En mobil politistation stopper ikke en bandekonflikt, men den gør alligevel en forskel. Det mener chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen fra Østjyllands Politi.
Han har sammen med sine kolleger i løbet af sommeren kæmpet med en bandekonflikt i Aarhus Vest, der førte til flere skyderier.
- Det er ikke sådan, at man stopper en bandekonflikt, fordi man får sådan en mobil bus. Det gør den slet ikke, siger Klaus Arboe Rasmussen og tilføjer:
- Men den er en vigtig brik i det samlede spil, og den er en vigtig brik i borgernes tryghedsfølelse og den kontakt, vi har med borgerne. De kan komme i kontakt med os meget hurtigere, når vi er til stede ude i området.
Nu prøver man med et lignende tiltag at dæmme op for problemerne med bander i hovedstaden.
Senere i dag vil en mobil politistation køre ind på Blågårds Plads på Nørrebro i København, oplyser Københavns Politi.
Det sker i forsøget på at dæmme op for bandekonflikten i København, hvor banden Loyal to Familia ligger i voldelig konflikt med grupperinger fra Mjølnerparken på Nørrebro og fra Københavns Nordvestkvarter.
Kører til problemområder
Østjyllands Politis mobile politistation blev sat ind i Aarhus den 19. juli. Siden da er den kørt ud hver dag til de områder, der ifølge politiet har brug for det.
Den kører ud på de tidspunkter, hvor politiet skønner, at der er flest bandemedlemmer på gaden.
Politistationen kan også nå at stå på flere adresser på en dag.
- Når der bliver ro et sted, prøver vi at flytte den derhen, hvor vi har en formodning om, at bandemedlemmerne opholder sig for at vise tryghed over for de borgere, der bor i området, fortæller Klaus Arboe Rasmussen.
København får mobil blå politibus
I København bliver det i første omgang i form af en blå politibus, oplyser Københavns Politi.
Vognen er nu stillet op på Blågårds Plads, hvor personer med Loyal to Familia-mærker på tøjet tydeligt gav udtryk for utilfredshed med initiativet, oplyser DR Nyheders reporter på stedet. Der blev også kastet en lighter efter politiet.
Beslutningen om at opsætte en mobil politistation i København blev truffet på et møde i går, hvor justitsministeren, flere retsordførere, Rigspolitiet og Københavns Politi deltog.
Det sker på trods af, at Københavns Politi i weekenden udtalte, at en mobil politistation ikke gør den store forskel i forhold til at bekæmpe bandekonflikten i København.
Bred indsats virker
Hos Østjyllands Politi vurderer politiet, at en mobil politistation spiller en vigtig rolle i kampen mod banderne. Men det er en bred indsats, der skal til for at skabe den ro, der nu er i Aarhus.
For eksempel har Østjyllands Politi gang i en større efterforskning, hvor 27 personer nu sidder varetægtsfængslet i forbindelse med konflikten.
- Det har selvfølgelig lagt en vis dæmper på det, fortæller Klaus Arboe Rasmussen fra Østjyllands Politi.
Samtidig har generel tilstedeværelse og synlighed i området gjort en forskel.
- Når der har været optræk til noget eller skyderier, har vi lynhurtigt kunnet være meget massivt til stede. Det betyder, at det ved en stor del af hændelserne rent faktisk er lykkedes os at foretage anholdelser ganske kort tid efter, lyder det fra Klaus Arboe Rasmussen.
Samarbejde med borgerforeninger, Aarhus Kommune og boligforeningerne gør også en stor forskel, ligesom forebyggelse er vigtigt, lyder det fra vicepolitiinspektøren.
Bandekonflikten er stadig i gang i Aarhus
Selvom der for tiden er ro på i Aarhus, er bandekonflikten ikke overstået.
- Det er ved at være nogle uger siden, at vi har haft det sidste skyderi. Det er dog ikke sådan, at vi vurderer, at bandekonflikten er ved at være ovre. Det gør vi ikke, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen fra Østjyllands Politi.
Bandekonflikten i Aarhus brød ud i lys lue, fordi banden Loyal to Familia, der kommer fra Nørrebro i København, har forsøgt at få fodfæste i Aarhus.
Om det er lykkedes, vil Østjyllands Politi ikke udtale sig om.
- Vi har gjort, hvad vi kan for at bekæmpe det i samarbejde med Aarhus Kommune og samarbejde med boligforeninger og en hel masse andre netværk ude i Aarhus Vest, og det agter vi sådan set at fortsætte med, siger Klaus Arboe Rasmussen.