En række gæster på Roskilde Festival oplevede tidligere på ugen at få klippet deres festivalarmbånd over af to unge mænd, der udgav sig for at være politimænd eller festivalvagter.
Gæsterne, der efter hændelserne alle blev bortvist fra festivalen for ikke at have gyldigt armbånd, anmeldte efterfølgende sagerne til politiet.
Og det fik fredag aften en 25-årig mand fra Næstved til at melde sig selv hos politiet på politistationen i Roskilde.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Gæster blev snydt
Ifølge politiet har den 25-årige forklaret, at han tirsdag aften og natten til onsdag havde udgivet sig for at være politimand/festivalmedarbejder over for andre festivalgæster både alene og sammen med en kammerat.
Ifølge døgnrapporten visiterede makkerparret 'kådhed og fuldskab' i omegnen af ti intetanende ofre, som så fik klippet deres armbånd over. Ifølge flere medier angiveligt efter, at makkerparret havde påstået, at gæsterne var i besiddelse af stoffer.
Senere henledte den 25-årige og kammeraten Roskilde Festivals rigtige vagter på ofrene, som altså blev bortvist, fordi de ikke længere havde et gyldigt armbånd, lyder det i politirapporten.
Tvunget til at betale 2.100 kroner på ny
Ekstra Bladet har talt med en af dem, der fik klippet sit armbånd over, og som efterfølgende forsøgte at få sig et nyt af Roskilde Festival.
Her fik han besked på, at han måtte købe sig et nyt armbånd - som koster 2.100 kroner.
Over for Ekstra Bladet forklarer teamleder for check-in og billetter på Roskilde Festival, Peter Bangstrup, at man fra festivalens side tager ansvar for hændelserne, men at man ikke udsteder nye armbånd uden betaling.
- Roskilde Festival er en meget eftertragtet festival, og den er udsolgt. Derfor tager vi jo netop ansvar ved at tilbyde, at man kan købe en ny billet. Hvis ens cykel er blevet stjålet, går man jo heller ikke ned til cykelhandleren og får en ny. Det er et anliggende mellem vedkommende og forsikringsselskabet.
Den 25-årige gerningsmand bliver nu sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uberettiget udøvelse af offentlig myndighed ved at udgive sig som civil politimand/festivalmedarbejder.
Midt- og Vestjsællands politi arbejder desuden på at få identificeret medgerningsmanden, så han også kan blive afhørt om sin rolle i sagen.
