Korrespondent: Rigspolitichefens kommentar er våd klud i ansigtet på betjente

Betjentene er pressede, men rigspolitichefen har også anerkendt manglen på betjente, vurderer retskorrespondent.

Det er blandt andet grænsekontrollen samt bevogtningsopgaver, der tager tid fra politiets øvrige arbejde, vurderer retskorrespondent. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Det er en tveægget konflikt, som lige nu udspiller sig mellem de menige betjente og så politistyrkens øverste chef – rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Det vurderer DR’s retskorrespondent Trine Maria Ilsøe, der peger på, at de menige betjente har en pointe i og med at overarbejdet ophober sig, samt at grænsekontrollen og andre bevogtningsopgaver tager tid fra andet politiarbejde.

- Når så rigspolitichefen går ud og siger, at politiet har ressourcer nok til at løse bandekonflikten, så er det simpelthen en våd klud i ansigtet på de menige betjente, forklarer hun.

- De mener jo – helt korrekt – at når en masse ressourcer lige pludselig allokeres til København for at løse bandekonflikten, så er det jo ikke bare betjente, som ellers går rundt og danderer den – det er betjente, som bliver taget fra noget andet arbejde.

I Berlingske i dag har fællestillidsmand i den største afdeling på Politigården i København, Operativ Special Afdeling Torben Ryttergaard forklaret, at han og hans kolleger gerne så et nyt ansigt på posten som rigspolitichef. De har simpelthen mistet tilliden til Jens Henrik Højbjerg, som de ikke mener giver et retvisende billede af situationen.

Heller ikke formanden for Københavns Politiforening, Michael Møller, mener, at rigspolitichefen giver et præcist billede af den nuværende situation i politiet.

Trine Maria Ilsøe forklarer, at selvom de menige betjente har en pointe, så er det dog heller ikke fordi, at Jens Henrik Højbjerg bare har malet en rosenrødt billede af tilstanden i dansk politi.

- Det er rigtigt, at han har sagt, at de kan løse bandekonflikten, men han anerkender jo også, at der mangler betjente, forklarer hun.

- Det gør man sådan set hele vejen rundt, og det er også grunden til, at Politiforbundet er gået med til, at politiuddannelsen kortes ned fra tre år til to år. Derudover er man også i gang med at uddanne de første politikadetter, så de kan aflaste nogle af de her grænseopgaver for politiet.