Onsdag flytter de sidste asylansøgere ud af teltlejren i Haderslev.
Udlændingestyrelsen har nemlig besluttet at lukke Beredskabscenter Haderslev og dets 200 teltpladser. Beredskabscenteret er en ud af fire teltlejre i Danmark, der giver husly til primært enlige mænd, der venter på at få svar på deres ansøgning om asyl.
Beredskabscenteret og teltlejren går over til såkaldt beredskab fra på torsdag den 1. september, oplyser Jammerbugt Asylafdeling, der har været operatør på centeret.
Ifølge Udlændingestyrelsen betyder det, at Beredskabscenter Haderslev fra nu af kun skal stå klar til at tage imod asylansøgere, hvis en ny flygtningestrøm viser sig.
Dermed er der kun 800 teltpladser tilbage på de tre tilbageværende beredskabscentre - i Herning, Thisted og Næstved, som er den største teltlejr. Herudover er der sovesale og barakker, hvor der også bor asylansøgere.
Kun omkring halvdelen af teltpladserne er optaget af asylansøgere, oplyser Udlændingestyrelsen.
Markant fald i asylansøgninger
De fire teltlejre blev sat op omkring nytår 2015, hvor antallet af asylansøgere i Danmark var på sit højeste.
Siden da er antallet af asylansøgere faldet markant. Frem til og med juli i år har 4.669 personer søgt om asyl i Danmark, viser de nyeste tal, som udlændingestyrelsen har offentliggjort i dag.
I sidste uge søgte kun 36 personer om asyl. Det er ifølge Ritzau det laveste tal siden årsskiftet.
I modsætning hertil søgte 21.316 personer asyl i Danmark i hele 2015. I 2014 lå det tal på 14.792 personer.