Kravet kan se svimlende ud, når retssagen mod ledelsen i Amagerbanken onsdag begynder ved Retten i Lyngby.
Det statslige selskab Finansiel Stabilitet forlanger 300 millioner kroner af den tidligere direktør Jørgen Brændstrup og af de ti øvrige sagsøgte. Oveni skal Brændstrup og seks andre betale yderligere 600 millioner kroner, altså 900 millioner, lyder kravet.
Men de tab, som de sagsøgte kan gøres ansvarlige for, var langt større, hævder Finansiel Stabilitet, der har til opgave at tage sig af pengeinstitutter på vej ud over afgrunden.
De samlede tab på tre store engagementer, som står i centrum i retssagen, løb faktisk op i 1,4 milliarder kroner, hævder FS.
Samtlige sagsøgte beder de tre dommere om frifindelse, men der vil gå mere end et år, før spændingen udløses i en dom. Sagen vil zoome ind på tre store lig i lasten hos den bank, som engang var den 11. største i landet, og som var kendt for den store folkelige opbakning fra amagerkanerne.
I den forbindelse skal blandt andre finansmændene Hans Henrik Palm, Henrik Ørbekker og Olav Damkiær-Classen afgive forklaring.
Men bankens ledelse kritiseres også for to andre engagementer; køb af aktier i Mols-Linien, hvilket angiveligt kostede banken 237 millioner.
Og dels det såkaldte Main Road Invest, som skal have givet tab på 383 millioner.
Sagen kort
- •
Amagerbanken gik konkurs i februar 2011 med et underskud på 654 millioner.
- •
Efterfølgende modtog Bagmandspolitiet en anmeldelse fra Finanstilsynet og Kammeradvokaten, der mente, at ledelsen i Amagerbanken havde overtrådt loven om finansiel virksomhed ved ikke at gribe ind og stoppe for spekulationer i den schweiziske franc og den japanske yen.
- •
Men anklagemyndigheden mente ikke, at der var tilstrækkelige beviser for, at sagen kunne føre til domfældelse. Tilbage er erstatningssagen, som FS Finans har anlagt mod direktion og ledelse.
/ritzau/
