Aarhus Kulturhovedstad åbner med vikingeskibe og stort lanterne-optog

Vikingetiden bliver temaet, når Aarhus 21. januar 2017 officielt åbner som EU's kulturhovedstad.

Temaet for åbningen af kulturhovedstaden næste år er nærliggende for Aarhus, der blev grundlagt af vikinger i 700-tallet. Dette billede stammer fra et vikingemarked ved Moesgård Strand i 2014. (Foto: © Kim Haugaard, Scanpix)

Op mod 100.000 deltagere ventes at overvære åbningen af Aarhus som kulturhovedstad, som finder sted ved byens havneområde 21. januar næste år - med vikingetiden som tema.

De mange deltagere bliver vidner til et optog med 5000 statister, som bærer tusindvis af lanterner og fem vikingeskibe gennem byen.

- Vi vil skabe en åbningsfest for alle, og vi inviterer både voksne og børn til at være med. Ikke alene i selve showet, men også til at skabe denne begivenhed, siger Nigel Jamieson.

Han er britisk teater- og eventinstruktør og hyret til at sørge for en spektakulær åbning af kulturbyåret i Aarhus og skabte også åbningsceremonien, da Liverpool var kulturby i 2009.

I Aarhus skal han styre slagets gang, når kulturåret formelt skydes i gang lørdag 21. januar fra klokken 19 med et show, der transmitteres direkte på DR1.

Direktør lover magisk åbning

Direktør for kulturhovedstadprojektet Rebecca Matthews siger, at åbningen bliver opsigtsvækkende, fuldkommen magisk og en once in a life time-oplevelse.

Dronning Margrethe, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og en række andre VIP-gæster deltager også ved åbningen af kulturbyprojektet - det sker dog ved et lukket arrangement i Musikhuset.

Vikingeteamet går igen i en række af de større events, der kommer til at præge kulturbyåret. Blandt andet i en af de store satsninger; Det Kongelige Teaters forestilling 'Røde Orm', som opføres på taget af Moesgaard Museum.

/ritzau/