca, siger 35-årige Morten Lerstrup Pedersen, der har været med fra starten af for fire år siden.

Når Morten Lerstrup Pedersen ikke går i bad, er han produktudvikler. (Foto: © Allan Hansen, DR)

Det koldeste nogensinde

Når Camp Balladebad holder badefest i de to containere med brusere, er det langt fra en lukket fest. Alle, der kommer ud af badet, får de et kram, et shot Fernet Brance, der desuden har sponsoreret campen, og et klistermærke hvor der står "rengjort i dag."

Lidt at varme sig på efter badet. (Foto: © Allan Hansen, DR)

Campen har fået lavet 1200 klistermærker til året festival. Én af dem, der er "rengjort i dag", er 21-årige Mathias Lundgren.

- Det er superfedt. Og lækkert med 'Gå glad i bad', for jeg er ikke så meget for de kolde bade. Det er ret fucking koldt. Ellers er det bare mig, der er en pivskid, siger han.

Mathias Lundgren i midten omringet af hans badevenner Oliver Bloch (tv.) og Thomas Andreasen. Selvfølgeligt klistermærker på brystet. (Foto: © Allan Hansen, DR)

Men det er han ikke. Selvom Morten Lerstrup Pedersen har været i de kolde bade hver dag på Roskilde Festival de seneste fire år, har han stadig ikke vænnet sig til det.

- Det var det koldeste nogensinde – igen i dag.

Og det er koldt. Rigtig koldt. Så koldt, at undertegnede måtte bruge den klassiske, "jeg har glemt håndklædet"-undskyldning for at slippe.

Et levn fra det gamle Roskilde

Når man træder ind igennem de sortmalede spånplader, bliver man mødt af både blege, behårede numser og bare bryster.

De kolde bade er ikke for sarte sjæle. (Foto: © Allan Hansen, DR)

De kolde bade er ikke delt op i køn, som nærmest alt andet er i dag.

- Det er på en eller anden måde et levn fra det "gamle Roskilde", siger Morten Lerstrup Pedersen.

Selvom Roskilde Festival ud over musikken også er kendt for det famøse nøgenløb, er det ikke tissemænd og bryster, der betyder noget, når der er balladebad.

- Der er folk, der har badetøj på og folk, der ikke har. Det der fylder er, at folk danser og rundt og synes, at det er meget koldt, siger han.

Flaskerne bliver stille og rolig tømt. (Foto: © Allan Hansen, DR)

Balladebad forpligter

Mens Fernet-flaskerne stille og roligt er ved at blive tømt, og der bliver spillet sange som 'Soap is in the Air' og 'It's Getting Hot in Here', dukker der flere og flere mennesker op.

Selvom Balladebad er en relativt ny camp, har de nemlig fået deres helt egne fans, fortæller Morten Lerstrup Pedersen.

- Den anden dag var vi lidt sløve til at komme op. Så der kom folk ned i vores camp og spurgte, hvor vi blev af. De skulle jo have deres balladebad.

Camp Balladebad samlet til årets sidste Roskildebad. (Foto: © Allan Hansen, DR)

Da han kommer ud fra badecontainerne og ud på den varme, støvede mark lidt uden for Roskilde, ligner han en ny mand.

- Specielt i år har det været helt perfekt. Og det tager lige to takker af ens tømmermænd.

Fernet Branca-flaskerne er tømt, støvet, den gamle solcreme og tømmermændene er vasket af. Rengjort i dag - igen.