Årets kok: Rejeost er min ’guilty pleasure’

Peter Yung Worth Jacobsen er årets kok. Læs her, hvordan man imponerer med at lave middag på under 30 minutter, og hvilken kok han bliver inspireret af på Youtube.

Hvis du skulle vælge dit sidste måltid, hvad er det så?

- Min far laver den bedste tomatsovs med spaghetti. Jeg har forsøgt at lave den i så mange år, men det er ikke helt lykkedes at gengive den. Han gør et eller andet ved den, der går den helt speciel.

Hvis du havde en halv time til at lave en imponerende middag, hvad vil du så lave?

- Hvis det er et hyggeselskab, så vil det være et pølsebræt med ost og en dåse ansjoser og ristet brød. Hvis det er en blæremiddag, så er det nok en rigtig lækker pasta med nogle gode råvarer som trøffelsvampe og en stærk italiensk pølse.

Hvornår er det gået allermest galt for dig i et køkken?

- Det er aldrig sjovt, hvis man får skåret halvdelen af sin finger af i en skæremaskine. Eller hvis man dypper halvdelen af sin hånd ned i en varm frituregryde. Jeg har stadig mine arme og fingre tilbage, men alle kokke har ar på armene, og det har jeg også.

Hvilket køkkeninstrument er helt uundværligt for dig?

- Det vil altid være min kokkekniv. Det er basisudstyr for enhver kok. Så kan man altid bygge ovenpå med diverse maskiner. Men kniv, skærebræt og tyndskræller er mit basisudstyr.

Hvad har du altid på køl derhjemme?

- Der er altid kolde øl. Af madvarer er det et glas ansjoser. De har den her umamismag, så hvis der kommer bare en lille smule i en ret, så giver det rigtig meget.

Hvad ville du aldrig selv bestille på en restaurant?

- Vi har alle trang til en burger indimellem. Også jeg. Jeg er åben overfor alt, man skal jo prøve det hele.

Hvilken musik foretrækker du, når du laver mad?

- Det kommer an på stemningen. Det kan være et radioprogram eller en sang, som gør folk glade. Nede på Restaurant Kanalen lytter vi til ’Limbo Rock’ på repeat i øjeblikket.

  • Peter Yung Worth Jacobsens forret var sandart og sort hummer. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)
  • Peter Yung Worth Jacobsens hovedret. Kokkene tilberedte deres hovedret af gederyg med saddelstykke og indmaden fra geden samt grillet eller stegt garniture. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)
  • Peter Yung Worth Jacobsens dessert bestod af butterdej, kvæder og is. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)
1 / 3

Hvad er dit bedste måltid nogensinde?

- Det var en frokost på Hôtel Le Bristol i Paris for nogle år siden. Hotellet har en restaurant, der hedder Epicure, hvor jeg fik et eller andet, som jeg ikke kan huske. Men det var veltillavet, og det smagte godt.

Hvad er din gastronomiske ’guilty pleasure’?

- Det vil jeg helst ikke have, at du skriver ned.

- Det må være lasagne. Hjemmelavet. Jeg køber aldrig en fryselasagne.

- Ej, det er rejeost! Det smager bare godt.

Hvem følger du på Youtube, hvis du skal blive inspireret?

- Der er en gut, der hedder Bruno Albouze. Han er fransk, men bor i Californien og laver videoer af klassisk fransk bagværk og retter. Det er virkelig en hyggelig en at følge.