Der findes små, lette bøger, man nemt kan putte i håndbagagen eller stoppe i feriekufferten uden at skulle bekymre sig om overvægt.

Og så findes der store, murstensagtige slags, der kræver både plads og seriøse armkræfter at slæbe rundt på. Sådan én er den 573 sider lange og 1200 gram tunge roman 'Vølve'.

- Den skiller sig ud, fordi den er så stor. Den vil noget, siger Andrea Hejlskov, som er bogens forfatter, da jeg fanger hende over telefonen dagen inden, den skal udkomme.

Hvad bogen vil, kommer vi ind på lidt senere.

Først skal vi lige placere hende.

For Andrea Hejlskov har nemlig boet mange steder og på en måde levet mange liv i løbet af sine 46 år. I sin første selvbiografiske roman beskrev hun sig selv som "Forfatter. Foredragsholder. Fuckhoved.".

Man kan også sige om hende, at hun har læst psykologi, at hun kalder sig selv heks, at hun er mor til fire, har boet i byen, på landet og langt ude i en skov.

Det har været nogle 'hårde år'

Jeg - og sikkert en del andre - kender nok til historien om Andrea Hejlskov og familiens farvel til hamsterhjuls-Danmark og goddag til det primitive skovliv i Sverige fra hendes bestsellerroman 'Og den store flugt'. Den udkom i 2011 og gjorde hende til et kendt navn og en travl foredragsholder.

Udover at rejse landet tyndt og fortælle om livet i skoven, har Andrea Hejlskov brugt de seneste seks år på at skrive 'Vølve', der også er en fortælling om hendes eget liv fra hun var barn og helt frem til i dag.

- Det har været en monsterproces, og det er blevet en monsterbog. Den er pissetung og kæmpe stor - og det har processen også været. Det har eddermaneme været nogle hårde år, siger hun og lyder helt forpustet.

Og det giver god mening, hvis man læser den enorme bog.

Heri fortæller hun nemlig om svigt i barndommen, om at være ung tvillingmor uden netværk, om at miste sin søster, om psykoser, diagnoser og indlæggelse og om være tæt på at få tvangsfjernet sine børn.

- Den handler om det sindssyge, det spirituelle, om natursyn og klimakrise. Den handler om for mange ting i virkeligheden, men alting hænger sammen, siger hun og tilføjer, at det især har krævet noget overvindelse for hende at skrive om sin psykiske sygdom og sin tro.

Går ud for at finde sin gud

I ’Vølve’ beskriver Andrea Hejlskov den religiøse rejse, som begynder kort tid efter hendes 19-årige søsters tragiske død:

Det kommer langsomt, det kommer skridende ind over landet fra horisonten, kvindekraften rumler i undergrunden og i brønden, noget begynder at kalde.

Hun føler en forbindelse med naturen, studerer og indsamler urter og planter og bliver en del af et onlinefællesskab af "køkkenhekse".

Men hun er stadig søgende, og med det formål at "finde sin gud" går hun en sen aften op på en bakketop med brød og vin som offergaver. Her ser hun en sky på himlen samle sig som Thors hammer, hvorefter det begynder at tordne og regne voldsomt.

Hammeren fylder hele himlen, og den er så virkelig. Det er som om, det er det mest virkelige, hun nogensinde har set. (…) Vandet hamrer mod hendes opadvendte, åbne pande, skyller alle hendes sorger væk og giver alt, hvad der er tørt inden i hende, næring. (…) Hun bliver asatro på stedet.

Fra da af er det de gamle nordiske sagn og fortællinger, Andrea Hejlskov dyrker som asatroende, og hun bliver senere indviet som vølve, en slags synsk heks.

Syg eller særligt udvalgt?

Men de syn, hun oplever, er også tegn på noget andet. Hun bliver nemlig ramt af en lammende psykose og får diagnosen paranoid skizofreni.

- Jeg ser ting, hører ånder og stemmer. Jeg har en magisk opmærksomhed - og i det magiske sprog er jeg særligt udvalg, men i det psykiatriske er jeg syg, siger hun og skynder sig at tilføje, at hun på ingen måde afviser, at psykisk sygdom er en ting:

- Jeg siger ikke, at jeg bare er super shaman og ikke er syg. Sygdommen fandtes i mig. Men jeg opdagede, at der var to sprog, der definerede virkeligheden for mig. Er du sunshine, jeg har brugt mange år på at forstå, at sprog skaber virkeligheden.

Men hvordan navigerer hun selv i det, der lyder som et ret udflydende felt mellem religiøse syner og det, psykiatrien ser som tegn på psykose?

For en udeforstående kan det lyde kaotisk.

- Jeg navigerer ikke i det. Jeg "dør" bare en gang imellem. Jeg er meget imod de der succeshistorier. En gang imellem er det hele bare for meget, og så har jeg det ad helvedes til, siger hun.

Sproget hjælper hende

Det, der har hjulpet Andrea Hejlskov ud af det mentale mørke, som sygdommen er, er hendes evne til at fortælle historier - som for eksempel 'Vølve'.

- Min ressource er sproget. Det er ikke mine følelser, for jeg kan være lige så fucked up som alle andre. Men min styrke er sproget, siger hun og fortæller, at det hun som vølve praktiserer kaldes "narrativ magi".

Vølven blev traditionelt brugt til at forudsige krigsslag, forklarer hun. Vølven skabte altså fremtidsfortællinger i folks hjerner. Oversat til 2021-lingo kalder Andrea Hejlskov det for en form for "life hack".

Hun anerkender, at det måske er sværere at forstå end det mere lavpraktiske hekseri med at samle urter og den slags, som efterhånden er blevet ret populært blandt især yngre kvinder, der også kalder sig hekse.

Men ikke desto mindre er det en form for magi, som mange faktisk allerede praktiserer, mener hun:

- Helt ærligt, så mener jeg, at os, der arbejder med kunst og kultur, er vor tids hekse. Vi sidder ikke ude i en hytte. Men vi arbejder med energier og historier og med heling. Jeg ser det som mit job og ansvar at åbne nogle døre og turde sige noget.

Med 'Vølve' vil hun blandt andet gerne være med til at ændre den måde, vi taler om psykisk sygdom på:

- Jeg synes, det er på tide, at vi prøver at tale om psykisk sygdom på en anden måde. I stedet for at tale om det som en svaghed, synes jeg, man skal se, at der også ligger en visdom i at være skizofren for eksempel.

Helt i zombietilstand nu

Bogens overordnede budskab er egentlig, at livet er kaotisk og komplekst, og at alting hænger sammen, påpeger hun:

- Livet er en cyklus mellem liv og undergang. Vi lever i en tid, hvor vi hele tiden skubber smerten og døden væk. Der er meget smerte i mit liv og i mit forfatterskab, og jeg ser det ikke nødvendigvis som noget, der skal bekæmpes eller overvindes. Ting skal ødelægges, for at noget nyt kan spire frem.

Hvad der nu skal spire frem hos hende selv, ved Andrea Hejlskov ikke. I lang tid var hendes egen fortælling, at 'Vølve' skulle være hendes absolut sidste autofiktive roman. Nu er hun ikke helt sikker.

- Jeg er helt i zombietilstand. Jeg har aldrig lavet noget så arbejdsmæssigt svært. Samtidig har jeg det også sådan: Jeg er her for det. Jeg elsker at snakke med dig lige nu. Men jeg ved også, at det er en proces med skabelse og derefter ødelæggelse.

Lige nu befinder hun sig stadig et sted på skabelsesskalaen. Hun glæder sig til at følge modtagelsen af bogen, som hun håber kommer til at røre læserne og sætte gang i nogle samtaler ligesom den forrige bog.

- Og så elsker jeg den bare, jeg håber, den får et godt liv. Nu er den ude i verden. Jeg har født en kæmpebaby. Og jeg håber, den klarer det.