Skrotbranchen advarer: Snyd kan bedst betale sig - og det rammer miljøet

Der er for lidt kontrol med det affald, der eksporteres ud af landet, siger forening.

Vores gamle fjernsyn, computere, støvsugere og mobiler indeholder både tungmetaller, asbest og hormonforstyrrende stoffer. (Foto: © STEFFEN ORTMANN, Scanpix)

Kontrollen med skrotvirksomheder, der henter vores affald fra de kommunale genbrugspladser, er så dårlig, at virksomhederne stort set risikofrit kan køre farligt affald ud af landet.

Sådan lyder advarslen fra skrotbranchen i P1 Morgen onsdag. Flere centrale kilder fra branchen advarer om, at det er til fare for miljøet, hvis farligt affald havner de forkerte steder.

- Dem, der overholder loven, har meget svært ved at tjene penge – og dem, der springer over, hvor gærdet er lavest - den frække dreng i klassen - tjener på det her. Det er der ingen tvivl om, siger Anders Rune Bjerrum, sekretariatsleder i brancheorganisationen Genvindingsindustrien

Han bakkes op af den store svenske skrotvirksomhed Stena Technoworld, som også har aktiviteter i Danmark.

- Vi vil gerne have at myndighederne tager kontrol nu og sørger for, at de love, der findes faktisk efterleves, siger Martin Alehem, der er nordisk chef i Stena Technoworld.

Skrottet indeholder miljøfarlige stoffer

Vores gamle fjernsyn, computere, støvsugere og mobiler indeholder både tungmetaller, asbest og hormonforstyrrende stoffer. Derfor er det vigtigt, at skrottet bliver skilt omhyggeligt ad hos skrothandleren, så de enkelte dele bliver genanvendt eller skaffet af vejen på den helt rigtige måde.

- Det er vigtigt, at vi har styr på vores el-affald, for at vi kan sikre os, at det ikke har en negativ effekt på miljøet eller på de folk, der skal være med til at bortskaffe det, siger Anders Damgaard, der forsker i affald på Danmarks Tekniske Universitet.

- Printplader kan f.eks. være fyldt med tungmetaller som cadmium, bly og kviksølv. Problemet med de stoffer er, at hvis de f.eks. lander i vores grundvand, så vil de have en negativ påvirkning på vores helbred, forklarer miljøeksperten.

Mangelfuld kontrol

Hele sidste år stoppede Miljøstyrelsen seks ud af de mange tusinde transporter med elektronikskrot, der krydser den danske grænse. Ud af de seks var én ulovlig. Derudover var en dansk skrotvirksomhed også uheldig at blive taget i en af politiets øvelser.

Der er med andre ord uendelige lille risiko for at blive stoppet, hvis man skulle falde for fristelsen til at snige farligt affald ud af landet uden at anmelde kørslen til myndighederne, sådan som loven kræver, forklarer brancheforeningen:

- Som det er i dag, så er der tilsyneladende i markedet en opfattelse blandt nogle aktører af, at det kan betale sig at snyde – og derfor bliver der snydt. Og det er jo som regel fordi der ikke har tilstrækkelig konsekvens, at man gør det. Så vi kan godt have en opfattelse af, at der bliver skåret en hæl og klippet en tå, siger Anders Rune Bjerrum fra Genvindingsindustrien.

Omkring 20 dage om året laver myndighederne stikprøvekontrol ved grænsen. De 345 andre dage er der fri bane, hvis man som skrotvirksomhed vil slippe af med miljøfarligt skrot ved at køre det udenom myndighedernes kontrol.

Og det er problematisk, mener branchen selv.

- For hver ulovlig transport tager du brødet ud af munden på en anden lovlydig virksomhed, som kunne have håndteret det her, men selvfølgelig til en helt anden pris, fordi man netop skal leve op til nogle retningslinjer.

Derfor er der behov for bedre kontrol.

- vi har ikke noget i mod mere kontrol. Det kan tværtimod højne markedssituationen, siger Anders Bjerrum fra Genvindingsindustrien.

EU’s regler for affaldstransport er meget skrappe. Man kan lovligt udføre elektronikskrot, der ikke er skilt ordentligt ad. Men det kræver, at man har en eksporttilladelse til et godkendt anlæg i EU, at der er stillet sikkerhed for transporten i banken, og at kørslen er anmeldt til miljømyndighederne tre dage i forvejen.

- Vi har set nogle af de her uheldige tilfælde, hvor skrottet bliver sendt ulovligt ud af Europa, og så ender de i tredjeverdenslande, hvor de bliver genanvendt under nogle helt andre forhold, hvor det måske er folk, der sidder og smelter det på åben gade for at udvinde metaller, som de kan sælge, siger Anders Damgaard fra Danmarks Tekniske Universitet.

Et europæisk problem

Det er ikke hver dag, en branche selv beder myndighederne om mere kontrol. Men det er nødvendigt, hvis man vil sikre, at elektronikskrot fremover behandles miljørigtigt og ikke sendes ud af landet til tvivlsomme skrothandlere, siger også den Europæiske brancheorganisation for genvindingsindustrien, EERA.

- Den umiddelbare konsekvens af den manglende kontrol er, at de behandlere, der overholder reglerne og gør deres job ordentligt, ikke kan konkurrere med dem, der vælger at bryde reglerne. Det er et alvorligt problem i hele Europa, siger direktøren for den Europæiske brancheorganisation, Norbert Zonneveld.

Skrottet indeholder store værdier – blandt andet metal – som det kan betale sig at fjerne og sælge videre. Den resterende del kan dog stadig indeholde miljøfarlige stoffer. Derfor kan der være store penge at spare ved at omgå reglerne og betale for miljørigtig bortskaffelse af den del af affaldet.

Derfor advarer direktøren for den store svenske skrotvirksomhed, Stena Technoworld også om, at der kan være danske skrothandlere, der ikke overholder reglerne.

- Problemet er, at man bliver nødt til at stole på skrotvirksomhederne, og der findes jo altid nogen, der er villige til at løbe en risiko. Og hvis nogen løber en risiko, er der også en risiko for miljøet, siger direktør i Stena, Martin Alhem.

For den danske genvindingsindustri, handler det i høj grad om overlevelse for dem, der gerne vil arbejde miljørigtigt. Og det har store konsekvenser for miljøet, hvis elektronikskrottet havner i de forkerte hænder, siger sekretariatschef, Anders Rune Bjerrum.

- For det første så betyder det affaldet ikke bliver genanvendt, så det kan indgå i nye materialer og bruges igen og igen i samfundet i det, vi kalder en cirkulær økonomi. Og for det andet, så har det betydning for arbejdsmiljøet og naturen, hvis man ikke håndterer de miljøfarlige stoffer, der er i affaldet.