Letbanedirektør har kendt til manglende godkendelse i tre dage

Den stort anlagte åbningsfest af Aarhus' nye letbane er lagt på is, efter at styrelse har dumpet sikkerheden.

I stedet er lørdagens stort planlagte åbning af letbanen i Aarhus aflyst.

Og det er med stor beklagelse, at virksomheden bag letbanen nu må trække stikket på arrangementet, fortæller direktøren for Aarhus Letbane, Claus Rehfeld Moshøj.

- Det er jeg dybt ulykkelig over. Jeg har en letbane, som er færdig, og som vi har testet i de seneste ti uger, siger han.

Aflyser indvielsestur og åbningsfest

Virksomheden har her til aften gennem en pressemeddelelse meldt ud, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen ikke vil godkende morgendagens indvielsestur med letbanen.

Blandt andet har firmaet Keolis, der skal køre letbanen i Aarhus, ikke har fået godkendt deres sikkerhedssystem af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, fortæller Kåre Clemmesen, der er vicedirektør i styrelsen.

- De har simpelthen ikke været i stand til at fremvise sådan et sikkerhedssystem på et niveau, at vi kan godkende det og sige, at det er sikkert at køre med letbanen, siger han.

Men det afviser letbanedirektøren. Tvisten handler i hans optik ikke om sikkerhed.

- Vi har nogle beskrivelser af vores kommende vedligeholdelse af letbanen, som grundet tidspres og nogle kommentarer ikke kan godkendes af styrelsen, siger Claus Rehfeld Moshøj.

Fik besked for tre dage siden

Men hvordan kan sådan noget ske så få timer før en stor åbningsfest i morgen?

- Jeg har rapporter fra min tredjeparts-assessor (uafhængigt vurderingsfirma, red.), som siger, at sikkerheden er i orden, og det, havde jeg håbet, var nok. Det har det ikke været, og det tager jeg til efterretning. Og så må vi sørge for at få de udfordringer løst, siger Claus Rehfeld Moshøj.

Hvor længe har du vidst, at der har været problemer?

- Dialogen har stået på længe, men det er for tre dage siden, at jeg får meldingen for første gang om, at "I kører ikke", siger han.

Hvornår kommer letbanen så til at køre?

- I morgen klokken 09.30 samler vi ledergruppen, og så sætter vi os ned og finder ud af, hvordan vi kommer videre herfra, hvor vi er. Letbanen skal ud at køre, og det arbejde starter i morgen, siger Claus Rehfeld Moshøj.

Transportordfører: 'Fuldstændig ubegribeligt'

En af dem, der skulle have deltaget ved åbningsfesten i morgen, er Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen (DF). Han skulle have holdt tale ved arrangementet.

- Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man fra operatørens side ikke har godkendelser på plads, siger han.

Ordføreren vil nu have undersøgt, hvem af parterne der bærer ansvaret for, at det kunne komme så vidt, at arrangement er blevet aflyst i ellevte time.

- Det er klart, at der er behov for, at vi får det her klarlagt. Jeg vil kalde det her en skandale. Det er helt utilstedeligt, at man er nødt til at aflyse mindre end et døgn inden, siger han.