Pape: Jeg har fuld tillid til rigspolitichefen

Det er "faktuelt forkert og misvisende" når rigspolitichefen anklages for ikke at give et retvisende billede af politiets udfordringer.

Jeg har fuld tillid til rigspolitichefen, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K). (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har fuld tillid til rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, selvom en række betjente har meldt ud, at de har mistet tilliden til ham.

Det fremgår af en skriftlig kommentar, som justitsministeriet har sendt til DR Nyheder.

- Jeg har fuld tillid til rigspolitichefen. Det billede, der i disse dage bliver tegnet af, at rigspolitichefen ikke skulle have fortalt om de vanskelige tider, som dansk politi går igennem, er faktuelt forkert og misvisende, udtaler justitsministeren.

I Berlingske i dag forklarer fællestillidsmand i den største afdeling på Politigården i København, Operativ Special Afdeling Torben Ryttergaard, at han og hans kolleger gerne så et nyt ansigt på posten som rigspolitichef, da de har mistet tilliden til Jens Henrik Højbjerg.

De mener nemlig ikke, at rigspolitichefen har givet et retvisende billede af situationen, efter at han har udtalt, at politiet lige nu har de nødvendige ressourcer til at løse den igangværende bandekonflikt. Han glemmer nemlig at fortælle, at ressourcerne tages fra andre områder af politiarbejdet, mener betjentene.

Heller ikke formanden for Københavns Politiforening, Michael Møller, mener, at rigspolitichefen giver et præcist billede af den nuværende situation i politiet.

Har vedholdende fortalt om omprioriteringer

Den kritik affejer Søren Pape Poulsen altså.

- Tværtimod har rigspolitichefen igennem den seneste tid vedholdende fortalt om, at de store afgørende samfundsopgaver, som politiet løser for tiden, betyder store omprioriteringer, siger han.

Ifølge justitsministeren er det både sket i medierne, i politiforligskredsen og det er også sagt i folketingssalen, i samråd i folketinget, i offentligheden og ved besøg i politiet.

Søren Pape Poulsen siger derudover, at der arbejdes hårdt på at få mere politi på gaden, blandt andet ved at få uddannet flere betjente og frigøre betjente ved at ansætte civile personer til opgaver, som ikke behøver at blive løst af betjente.

- Det sker i meget tæt samarbejde med rigspolitichefen. Nu vil jeg vil opfordre til, at politiet får arbejdsro, så de kan bruge deres kræfter på at bekæmpe banderne og skabe ro og tryghed.