Piller og ve-stimulerende drop.
Det er bare nogle af de metoder, lægerne bruger, når de sætter fødsler i gang i Danmark.
Og det sker faktisk for næsten hver fjerde gravide kvinde, viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
I 2016 blev 23 procent af alle gravide sat i gang, mens det tal for 10 år siden lå på 16 procent. Hvis man går endnu længere tilbage – til år 2000 – var det kun 11 procent af gravide i Danmark.
At det næsten er hver fjerde fødsel, der bliver sat kunstigt i gang, bliver der nu sat spørgsmålstegn ved i en ny bog, som journalist og forfatter Hanne Dam har skrevet.
- Jeg undrede mig over, at så mange danske kvinder ikke kan rejse deres egne hormoner, det har vi dog altid kunnet tidligere, fortæller Hanne Dam om sin motivation for at skrive bogen "Giv kvinderne fødslen tilbage".
- Kan give vestorm og flere komplikationer
I bogen prøver Hanne Dam at finde svar på hvorfor, mens hun taler med en række mennesker – blandt andet fagpersoner, der problematiserer udviklingen. En af dem er jordemoder Eva Rydahl, der forsker i indgreb under fødsler ved Aarhus Universitet og også er lektor på jordemoderuddannelsen Metropol.
- Vi ved, at igangsatte kvinder har større behov for smertelindring, får flere indgreb under fødslen, og at der er med medicinen er en en til 10 procents risiko for vestorm, siger hun og fortsætter:
- Rigtig meget forskning ud over min forskning viser, at hvis en kvinde får lov til at gå spontant i fødsel, så har hun færre komplikationer, end hvis hun bliver igangsat.
En af de kvinder, der oplevede bivirkninger ved at få sat fødslen i gang med piller er Julie Winther, der blev mor til Freja for fem måneder siden.
- Jeg havde en vestorm, der varede i 10 timer, fortæller Julie Winther, der var gået 12 dage over termin, da lægerne anbefalede hende at blive sat i gang.
En vestorm kan betyde, at der ikke e pause mellem veerne, og at veerne kommer for hurtigt efter hinanden.
- Det gjorde selvfølgelig, at fødselsforløbet var ret hårdt.
Sætter i gang for at redde liv
Grunden til, at Julie Winther og næsten hver fjerde gravide i dag får sat fødslen i gang, er blandt andet, at lægerne siden 2011 har anbefalet, at alle gravide har født inden de går to uger over termin.
De anbefalinger fik andelen af igangsættelser til at stige og toppe i 2012 med hele 25 procent, hvorefter adelen faldt til 23 procent, hvilket den har været de seneste tre år.
- Vi sætter i gang for at få sunde og raske børn, siger Thomas Larsen, der er formand for fødselslægernes forening, Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi.
- Efter uge 42 er vi bange for, at de går til i mors mave - ikke alene er vi bange for det, vi har også klar statistik på, at risikoen stiger betydeligt efter den uge, så man risikerer at få et barn, der enten har haft svær iltmangel eller et barn, der er dødt, uddyber han.
Han hæfter sig ved, at et stort forskningsprojekt har vist, at langt færre børn i dag dør i mors mave end for år tilbage. Forskningsprojektet, der blev publiceret i British Medical Journal Open viste, at det i 2014 var et ud af 1000 børn, der døde i mors mave omkring termin mod 2 ud af 1000 i år 2000.
Var hårdt at gå 12 dage over termin
Selv om Julie Winther gerne ville være gået i fødsel af sig selv, da hendes datter Freja skulle til verden, er hun også glad for, at lægerne rådede hende til at blive sat i gang.
- Jeg fulgte jo lægernes anbefaling, de ved jo, hvad de taler om, så det var også derfor, at jeg sagde ja tak til tilbuddet, siger Julie Winther.
- Og det var også hårdt at gå 12 dage over termin. Til sidst ville jeg jo også gerne have hende ud og møde hende, fortsætter hun. Hun er dog ikke i tvivl om, hvad hun håber, hvis hun skal føde igen.
- Jeg vil helst føde naturligt. Det er bare det mest naturlige, så et eller andet sted burde det jo ku lade sig gøre.