Hver måned udklækkes i gennemsnit en til to nye forfattere i Danmark. Det vurderer Stefan Kjerkegaard, lektor i Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet.
Men det er langt fra alle, der får omtale i medierne.
- Sammenlignet med tidligere, så vil jeg tro, at der er færre, der ’bliver set’ i den forstand, at der er mange som debuterer på mindre kendte forlag - og de bliver ikke i lige så høj grad anmeldt eller set af aviserne, siger Stefan Kjerkegaard. - Så det reelle antal debutanter er garanteret større, end man får indtryk af, hvis man læser avisernes litteratursektioner.
Han fortæller, at det især er svært for de såkaldte ’selvudgivere’ at få medieopmærksomhed omkring deres bøger.
- Tidligere var det sådan, at forlagene udgav debuterende forfattere med en forventning om, at de kunne udgive en stribe bøger. Men sådan er det ikke længere, forklarer han.
Teksten taler ikke længere selv
Forfatterne må kæmpe fra bog til bog, og indimellem udgivelserne ryger de ofte ud af mediernes søgelys.
- Hele medielogikken har ændret sig. Det her med at lade teksten tale alene er passé. Forfattere skal helst også være rigtig dygtige til at formidle deres forfatterskab. Selv de vigtigste forfattere lige nu har også skullet gøre alt mulig andet for at få opmærksomhed, siger Stefan Kjerkegaard.
Hvis man ser på antallet af bøger og forlag, så er det ikke så sært, at der skal kæmpes for mediernes opmærksomhed.
Ifølge Danmarks Statistik er antallet af romanudgivelser steget fra 856 bøger i 2007 til 5.031 i 2016. Det gælder både fysiske bøger, e-bøger og andre digitale udgivelser. Af Bog- og Litteraturpanelets Årsrapport fremgår det også, at forlag, som kun har udgivet en enkelt bog, er steget og udgør mere end halvdelen af de udgivne bøger.
Forlagenes anerkendelse
Fordi det er blevet nemmere at udgive bøger, så er forlagenes rolle i langt højere grad at sørge for at en forfatter bliver set, opnår anerkendelse og bliver ’autoriseret’ som forfatter, mener Stefan Kjerkegaard.
Forfatter og litteraturformidler Daniel Boysen fra Aarhus udgav i 2013 sin første roman på et forlag, hvor han selv skulle dække en del af udgivelsesomkostningerne.
- Efter at have sendt manuskripter ind til en del forlag, fik jeg endelig et positivt tilsagn fra det her forlag. Så jeg gik ind i det uden at tænke ret meget over den økonomiske del af det, siger Daniel Boysen, som dog endte med at få dækket sin egenbetaling via et sponsorat.
Han er vokset op i Sydvestjylland og fortæller, at han ’ikke kendte ret meget til hverken forlags- eller litteraturverdenen´. I dag har han udgivet en række digtsamlinger og én roman på andre, mindre forlag, som har stået for alle udgifter til redaktion, tryk og markedsføring. Til april udkommer Daniel Boysens næste digtsamling En vase i brystet på Forlaget Silkefyret.
Ikke en kamp mellem store og små
Daniel Boysen fortæller, at han har skrevet, siden han var 14 år gammel og egentlig altid har følt sig som forfatter. Men det betød alligevel noget for ham af få et forlags anerkendelse – og at være igennem en professionel, redaktionel proces.
- Der bliver taget godt hånd om værket hos de mindre kvalitetsforlag, der typisk har to-tre faste personer tilknyttet plus nogle freelancere.
Efter at have udgivet sin første bog på et såkaldt ’medudgiverforlag’, har Daniel Boysen specifikt forsøgt at blive udgivet på mindre forlag med værdier, han kan relatere til som forfatter.
Det er typisk for de mindre forlag, også kaldet mikroforlag, at de specialiserer sig i en bestemt type bøger, det kan være ny dansk lyrik, oversat litteratur eller noget helt tredje.
- Det er nemmere at have en skarp profil, hvis man er et lille nicheforlag, mens det selvfølgelig er sværere, hvis man er et stort forlag, der udgiver alle slags bøger, fra kogebøger til lyrik, siger han.
Selvom Daniel Boysen foretrækker at udgive bøger på et mindre forlag, så understreger han, at han ikke ser det som en kamp mellem de store og de små forlag:
- De mindre forlag er ikke til for at bekæmpe de store, men for at være en medspiller, som gør noget af det, de store ikke kan, de tør tage chancer og udgive mindre kendte forfattere, og der er et godt sted at udvikle sig som forfatter, fordi man har samspil med hele forlaget.
På lørdag er Daniel Boysen på programmet til den aarhusianske litteraturfestival ’Vild Med Ord’, som åbner på fredag. I anledning af festivalens tiårs jubilæum vil han sammen med sine forfatterkollegaer Emma Bess og Jonas Rolsted blandt andet læse op fra debutværker fra 1910’erne.