Forestil dig en verden, hvor menneskeheden kan udslettes af vulkaner.
Forestil dig en verden, hvor hver fjerde fængselsindsatte er amerikaner.
Forestil dig, at du ikke forestiller dig.
De er netop præmisserne for en række af tidens mest interessante dokumentarfilm, der skildrer problemstillinger hentet ud af den skinbarlige virkelighed. For selvom det er en kliché, så overgår virkeligheden faktisk ofte fantasien.
Dokumentarfilm-festivalen CPH.DOX er gået i gang, og i den anledning præsenterer vi en række mesterværker, der er få klik - og en biftur væk:
Bright Lights: Starring Carrie Fisher and Debbie Reynolds
Her møder vi Star Wars-skuespilleren Carrie Fisher og hendes mor, der også er skuespiller, Debbie Reynolds. Dokumentaren skildrer deres tætte forhold, der blandt andet har udmøntet sig i, at de bor klos op ad hinanden.
Man får lidt fornemmelsen af en vaskeægte Hollywood-relation. Begge har set og oplevet mere end de fleste, men alligevel bor de i en boble. Men når man ser dem sammen, forstår man dem bedre, lidt ligesom, når man lærer ens venners forældre at kende.
Carrie og Debbie døde i 2016 med en dags mellemrum - i den rækkefølge. Selvom det sætter dokumentaren i et lidt mere melankolsk lys, så møder vi to livsbekræftende personligheder.
Instr. Fisher Stevens & Alexis Bloom, 2016. 90 minutter. Er tilgængelig på HBO Nordic.
Den 13. forfatningsændring
En meget klassisk dokumentar opbygget af interviewsituationer. Den fremsætter tesen om, at det amerikanske slaveri aldrig blev ophævet. I stedet smed man den sorte befolkning i fængsel ved at skabe love, der rammer USAs sorte, fattige befolkning i det 21. århundrede.
Dokumentaren giver et sublimt indblik i et pilråddent fængselssystem, der er drevet af penge. Et fåtal af de indsatte har f.eks. været forbi en dommer, fordi systemet slet ikke er gearet til 2,5 millioner indsatte. Det er skræmmende, og ekstremt velfortalt og utrolig vigtig dokumentar.
Instr. Ava DuVernay. 2016. 100 minutter. Er tilgængelig på Netflix.
Into the Inferno
Den er sindssygt fed - og afsindig smukt filmet!
Manden bag er jo Werner Herzog, der er kongen af dokumentarfilm. Hans film kredser ofte om mennesker med en fetish, her er det en besættelse af vulkaner. Et andet kendetegn er hans særlige monolog, der akkompagnerer billederne. Langsomt og med en tung tysk accent filosoferer han højtideligt - nogle gange bliver det nærmest komisk.
Allerede fem minutter inde i 'Into the Inferno' har Werner Herzog tilføjet et mystisk og poetisk aspekt til vulkaner, som de fleste andre dokumentarister aldrig ville gøre. Det handler om, hvor små vi mennesker er på denne planet, og at vi faktisk lever med disse ekstreme naturfænomener, der kunne slå os ihjel - hvilket statistiske fremskrivninger også underbygger.
Instr. Werner Herzog. 2016. 104 minutter. Er tilgængelig på Netflix.
Going Clear
Det er jo den ultimative afslørende fortælling om sekten, der i stigende grad har lukket sig om sig selv siden 90'erne.
Man ved, at både John Travolta og Tom Cruise er prominente medlemmer, men her møder vi også prominente Hollywood-afhoppere. Deres vidnesbyrd giver indblik i en syg kultur, der er baseret på grundlæggeren L. Ron Hubbards tanker.
Her får man også indblik i - for første gang - hvad de forskellige trin i den bevægelsens religiøse vækkelse, indebærer. Til tider er det komisk, men mest af alt skræmmende.
Instr. Alex Gibney. 2015. 114 minutter. Er tilgængelig på Netflix.
Venus: Let's Talk About Sex
Gennem fire år har to danske dokumentarister lavet et kæmpe researcharbejde.
I deres egen stue har de interviewet 70 danske kvinder om deres forhold til egen krop og seksualitet. Vi kommer vidt rundt i personligheder, seksuelle præferencer og hudløst ærlige fortællinger.
Uanset om man er mand eller kvinde, så får man noget ud af at lytte til filmens kvinder fortælle om erfaringer og usikkerheder, fordi sex er så tabubelagt, som det er. Og fordi de forholder sig til sig selv som seksuelle væsner, begynder man også selv at gøre det.
Instr. Lea Glob & Mette Carla Albrechtsen. 2017. 80 minutter. Er aktuel i biografen lige nu.
- •
CPH.DOX kører fra d. 16. til 26. marts i udvalgte biografer. Læs mere her.
- •
På DR TV bringer vi enkelte dokumentarer som et led i serien 'CPH.DOX på DR' - se mere her.
