DSB om Støjbergs id-krav: Vi er ikke i stand til at løfte opgaven

DSB afviser, at firmaet kan stå for at kontrollere rejselegitimation på folk, der rejser ind i Danmark, som nyt lovforslag lægger op til.

Sådan så der ud på Padborg station i efteråret 2015, hvor mange flygtningene og migranter kom rejsende til Danmark med tog over den tyske grænse. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

DSB langer i et høringssvar kraftigt ud efter et nyt lovforslag, som Folketinget førstebehandler i dag.

Lovforslaget lægger op til, at integrationsministeren kan pålægge transportfirmaer opgaven med at kontrollere rejselegitimation hos de personer, der rejser ind i Danmark fra et andet Schengen-land i et tilfælde, hvor Danmark vælger at indføre midlertidig grænsekontrol.

Men udsigten til den form for regler falder ikke i god jord hos DSB.

"DSB ser sig derfor ikke i stand til at løfte denne opgave, som tilmed sker under strafansvar", skriver DSB i høringssvaret.

DSB påpeger, at personalet hverken er uddannet til eller har erfaring med at kontrollere rejselegitimation og visa, og at DSB ikke har de tekniske løsninger til at tjekke informationerne.

Samtidig skriver DSB, at det offentligt ejede firma kan blive tvunget til at bryde loven i enten Sverige, Tyskland eller Danmark, hvis lovforslaget bliver vedtaget.

Ifølge DSB kan det for eksempel ske i en situation, hvor de svenske myndigheder - som det sker nu - sender rejsende uden gyldig legitimation tilbage til Danmark, men hvor DSB ikke må bringe de rejsende til Danmark.

Det får DSB til at overveje at indstille togtrafikken over grænserne, hvis Folketinget vedtager forslaget.

- Hvis lovforslaget bliver vedtaget og udmøntet, vil DSB derfor være nødsaget til at indlede dialog med Transport- og Bygningsministeriet og DSB's kontraktparter i Sverige og Tyskland om midlertidigt at indstille den grænseoverskridende trafik, står der i høringssvaret.

Driften og økonomien hos DSB vil også blive ramt, hvis lovforslaget bliver vedtaget, skriver DSB, som ikke vil stille op til interview om høringssvaret.

- DSB følger sagen tæt og har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, skriver DSB i en sms til DR Nyheder.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1077494402301083