Du er måske blevet færdig med gymnasiet for et års tid siden. Du har haft et arbejde i dit sabbatår, sparet penge sammen, og nu skal du ud at opleve den store verden – med rygsæk på og fuld af mod på livet.

Du tager måske til Mexico, Sydøstasien eller Australien. Og du vil både gerne dase på stranden, feste til den lyse morgen, connecte med de lokale og opleve så meget af deres kultur som muligt.

Men i virkeligheden er det hele faktisk dybt kommercielt og ikke en dyt bedre end en all inclusive-ferie til Gran Canaria.

I hvert fald ikke, hvis man spørger forfatter Daniel Dalgaard. I sin debutroman 'Sfinx' spidder han nemlig den backpackerkultur, mange af os tager del i efter endt ungdomsuddannelse, og inden vi søger videre ind på et studie, ud på arbejdsmarkedet eller noget helt tredje.

- Der er noget fuldstændig grotesk over backpackerkultur. Det er totalt kommercielt, men pakket ind i, at man skal møde sig selv og nogle fremmede kulturer, starter han.

- Det er lidt et Disneyland for unge voksne, for det er jo de færreste, der i virkeligheden er taget afsted for at sove på en to centimeter tynd madras og blive vækket af høns ude på gaden tidligt om morgenen.

Alligevel har mange af os været afsted på dem – backpackerrejserne. Måske lige så meget for at dyrke nye fortællinger om os selv som for at opleve en ny og ukendt del af verden, mener Daniel Dalgaard.

- Man tager afsted og møder hele tiden folk, der spørger, hvem man er. Så man har mulighed for at genskabe sin egen fortælling konstant. Man er måske låst fast i sin fortælling om at være vokset op i provinsen, men nu kan man skabe sin helt egen fortælling. Det er i virkeligheden lidt uhyggeligt.

- Det er lidt ligesom en form for absurd teater samtidig med, at det føles totalt ægte for dem, der er afsted og er i det.

Daniel Dalgaard – der inden debutromanen har udgivet digtsamlingerne 'Vi er ikke konger' og 'Spejlkamel' – har også selv været ude i den store verden med rygsæk på. Hans tur gik til Sydøstasien.

- Jeg backpackede to måneder med min kæreste, da vi var i slutningen af 20'erne. De andre på turen kunne godt se, vi var lidt ældre, og vi boede måske på et hotel i stedet for et hostel nogle af stederne. Der var bare nogle ting, vi så på en lidt anderledes måde, fordi vi var 27 og ikke 19.

En idé om at være noget særligt

Én, der på overfladen passer bedre ind i backpackermiljøet, er Thea, der er i starten af 20'erne. I 'Sfinx' bliver vi introduceret for hende, da hun befinder sig på den anden side af Jorden, i Asien.

- Thea er vokset op i Vestjylland, som ikke er noget ondt sted, men hun er meget alene med sine interesser for eksempelvis moderne kunst. Og hun udvikler også en idé om at være noget særligt, fordi det er hun i det vestjyske miljø, hun færdes i, forklarer Daniel Dalgaard.

Undervejs på sin tur indlogerer Thea sig på samme resort som den ældre Jan, der er blevet lam og stum og sidder ved en pool og tænker tilbage på sine store drenge- og teenageår.

Han var udgrænset i lokalsamfundet på Bornholm, hvor han voksede op. Han var nemlig både født uden for ægteskabet og havde et tyskklingende navn, hvilket ikke ligefrem var uproblematisk efter Anden Verdenskrig i Danmark.

- De prøver begge to at finde ud af, hvordan man kan være mennesker i det her liv, men med meget forskellige udgangspunkter, fortæller Daniel Dalgaard.

'Sfinx' er en roman i syv dele, hvor en masse forskellige historier løber ind og ud af hinanden og påvirker hinanden undervejs. Og så er det en roman, hvor Thea og Jan både er formet af de politiske ting, der sker omkring dem, men også af deres temperamenter og de historier, de får skabt om sig selv.

Især Thea er fanget i nogle ting, hun måske ikke altid er bevidst om, må man forstå.

Romanen er ikke selvbiografisk, men Daniel Dalgaard har alligevel visse lighedstegn med bogens to hovedkarakterer, indrømmer han:

- Jeg er også selv vokset op i en mindre by, hvor jeg var den eneste, der havde de interesser, jeg havde, ligesom Thea er. Og jeg har også nogle temperamentsting fra Jan.

Backpackerrejser er en "fuldstændig færdigudviklet industri"

Og så har han altså backpackeroplevelsen til fælles med romanens karakterer:

- Jeg er sikker på, at der er nogle backpackerturister, der får nogle oplevelser, de tager med sig, og som kommer til at betyde noget for dem. Jeg er ikke ude på at afsløre et eller andet uægte, men jeg synes, det er et spøjst miljø, for der er så mange ting på spil på samme tid.

- Man vil både gerne drikke sig fuld, se solnedgange og møde de lokale. Og så er turen bare så ekstremt tilrettelagt. Der er en fuldstændig færdigudviklet industri omkring det, ligesom når man tager på charterferie – både i forhold til, hvem du kommer til at møde, og hvad du kommer til at se. Der er så mange selvmodsigelser i det.

Det er dem, han nu har blotlagt i 'Sfinx'.

Bogen har taget seks år at skrive og er mestendels blevet til i Vestjylland, hvor Daniel Dalgaard flyttede til med sin kæreste efter at have levet sine ungdomsår i København.

- Der er sket meget i mit personlige liv i de år, jeg har skrevet bogen. Jeg er gået fra at være en forfatter midt i 20'erne, der skriver digte og bor i København og lever det liv med min forfatterkæreste, til at være en forfatter i 30'erne, der er flyttet til Vestjylland og i mellemtiden har fået to børn.

Nu er familien igen tilbage i København, hvor Daniel Dalgaard håber, at dem, der læser hans bog, får en oplevelse af, at verden er et "bare marginalt større og mere kompliceret sted, end de troede, inden de læste bogen".

- Sådan vil jeg gerne selv have det, når jeg har læst en bog. Så vil jeg gerne vide noget, jeg ikke vidste før.