Kan man tage et opgør med sine forældre, når den ene er død og ikke kan svare igen? Spørgsmålet melder sig hurtigt i forbindelse med en af årets første nye bøger.
Forfatteren Leonora Christina Skov lægger nemlig ikke fingrene imellem i den selvbiografiske roman 'Den der lever stille', som udkommer torsdag.
I bogen hiver hun alle skeletterne ud af familieskabet og afslører side for side, hvordan hun voksede op i et strengt, undertrykkende og kærlighedsløst miljø. Hun forholder sig også til langtidsvirkningerne af tavshed, skyld og kontrol.
Frygtede hun ville dø af sorg
Leonora Christina Skovs far lever stadig og fik en kopi, inden bogen gik i trykken. Hvordan hans reaktion var, vender vi tilbage til.
Først får forfatteren lov at forklare, hvorfor hun ventede med at skrive netop denne bog til hendes mor var død.
- Jeg har vidst i tyve år, at jeg ville skrive om den virkelig svære relation, jeg har haft med min mor. Men jeg har også været bange for, at hun ville dø af sorg, hvis hun læste det, siger Leonora Christina Skov.
Det var ikke afsløringer af familiehemmeligheder, men en kræftsygdom, der tog livet af moderen i 2015. Efter dødsfaldet begyndte Leonora Christina Skov at skrive på det, der skulle blive til 'Den der lever stille'. Tiden op til moderens død har en central plads i bogen.
I tvivl om mors og fars kærlighed
- Da hun blev syg af kræft, beskyldte hun mig for at være skyld i det. At det var en psykisk betinget lidelse, som hun havde pådraget sig på grund af mig.
Leonora Christina Skov husker, hvordan hun under moderens sygdom faldt tilbage i nogle af de samme mønstre, som da hun var barn. Forsøgte at gøre alt muligt, som måske ville få moderen til at kunne lide hende.
- Jeg beskriver i bogen, hvordan det er at have en mor, som man ikke føler sig elsket af. Og hvilke relationer man får til andre mennesker, når man er i tvivl om mors og fars kærlighed.
Turde ikke skrive direkte
Det komplicerede forhold mellem mor og datter har været en fast del af Leonora Christina Skovs foregående fem romaner.
- Men jeg turde ikke tage åbent fat på stoffet og sige 'det er min egen historie, jeg fortæller'. Jeg havde så meget skyldfølelse. Da jeg sprang ud, var min mormor ved at dø. Så selv om jeg har talt om det i overskrifter i medierne, så har jeg tildækket det i mine romaner. Efter den sidste orkede jeg ikke mere af det her cirkus. Nu måtte jeg skrive om det, der rent faktisk er sket.
I en tid med grufulde historier om børn, der udsættes for vold, incest og misbrug, virker det måske ikke så chokerende at høre om en barndom præget af ekstrem kontrol, benægtelse, skyld og fravær af anerkendelse og kærlighed.
Det rystende ligger i at læse om, hvordan en på overfladen 'pæn' familie kan være aldeles dysfunktionel. Selv om en lærer undervejs gennemskuer, hvor galt det står til, opgiver hun at få den unge Christina, der først senere tog navneforandring til Leonora, fjernet fra hjemmet. Fordi der ikke er en finger at sætte på forholdene udadtil.
Ny retning efter venindes død
Op gennem sin barndom og unge år forsøgte Leonora Christina Skovs desperat at tilpasse sig forældrenes krav. Hun var tynd, sportstrænet og ekstremt dygtig i skolen. Vendepunktet kom, da hendes jævnaldrende veninde døde som 19-årig.
- Derefter skiftede mit liv fuldstændig retning. Jeg skiftede navn, studie, slog op med min mandekæreste og sprang ud som lesbisk, fortæller Leonora Christina Skov.
Modet rakte dog ikke til også at bruge det efterhånden etablerede forfatterskab til at afsløre alle familiehemmelighederne. Derfor anser Leonora Christina Skov det selv for umuligt, at hun kunne have skrevet 'Den der lever stille', mens moderen stadig var i live.
Sikker på dårlig respons
- Når jeg tænker på, hvor bange jeg har været for hende. For at hun skulle anklage mig, mere end hun allerede har gjort, for hendes sygdom og ulykke gennem alle de år, så ved jeg ikke, om jeg kunne have holdt det ud. Jeg er ikke sikker på, om jeg kunne leve videre, hvis jeg havde fået mere.
Hun har heller ikke opsøgt en 'endegyldig' konfrontation med sin mor.
- Det ville da have været dejligt, hvis hun havde vidst de ting, som står i bogen. Men jeg er helt sikker på, at hendes respons ville være dårlig, forklarer forfatteren.
Leonora Christina Skov var derfor også meget nervøs, da hun sendte manuskriptet til sin far, inden bogen gik i trykken.
Anerkendte sin datters version
- Der gik en måned, før jeg hørte fra ham. Det var en mail, og jeg turde ikke åbne den, fordi jeg forestillede mig, at han enten ville slå hånden af mig eller lægge sag an. Først da Annette (Leonoras ægtefælle Annette K. Nielsen, red.) sagde, at det var en god mail, kunne jeg læse indholdet.
Og det viste sig at være meget anderledes, end Leonora Christina Skov havde frygtet.
- Han skrev, at han elskede mig, og at han var stolt af mig. Og at han godt kunne lide Annette. At der var mange ting, han havde oplevet anderledes, men at han anerkendte, at dette var min version af det.
- Det havde jeg ikke forestillet mig nogensinde. Jeg havde troet, at jeg ikke ville have nogen far længere.
Efter at have fået sin fars reaktion på bogen, føler Leonora Christina Skov sig klar til at møde anmeldere og læserne.
- At skrive noget, som kunne give den reaktion hos ham - det har gjort mig rolig i forhold til resten af verden. De må mene, hvad de vil. Det var hans reaktion, jeg frygtede.