Vejdirektoratet til juletrafikanter: Kør nu, inden stormen sætter ind

Skal man hjem fra juleferie, er det en god idé at køre inden i aften, vurderer Vejdirektoratet.

- Det kan heller ikke udelukkes, at broerne lukker helt på et tidspunkt, men det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Nicholas Petersson fra Vejdirektoratets Trafikcenter. Arkivfoto. (Foto: © KASPAR WENSTRUP, Scanpix)

- Kør nu.

Sådan lyder meldingen fra Vejdirektoratet på årets store hjemrejsedag for juletrafikanter.

Mandag rammer stormen Urd nemlig Danmark, oplyser DMI, og det kan skabe problemer for bilisterne.

- For at undgå at køre i den voldsomme storm, som kommer senere i aften, så vil vi faktisk anbefale, at man tager af sted så hurtigt som muligt, siger Nicholas Petersson, der er vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter.

På den sidste af årets store hjemrejsedage går trafikken hovedsageligt fra Jylland mod hovedstadsområdet via Fyn.

Dagens trafik kombineret med det dårlige vejr kan betyde, at man havner i køer på motorvejene, fortæller Nicholas Petersson.

- Lige nu ser vi, at der er en del propper på den fynske motorvej. Det er der, man lige nu skal forvente lidt forsinkelser i forhold til juletrafikken, siger han.

Broer lukker for vindfølsomme køretøjer

Det vil især være vindforholdene på broer, der kan komme til at have indflydelse på juletrafikken.

Især på den nye Lillebæltsbro og på Storebæltsbroen er der fare for, at man senere på dagen er nødt til at lukke for vindfølsomme køretøjer som campingvogne, trailere og lette lastbiler.

- Det kan heller ikke udelukkes, at broerne lukker helt på et tidspunkt, men det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Nicholas Petersson.

Hvornår er det for sent at køre, hvis man vil undgå stormen?

- Det er meget svært at sige i forhold til vinden. Men vi forventer, at efter klokken 18-19 vil vinden være rigtig kraftig, og der kan det altså være ubehageligt at køre. Især når man skal over broer, kan det påvirke kørslen, siger

Færgeruter lukker

Også rejsende, der skal med færge, vil blive påvirket af stormens rasen.

Den kraftige vind betyder, at Scandlines nu aflyser alle afgange fra Gedser og Rostock. Aflysningen gælder frem til klokken 11 i morgen formiddag.

Det samme gælder tre aftenafgange for Mols-Linien, der først forventer normal drift igen i morgen.

Bornholmerfærgen har også ændret sejlplan og sejler ikke i nat.

- Jeg har også set, at Sejrø-færgen har aflyst afgange, så det bliver over hele landet, at man skal være opmærksomme og følge godt med i, om ens færge overhovedet afgår, siger Nicholas Petersson.

Hvis man vælger at køre efter klokken 18.00, hvad skal man som bilist være ekstra opmærksom på?

- Man skal køre efter forholdene, for der kan være væltede vejskilte, kegler og træer på vejene. Når man passerer broer, vil der være kraftig sidevind, der påvirker kørslen. Så det er noget med at køre forsigtigt og nedsætte hastigheden, når man mærker, at viden for alvor tager fat, lyder rådene fra Nicholas Petersson.

Ændringer i trafikken

  • Scandlines aflyser alle afgange fra Gedser og Rostock fra klokken 11.00 mandag. Afgangene er aflyst frem til tirsdag klokken 11.00.

  • Færgerne mellem Rødby og Puttgarden sejler efter planen.

  • Bornholmerfærgen sejler to timer tidligere med aftenens sidste afgange. Det betyder, at man har fremrykket afgangen fra Rønne klokken 18.30 til klokken 16.30. Afgangen fra Ystad klokken 20.30 er ændret til 18.30.

  • Ændringerne i Bornholmerfærgens ruter, betyder, at de to sidste afgange med IC Bornholm kører på andre tidspunkter og køres med togbus.

  • Stena Line forventer, at aftenens afgang fra Frederikshavn til Oslo bliver forsinket. Rejsende skal dog stadig indfinde sig på færgeterminalen klokken 18, men hvornår færgen sejler mod Oslo er endnu uvist. Det bliver først, når vejret tillader det.

  • Color Line har aflyst alle afgange med hurtigfærger på ruterne Hirtshals-Kristiansand og Hirtshals-Larvik og omvendt.

  • På Vejlefjordbroen frarådes der kørsel med vindfølsomme køretøjer på grund af den kraftige blæst. Kilder: DSB, Vejdirektoratet, Scandlines, faergen.dk, Nordjyske.dk, Ritzau