Morten har forgæves ledt efter bolig i årevis: Det giver stress og en følelse af afmagt

Færre unge har deres eget hjem. Det gælder blandt andre Morten, der er flyttet ulovligt ind hos kæresten.

Grafik: Signe Heiredal (DR) (Foto: © DR: Grafik Signe Heiredal)

Et sted i København bor Morten ulovligt med sin kæreste.

Lejligheden er 24 kvadratmeter og rummer en lille stue, et minimalistisk køkken og et toilet. Da Morten flyttede ind, var alle hans ting stablet i et hjørne. I bunden af stakken stod en flyttekasse, ovenpå en backpackerrygsæk, en taske og pakker fra posthuset. Det flød, så kæresten havde svært ved at holde det ud.

Det var oprindeligt slet ikke meningen, at Morten, som har rundet 30 år, skulle flytte ind. Parret havde kendt hinanden under et år og ville helst vente med at flytte sammen.

Men i hovedstadsområdet og i flere andre bykommuner er det svært for unge at finde deres egen lejlighed. Mens hver fjerde unge mellem 20-29 år boede alene for ti år siden, er tallet nu under hver femte, viser tal fra Danmarks Statistik.

Særligt unge bor mindre alene

Forklaringen er blandt andet, at huslejer og priser på lejligheder er strøget i vejret i de store byer, fortæller Hans Thor Andersen, forskningschef i Statens Byggeforskningsinstitut.

Det går Morten på, at det er så svært at finde en bolig selv.

- Det giver stress og en følelse af afmagt. Jeg er blevet lidt opgivende, siger han.

Ingen plads til Mortens minder i lejligheden

Siden august har Morten ledt efter en bolig. Han var nødt til at forlade sit kollegieværelse, og flere gange troede han, at der var bid, men så trak udlejeren i land.

Kæresten foreslog, at de boede sammen, da han flyttede ud af kollegiet i november.

Nu bor de på et værelse, hvor Morten har plads til ganske få personlige ting. Han må undvære det blåmalede træspisebord, han har arvet fra sin mor. Selvfølgelig er der heller ikke plads til de skydeskiver, han skød til måls efter på en ruslandstur med en AK47, og mange andre ting, der rummer minder.

- Vi har ikke andet end et rum og er sammen 24 timer i døgnet. Man kan ikke lukke en dør, fortæller Morten og taler om, at det er indeklemt.

Selvom han elsker sin kæreste, føler han ind imellem, at han trænger sig på. Ifølge lejekontrakten må der kun bo en beboer i lejligheden.

Ti års jagt efter en bolig

Det er aldrig lykkedes Morten at få ordentligt fodfæste på boligmarkedet i København. Siden han forlod det fynske barndomshjem for mere end ti år siden, har han flakket rundt mellem fremlejer, hvor han på et tidspunkt boede seks steder på to år.

Han har også været sofasurfer og boet i sin kammerats seng, mens den mest stabile periode var, da han læste på universitetet og boede på kollegium.

- Det er utroligt basalt at have tag over hovedet, men politikerne har ikke gjort nok for at løse manglen på boliger. Det er sindssygt, mener Morten og taler om, at selvom hans forældre ikke er velhavende, så havde de dog råd til at købe et hus.

- Jeg opnår ikke så meget, hvis jeg spejler mig i mine forældres generation. Det er en følelse af afmagt, siger Morten, der ingen formue har og leder efter job.

Gennem årene har Morten søgt bolig bredt i Storkøbenhavn, men vil ikke alt for langt væk. Kæreste, venner og studie er altsammen placeret i København. Det ville være et tilbageskridt socialt at flytte langt væk fra centrum. Flyttede han ud, skulle han bruge lang tid og flere penge på transport.

Morten sov i sin kammerats seng

Den værste periode som boligsøgende var, da Morten flyttede ind på værelset hos sin kammerat Jonas. De delte en halvandenmandsseng i et par måneder. Det var akavet at sove i samme seng, men de tog det fra den muntre side.

Begge var singler på det tidspunkt, og de jokede med, at én af dem skulle skynde sig at få en kæreste, så der blev bedre plads i sengen.

Det var svært at bo tæt, når vaner og døgnrytme ikke var ens. Morten ville gerne spille computerspillet League of Legends om aftenen. Jonas ville sove, og så var der diskussionerne om oprydning, at skrabe væggene fri for vand efter bad og opvasken.

Det var også vanskeligt for Morten at studere for fuld kraft.

- Når du sidder i din kammerats stue, kan du ikke diktere din egen hverdag. Jeg havde ikke ro til at læse, fortæller han.

Dyrt og besværligt at mangle et hjem

Det er besværligt at bo ulovligt, fortæller Morten. Han har været officiel hjemløs i perioder, så regninger havnede forkert. Når han ikke betalte, fulgte rykkere.

Som boligløs var Morten heller ikke altid sikker på at have adgang til et køkken, så i stedet brugte han mange penge på junk-food.

Skulle han endelig til læge, var det også upraktisk med en fake-folkeregisteradresse.

Boligjagten fortsætter

Morten havde de mest stabile boligforhold, da han i begyndelsen af 20´erne havde sit eget kollegieværelse, mens han læste til bachelor på Københavns Universitet.

På det tidspunkt var han allerede så vant til at flytte rundt, at han ikke orkede at gøre hjemmet pænt og hænge ting på de hvide vægge. Først efter et halvt år hængte han sin nieces tegning op. Det var en sommerfugl malet med fedtfarver i blå og orange.

Morten drømmer om igen at få et hjem med plads til sine personlige ting.

Siden december har han sammen med sin kæreste ledt efter en lejlighed, hvor der er bedre plads til dem begge.

Hvad gør Københavns Kommune i forhold til manglen på billige singleboliger?

  • Teknikborgmester Ninna Hedeager Olsen (Enhedslisten) fortæller, at kommunen har fokus på de billigere boliger, men efterspørgslen stiger i takt med, at der bygges.

  • Til foråret forhandler politikerne i København om en ny plan for boliger, hvor både flere små boliger, almene boliger og fællesboliger er i spil.

  • Teknikborgmesteren mener, at der ud over små singleboliger også er behov for bofællesskaber og kollektiver, som københavnere også efterspørger.