Det er næppe gået nogen bogtyper forbi, at forfatter Leonora Christina Skov i januar udgav sin sjette og hidtil mest omtalte roman, ’Den der lever stille’.
Romanen, der handler om hendes opvækst i en dysfunktionel familie med en psykisk ustabil mor, har ikke kun fået en del opmærksomhed i medierne. Hun har tilsyneladende også ramt en åre hos mange læsere, der kan spejle sig i historien.
- Folk skriver til mig i hobetal, jeg er oppe på 800 e-mails. De skriver, at de kan genkende alt muligt. De kommer til mine signeringer, står og græder og vil omfavne mig – og jeg tager imod det. Jeg har ingen reservationer over for det. Overhovedet, siger Leonora Christina Skov.
Et tabubelagt emne
Hun har læst alle de mange beskeder, der er kommet som en stor overraskelse for hende.
- Jeg troede, at jeg var sådan et freak show, der stod ovre i hjørnet og underholdt med den her vanvittige historie, og jeg forestillede mig, at ingen ville kunne genkende noget.
- Men der er jo alle de her kvinder og mænd, som ikke har følt sig elsket af deres forældre, og de er glade for at nogen tager det op, fordi det er virkelig tabubelagt. Man får ofte bare at vide, at selvfølgelig elskede de dig, det er bare dig, der ikke kan mærke det, siger hun.
Det er ikke kun læsere med problematiske forhold til deres forældre, der kan genkende noget i Leonoras historie. Hun har blandt andet fët breve fra flygtninge, børn af alkoholikere og tidligere Jehovas Vidner:
- Det har været den største gave ved den her lancering. Nogen kan genkende deres egne mødre, andre er selv mødre og tænker meget over, hvordan de skal være. Og så er der dem, der lige selv er sprunget ud som homoseksuelle. Og jeg er endda blevet inviteret til frokost hos hende, der bor i mit barndomshjem, parcelhuset i Helsinge.
Hør Leonora fortælle mere om sin nye roman i 'Bogselskabet':
Mærkeligt med medvind
- Det er meget mærkeligt for mig at få medvind. Jeg har ikke prøvet det før. Jeg er meget, meget rørt, fortæller Leonora Christina Skov.
- Det er så meget federe, end da folk stod med korslagte arme og troede, jeg var rædselsfuld, siger hun og henviser til det image som rapkæftet samfundsdebattør, der tidligere gjorde, at folk ofte skulle se hende lidt an.
Livet som ’smårasende debattør’, der ivrigt kastede sig ind i diverse diskussioner på Facebook, blev i 2012 for meget for Leonora Christina Skov.
- Det var helt bazooka-agtigt, siger hun og fortæller, at det efterhånden var begyndt at føles som en blindgyde for hende.
Herefter brugte hun et par år på at skrive og på at behage sin kræftsyge mor i den sidste tid af hendes liv. Da moderen døde i 2015 følte Leonora Christina Skov sig endelig fri til at skrive historien om sin egen kærlighedsløse opvækst, som hendes romaner indtil da kun havde kredset om.
Lettere at være sårbar
’Den der lever stille’ var færdigskrevet og egentlig klar til at udkomme allerede sidste efterår, men Leonora Christina Skov ville gerne vente til det nye år. På den måde ville den ikke drukne i efterårets mange udgivelser – og så gav det hende ekstra tid til at finpudse manuskriptet.
Det betød også mere tid til at dele ud af bogens indhold på Instagram, som hun i 2015 var skiftet til, efter at have opgivet Facebook. På Instagram begyndte hun i 2016 at fortælle om sin skriveproces og overvejelserne omkring det at fortælle sin historie. Interessen spirede blandt hendes følgere, der ivrigt kommenterede de lange, åbenhjertige opslag.
I forbindelse med udgivelsen af 'Den der lever stille' har Leonora Christina Skov har blandt andet delt gamle familiefotos på Instagram, som dette af hendes mor som ung:
Længe før, ’Den der lever stille’ udkom, var der opbygget høje forventninger og en lang liste med forudbestillinger af bogen, der siden udgivelsen 11. januar er trykt i fem oplag, 30.000 eksemplarer.
Søger man på #denderleverstille på Instagram, får man 864 opslag, heriblandt en del fra læsere, der varmt anbefaler bogen.
- Jeg har ikke fået verdens kærlighed før. Jeg har bragt mig selv i situationer, når jeg debatterede, hvor folk syntes, jeg var en idiot. Så det her er nyt for mig, siger Leonora Christina Skov.
Hun kalder det ’enormt meget lettere’ at være sårbar fremfor at skulle opretholde en stærk facade. Og hun ville ønske, at hun langt tidligere havde fundet ud af, at hun ikke var alene om at have savnet kærlighed fra sine forældre.
- Mine læsere føler sig modigere af, at jeg fortæller min historie. Jeg ville også have følt mig modigere, hvis nogle andre havde gjort det samme for mig.