Professor: Politikere kan tvinge Airbnb til at indberette danske værters indtægter

Hvis ikke Airbnb vil udlevere oplysninger om deres værter til Skat, må de lukke, siger professor.

Hvis loven laves om kan folketinget tvinge Airbnb til at indberette oplysninger om deres værter til Skat, mener professor på RUC Bent Greve. (Foto: © GRAFIK: Mads Rafte Hein, (c) DR)

Nu skal der styr på de sorte penge i deleøkonomien. Regeringen vil med en række initiativer i sin 2025-plan have deleøkonomien ind i mere faste rammer.

Det skal blandt andet ske ved at forhøje det skattefri bundfradrag for blandt andet lejlighedsvis udlejning af helårsboliger gennem Airbnb og lignende deleøkonomiske platforme.

Danske Airbnb-værter får dog kun det forhøjede fradrag, hvis deres indtægter indberettes direkte til Skat af Airbnb. Men Airbnb vil ikke love at udlevere brugernes personlige data til myndighederne.

-Vi opfordrer vore værter til at overholde alle love der, hvor de bor. Det gælder også skattelovgivningen. Vi minder vore værter om at tjekke de lokale love, inden de sætter deres boliger til leje gennem Airbnb. I Danmark linker vi for eksempel direkte til Skats hjemmeside, siger talsmand for Airbnb i London, Simon Letouze til DR.

Kan tvinges

Men ifølge professor Bent Greve fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitetscenter (RUC) kan Airbnb tvinges til at udlevere oplysningerne.

-Hvis folketinget beslutter, at sådanne oplysninger automatisk skal udleveres, så er Airbnb nødt til at gøre det. Ellers kan de ikke operere i Danmark, for de skal følge lovgivningen ligesom hoteller og vandrerhjem skal, siger Bent Greve.

Mange har prøvet – forgæves

Mange steder i verden har myndigheder forsøgt at få Airbnb til at udlevere præcis disse data. Men overalt har selskabet nægtet, fordi det anser oplysningerne for værternes personlige oplysninger, som det ikke kan tillade sig at udlevere.

For Hotel-, restaurant- og turisterhvervets hovedorganisation, Horesta, giver det ingen mening, at man kan nægte at udlevere disse oplysninger.

- Der er ingen regler, der spænder ben her. Airbnb bliver bedt om at gøre præcis det, som sommerhusudlejningsbureauerne gør i dag. Det er et politisk ønske i Danmark, og det er stærkt kritisabelt, at Airbnb ikke vil efterkomme det, siger Horestas politiske direktør, Kirsten Munch Andersen.

Større fradrag til private udlejere

Regeringen foreslår i sin 2025-plan at indføre flere og større skattefri fradrag for danskernes indtægter fra deleøkonomien.

Fra 2018 foreslår regeringen, at der afsættes 100 millioner kroner om året til skattelempelser for deleøkonomiske aktiviteter, som betinges af en automatisk indberetning til Skat fra den platform, der styrer løjerne (for eksempel Airbnb, GoMore eller Uber).

Og så vil regeringen som sagt forhøje det eksisterende skattefri fradrag for danskere, der via for eksempel Airbnb lejlighedsvis udlejer deres helårsbolig. Regeringen vil forhøje fradraget med 10.000 kroner, hvis indtægterne automatisk indberettes til Skat af Airbnb.

Bent Greve: Fradraget er kæmpe

I dag er fradraget 1,33 procent af ejendomsvurderingen – dog minimum 24.000 kroner. En boligejer, hvis hus eller lejlighed for eksempel er tre millioner kroner værd, vil dermed kunne udleje skattefrit for 1,33 procent af tre millioner kroner – altså 39.900 kroner.

Oven i det skal så lægges regeringens forhøjede fradrag på 10.000 kroner.

-Det er jo et kæmpestort fradrag, hvis en boligejer med en bolig, der er vurderet til tre millioner kroner, årligt kan udleje skattefrit for knap 50.000 kroner, siger professor Bent Greve fra RUC.

Han mener, at fradraget for private udlejere med regeringens fradrag bliver så stort, at det vil føre til unfair konkurrence overfor hoteller og vandrerhjem.

- Jeg mener, at man overkompenserer danske boligejere, der udlejer deres helårsbolig ind imellem. Det åbner for en ny og uheldig konkurrence, som hoteller og lignende kan få svært ved at hamle op med, mener professoren.

Unfair konkurrence

Ikke overraskende er Horesta helt enig.

- Reelt fritager regeringen ferieudlejning af egen bolig for skattebetaling, så der er ingen tvivl om, at det bliver en kanon forretning at udleje sin bolig.

- Vi har gentagne gange påpeget, at der er ulige konkurrence mellem den private og den erhvervsmæssige udlejning. Med dette forslag bliver uligheden kun endnu større, siger Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta.

Men klinger jeres kritik ikke lidt hult, når man betænker, at der aldrig har været lejet så mange hotelværelser ud som nu?

- Det er ikke afgørende om vores erhverv klarer sig godt eller mindre godt. Vi byder konkurrencen velkommen, men det er afgørende, at det sker på lige vilkår, siger Horestas politiske direktør.

Udlejere af sommerhuse får mindre fradrag

Regeringen vil også forhøje den skattefri bundgrænse for udlejning af sommerhuse. Det eksisterende fradrag er på 21.000 kroner årligt, hvis indberetning til Skat sker gennem et udlejningsbureau. Der er ingen regel om fradrag for en procentdel af ejendomsværdien.

Regeringen vil forhøje dette fradrag med 5.000 kroner – altså til 26.000 kroner årligt.

-Det er jo en helt urimelig forskel på fradragets størrelse for en boligejer og en sommerhusejer. Hvorfor skal en ejer af en bolig med en værdi på tre millioner kroner have 50.000 kroner i fradrag mens en sommerhusejer kun skal have et fradrag på 26.000 kroner? Det giver ingen mening, lyder det fra professor Bent Greve fra RUC.

Også det er Horesta enig i.

-Vi kan ikke se nogen som helst grund til, at man skal have et større fradrag for at leje sin lejlighed ud i København end for at leje sit sommerhus ud ved Vestkysten, siger politisk direktør for Horesta, Kirsten Munch Andersen.