Politiet råder bilisterne til at blive hjemme

Sneen smelter, så vejene sejler i vand. Derfor råder Københavns Vestegns Politi bilisterne til ikke at køre ud.

Selv om det er holdt op med at sne, rådes bilisterne til at blive hjemme. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Vand på kørebanen gør, at politiet fortsat advarer mod unødig udkørsel i hovedstadsområdet. De store snemængder, der er faldet lørdag og natten til søndag gør, at man fortsat skal sætte sig bag rattet med stor omtanke.

- Sneen er begyndt at tø, og der er rigtig meget vand på kørebanen, som ikke kan komme væk, så det bliver vores største udfordring i dag. Jeg tør ikke tænke på, hvis det begynder at fryse til is, siger vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Per Hansen.

Selv om det er holdt op med at sne, så råder han folk til at blive hjemme i dag.

- Man skal helt klart have en god grund til at køre ud, ellers bør man blive hjemme, siger Per Hansen.

Der meldes også flere steder om væltede træer og nedfaldne ledninger.

Mens det er væltet ind med uheld, siden sneen begyndte at falde og natten over, så er antallet af uheld stilnet af.

Problemet i aftes var, at bilisterne kørte alt for stærkt.

- Folk tager ikke hensyn. Selv om man har vinterdæk på, så skal man altså stadig køre væsentligt langsommere. Der blev kørt alt for hurtigt på motorvejen i går, siger Per Hansen.

Du kan følge den trafikale situation på vores live-side som du finder her.