Firma bag letbanen er uenig med Trafikstyrelsen: Vores system er sikkert

Vi havde styr på sikkerhedssystemerne, lyder det fra operatøren Keolis.

Firmaet bag driften af Aarhus Letbane tager kritik til sig, men mener stadig, at deres system er køreklart. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Vi tager kritikken fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til efterretning og beklager meget konsekvenserne heraf.

Således skriver firmaet Keolis en pressemeddelelse, efter at Trafikstyrelsen i går valgte ikke at give tilladelse til, at Aarhus Letbane kunne åbnes i dag.

Keolis, der har har ansvaret for at køre togene og styre letbanens trafik, havde ifølge styrelsen ikke styr på sikkerhedssystemer, som skal sørge for, at virksomheden kan håndtere de risici, der er ved at drive banen. Ligeledes skal de sikre, at medarbejderne har de rette kompetencer og ved, hvad man skal gøre i forskellige situationer.

Men her mener Keolis, at styrelsen rammer ved siden af skiven.

- Vi mener, at vi har et sikkert ledelsessystem, hvilket vi også har meddelt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, da vi modtog deres udkast til afgørelse sent fredag, lyder det i pressemeddelelsen.

Hermed undsiger de også letbanens direktør, Claus Rehfeld Moshøj, der i aftes kaldte Keolis' ageren et 'ledelsesmæssigt svigt'

- Derfor har jeg skrevet en advarsel til Keolis for seks uger siden og bedt dem bringe det i orden. Det har Keolis ikke kunnet. Vi har fulgt op ganske omfattende, og vores vurdering er, at manglerne er forstyrrende, men ikke blokerende for, at man kan lave en sikker letbanedrift. Men jeg må konstatere, at deres system ikke er tilfredsstillende, sagde han i går til Aarhus Stiftstidende.

Selv om Keolis er uenig i afgørelsen, så beklager de over for Aarhus' borgere.

- Keolis er dybt rystede over aflysningen af åbningen af Aarhus Letbane og kan kun beklage og undskylde overfor borgerne i Østjylland og ejerne af Aarhus Letbane, skriver de.