Trods boligmangel: Dyr husleje efterlader lejeboliger tomme

Huslejen er for høj, og det betyder, at flere er tvunget til at bo sammen.

På hjemmesiden BoligPortal er antallet af boligannoncer fra Aarhus og København steget 70 procent de seneste fire år. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Der har været travlt på de danske byggepladser de seneste år.

I løbet af bare otte år er der kommet flere end 200.000 lejeboliger til, viser tal fra Danmarks Statistik. I samme periode er antallet af ejerboliger stort set uændret.

Men selvom der ofte tales om boligmangel i de største danske byer, står mange af de nye lejeboliger tomme.

Og det er der ifølge den administrerende direktør i BoligPortal, Anders Hyldborg, en god forklaring på.

- Der er blevet bygget ekstremt meget de seneste år. Prisen på rigtig mange af de her boliger er forholdsvis høje. Hvis man skal leje boligerne, er der rigtig mange, som er nødt til at dele de økonomiske forpligtelser, siger han.

Oftest for dyre

I Aalborg står mange lejeboliger tomme.

Det gjorde de også, da 20-årige Julie Skovrider Lybech skulle flytte for sig selv.

- Jeg skulle flytte i lejlighed og havde rigtig, rigtig svært ved at finde noget, som jeg kunne betale med min SU. Der er rigtig mange lejligheder, der bliver udbudt, men de er oftest for dyre, fortæller hun.

Derfor måtte hun i stedet alliere sig med to studiekammerater, og sammen fandt de en ledig 4-værelses lejlighed til cirka 10.000 kroner om måneden.

- Det er en lejlighed, som ingen af os har råd til at sidde i, hvis vi skulle betale den alene, siger hun.

Delelejlighed og gratis husleje

De mange nye lejeboliger på markedet har desuden betydet længere liggetider. Ifølge BoligPortal er liggetiden på en lejlighed i Aalborg steget fra 27 til 40 dage de seneste fire år.

- Tidligere kunne vi lægge en bolig på BoligPortal, og så pillede vi den af igen et par timer efter, fordi vi havde fået så mange henvendelser, fortæller Martin Hedegaard, der er administrationschef hos Haugaard Braad Ejendomsadministration.

Her udlejer man cirka 2.000 boliger i byen.

Ifølge Martin Hedegaard er det særligt de større og dyrere lejligheder, der mangler lejere til. Og de mange tomme lejeboliger har tvunget udlejerne til at tænke nyt.

- Tendensen er større og stigende i forhold til at gøre boliger delevenlige. Tidligere har det været noget, man som udlejer gerne har villet undgå. Nu kigger man ind i et marked, hvor man skal være mere kreativ og åben i forhold til, hvordan man får lejet sine boliger ud. Og så bliver delevenlighed et klart parameter, siger Martin Hedegaard.

Andre udlejere i både Aalborg og Aarhus lokker nu også med flere måneders gratis husleje.

Bliver ikke billigere

I de kommende år vil den udvikling, som både lejere og udlejere oplever i dag, fortsætte.

Det spår boligøkonom hos Nykredit Mira Lie Nielsen. Som årsag peger hun også på det store bygge-boom, vi har oplevet de seneste år.

- Samtidig har det været svært at sælge især etageboliger i de større byer. De er privatejede, men bliver lejet ud i stedet for at blive til ejerboliger, fortæller hun.

For de boligsøgende betyder det, at der i fremtiden vil komme endnu flere ledige boliger på markedet. Men fremtiden byder af den grund ikke nødvendigvis på flere billige lejligheder.

- Kigger man på de store byer, skal man ikke tro, at de nybyggede lejligheder, der udlejes privat, bliver billige, siger Mira Lie Nielsen.