Black Army i Odense inddrager rygmærkerne og opløser sig selv

Fynsk politi og borgmesteren i Odense tvivler dog på meldingen fra Black Army.

Black Army startede i Odense i 2013. (Foto: © Fotograf Sonny Munk Carlsen, Scanpix)

Black Army har lukket klubben i Odense og inddraget medlemmernes rygmærker.

Banden, som opstod i Vollsmose i 2013, har fortalt Fyns Politi, at den ikke længere vil være tilstede og operere på Fyn, fortæller politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen.

- Vi har fået bekræftet, at vi ikke længere skal forvente at se dem på Fyn, siger hun.

- Jeg tænker, at stramningerne i lovgivningen og Bandepakkerne har haft en effekt. Det har været en medvirkende og motiverende faktor til, at rygmærkerne nu bliver afleveret.

Opløsningen af Black Army i Odense betyder i praksis, at bandens tidligere medlemmer på Fyn ikke længere er omfattet af lovgivningen i Bandepakkerne, som Folketinget har vedtaget for at styrke indsatsen mod rockere og bander - senest blev Bandepakke III vedtaget i marts.

- Nogle af de redskaber, som vi har fået til at bekæmpe den meget grusomme kriminalitet, som banderne står for, er nu ikke længere tilgængelig for os, siger Kit Claudi Grøn-Iversen.

Bandepakkerne betyder blandt andet, at registrerede bandemedlemmer, som bliver dømt, ikke har mulighed for prøveløsladelse, at de får en hårdere og længere straf, og at de efter afsoningen i fængslet risikerer et forbud mod at opholde sig i den kommune, hvor de har begået kriminalitet.

Der eksisterer ikke en entydig eller juridisk definition af en bande og et bandemedlem, og i de tre bandepakker bliver begrebet heller ikke defineret.

Ifølge Rigspolitiet er kriminelle rocker- og bandegrupperinger ”organiserede grupper, der udøver alvorlig kriminalitet”, og Det kriminalpræventive råd skriver, at bandekriminalitet adskiller sig ved at have en stærk organisering og særlige kendetegn, eksempelvis i form af rygmærker og klubhuse.

Politidirektør ved Fyns Politi, Kit Claudi Grøn-Iversen. (Foto: © Malene Anthony Nielsen, Scanpix)

"Vi planlægger allerede en ny strategi"

At Black Army i Odense har fat i den lange ende, og at medlemmerne kan undgå de strenge banderegler ved at opløse sig, afviser Kit Claudi Grøn-Iversen.

- Vi vil fortsætte med at holde øje med dem og monitorere dem, ligesom vi hele tiden har gjort. Og vi kommer efter dem med alle de redskaber, vi har, hvis de fortsætter deres kriminalitet, siger politidirektøren direkte henvendt til Black Army.

- I samarbejde med Odense Kommune, ti fynske borgmestre og Rigspolitiet er vi allerede gang i med at lægge en ny strategi for, hvordan vi kan sætte ind mod den her nye konstalation, hvis de mod forventning ikke lægger kriminaliteten på hylden.

Ifølge Kit Claudi Grøn-Iversen har de nu tidligere bandemedlemmer officielt fortalt, at de skal hjem og være familiefædre, og at de vil deltage i et exitforløb, som skal hjælpe dem til at forlade bandemiljøet - det løfte vil politiet holde dem op på, fortæller politidirektøren.

- Der er stadig et lukrativt narkomarked på Fyn, og vi vil se, om de stadig mødes og fortsætter deres forretning uden brandet Black Army på ryggen, siger hun.

Black Armys tidligere klubhus i Odense. (Foto: © Fotograf Sonny Munk Carlsen, Scanpix)

Borgmester: Ingen grund til at åbne champagneflasker

For knap en måned siden valgte Black Army at opsige lejemålet på deres klubhus ved Ejby Møllevej og Nyborgvej i Odense, og banden afleverede nøglerne til udlejeren.

I foråret blev klubhuset raseret af brand, og der har været flere skudepisoder ved huset gennem de seneste år - det har fået borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), og beboere i området til at danne en fælles front mod banden.

- Vi har nu vundet en kamp mod banden her i byen. Og det er dejligt, at de har nedlagt sig selv, siger han.

- Det har stor betydning for borgerne i Odense, at man ikke skal se rygmærkerne i bybilledet, og at der ikke er den her stærke manifestation af banden.

Ifølge borgmesteren har samarbejdet mellem borgere, Fyns Politi og kommunen betydet, at omkring 40-50 bandemedlemmer fra Odense er blevet dømt og sat i fængsel.

Han er dog ligesom politiet også usikker på, at den bandekriminalitet i Odense, som Black Army stod bag, reelt vil stoppe med opløsningen.

- Der er ingen grund til at åbne champagneflaskerne og fejre sejren - endnu. Jeg har en fornemmelse af, at de forsøger at lave en juridisk finte, og at de har planer om at fortsætte deres aktiviteter.

- Det er derfor afgørende for mig, at de stadig skal kunne straffes efter Bandepakkerne, hvis de fortsætter kriminaliteten. Det må Folketinget reagere på, siger han og henviser til, at politikerne bør være klar til at lave om på lovgivningen.

Peter Rahbæk Juel, Odenses borgmester, nægtede i forbindelse med et interview i marts at trykke hånd med Black Armys leder i Odense. (Foto: © Malene Anthony Nielsen, Scanpix)

Borgmesteren er træt af, at Black Army inden for det seneste års tid har fyldt rigtig meget i Odense.

- Medlemmerne har bevæget sig rundt i byen med rygmærker, og det har skabt utryghed, og for dem, som driver en butik eller forretning, og som er kommet på tværs med banden, har det betydet vold, tæsk og trusler, siger Peter Rahbæk Juel.

Der har været episoder i Odense, hvor hjemløse er blevet afpresset og tæsket, fordi banden ville have deres kontakthjælp.

- Vi har haft nogle ret brutale episoder, siger borgmesteren.

Black Army fortsætter i Danmark

Der er ingen meldinger om, at Black Army har planer om at opløse deres aktiviteter og afdelinger i Næstved, Herning og Aarhus, hvor banden også opererer.

Her fortsætter politiets indsats mod banden.

Sydsjællands- og Lollands-Falsters Politi har flere gange udstedt et forbud mod, at Black Army kunne benytte deres klubhus i Næstved, da der har været voldsomme skudepisoder i området.

De seneste år er antallet af banderelaterede skydeskyderier steget markant i Danmark - det skyldes blandt andet Black Armys aktiviteter og et internt opgør mellem bander og rockere.

Over sommeren har der været bandeskyderier i Aarhus og specielt København, hvor tilfældige forbipasserende borgere er blevet ramt af skud.

Det var en af hovedårsagerne til, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) introducerede flere nye bandepakker, som har givet politiet mulighed for at styrke indsatsen mod Black Army og banderelateret kriminalitet.