Beskederne er væltet ind i den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussens indbakke, siden hun torsdag aften vandt Nordisk Råds Litteraturpris for romanen 'Blomsterdalen'.
I sin takketale kritiserede hun Grønlands styre for ikke at håndtere landets mange selvmord godt nok samtidig med, at hun rakte ud til de mange unge, der kæmper med selvmordstanker.
- De unge har set og forstået talen, og det er det, der betyder allermest for mig, siger hun i dag til 'Skønlitteratur på P1'.
Niviaq Korneliussen fortæller også, at hun fortsat er lidt rundt på gulvet, efter hun i går kunne gå hjem med den prestigefulde pris:
- Jeg føler mig stadig lidt rundtosset. Træt og overvældet, men glad. Jeg har det rigtig godt.
Se Niviaq Korneliussens takketale her:
Selvom alle de nominerede til Nordisk Råds priser får at vide, at de skal skrive en takketale på forhånd, kom det alligevel bag på Korneliussen, at hun rent faktisk gik hen og vandt prisen.
- Jeg var ret sikker på, at jeg ikke ville få den. Men det var selvfølgelig helt fantastisk at vinde, siger hun.
I 'Blomsterdalen' følger man en ung kvinde i de sidste måneder, inden hun begår selvmord.
Derudover har hvert kapitel i bogen korte tekster om selvmord, som tæller ned fra 45, der er det antal selvmord, der blev begået i Grønland i 2019, hvor der bor knap 57.000 mennesker.
Næstefter det sydafrikanske land Lesotho, er Grønland det land i verden, der har flest selvmord per indbygger. Årsagerne er ofte alkoholisme, depression, fattigdom, samlivsproblemer og dysfunktionelle barndomshjem.
'Kæmpestort' at Grønland vinder pris
Med Niviaq Korneliussens sejr var det samtidig første gang nogensinde, at Grønland vandt litteraturprisen ved Nordisk Råds uddeling. Priserne er blevet uddelt siden 1962.
Og det er "kæmpestort", mener Nanna Mogensen, der er vært på radioprogrammet 'Skønlitteratur på P1'.
- Grønland har løbende indstillet forskellige værker, så det er fuld fortjent, at de nu vinder prisen, siger hun.
Niviaq Korneliussens vinderroman kan da også noget helt specielt, mener Nanna Mogensen:
- Det er en meget voldsom og, tror jeg, meget realistisk roman, som giver et unikt indblik i en selvmordskultur, vi slet ikke kender i samme grad herhjemme.
- Derudover er det en litterært ambitiøs roman, som arbejder med forskellige suspense-greb (spændingsgreb, red.). Så derfor boner den positivt ud på flere måder.
Korneliussens sejr kan ifølge Nanna Mogensen blive meget værdifuld for Grønland og de forfattere, som bor der.
- Jeg tror, at det betyder meget for den kulturelle selvforståelse i Grønland, at man har konkurreret på lige vilkår med alle andre og vundet. Det sætter fokus på den kunstneriske standard, som er meget høj, siger hun og tilføjer, at der de sidste cirka ti år er kommet en generation af grønlandske forfattere, der "brager derudaf" og har fået en litterær bevidsthed.
Har opgivet at tale til politikerne
Niviaq Korneliussen håber også selv, at hendes forfatterskab og sejr kan inspirere andre.
- Litteraturscenen i Grønland er jo ikke så stor, så det er fedt at kunne vise, at det kan betale sig at arbejde hårdt, og at vi også har en stemme uden for Grønland. Så med tiden kommer det forhåbentlig til at inspirere andre forfatterspirer til at skrive eller læse endnu mere, siger hun til 'Skønlitteratur på P1'.
Med sin roman og stemme håber Korneliussen, at hun kan nå de unge i Grønland, der måske selv har selvmordstanker eller kender nogen, der har begået selvmord.
- Det, der giver mening for mig, er at snakke til dem, der rent faktisk kan gøre noget i hverdagen. Være der for hinanden, lytte og være opmærksomme på, hvordan man behandler sin ven, skolekammerat eller kusine, der har det hårdt. Det er dér, jeg vil lægge mine kræfter.
At tale til politikerne har hun nemlig opgivet, hvilket hun også kom ind på i sin takketale i aftes, som i øvrigt blev overrakt af blandt andet Grønlands landsstyreformand, Múte Egede.
Selvom Korneliussen synes, at Egede gør "et godt stykke arbejde", synes hun ikke, det giver mening at tale til det grønlandske selvstyre.
- Vi lavede en kæmpe demonstration mod selvmord i 2018, hvor 12 grønlandske byer og flere tusinde mennesker deltog. Vi tog over til selvstyret og sagde: "I bliver simpelthen nødt til at skaffe noget hjælp til de unge." Men det var som at snakke til luft, siger hun og fortsætter:
- Vi fik ingen reaktion, og der skete ikke noget som helst.
Derfor er det altså i stedet de grønlandske unge, hun håber at kunne nå ud til med sit forfatterskab.
Dr.dk har forsøgt at få en kommentar fra Múte Egede, men han har ikke haft mulighed for at kommentere på artiklens indhold inden artiklens udgivelse.