Rindende vand, elektricitet og indlagt varme er nok noget, de fleste danskere tager for givet og ville have svært ved at undvære.

Sådan er det ikke for forfatter Andrea Hejlskov, der for syv år siden valgte et komfortabelt, men ulykkeligt hverdagsliv fra til fordel for en bjælkehytte i de svenske skove.

Familien på seks - to voksne og fire børn, smed alle overflødige ting ud og startede med at bo under en presenning, indtil deres bjælkehytte stod klar.

- Der er ingen, der kan leve af at være kunstnere. Men fordi vi lever på den her måde, kan vi. Det betyder, at vi ikke behøver tage et normalt arbejde. Prisen man betaler er, at man ikke har de samme luksusting som andre. Det regnskab skal man være cool med inde i hovedet. Men jeg er enormt glad for min livsstil, siger Andrea Hejlskov, som lige nu er i Danmark i forbindelse med litteraturfestivalen Ordkraft i Aalborg.

Hun oplever, at livet i naturen har givet hende mere overskud.

Et livsstilsprodukt Andrea Hejlskov debuterede som forfatter i 2005 med en fantasyroman, men har siden skrevet flere bøger inspireret af hendes eget liv. Senest har hun udgivet ’Og den store flugt’, som handler om familiens beslutning om at flytte til Sverige.

Hun har i flere år blogget om livet i Sverige, men for nylig slettede hun alle blogindlæg og fjernede også sin profil fra Facebook. Det affødte en del overraskende reaktioner:

- Jeg fik kommentarer fra folk, der spurgte, hvor jeg var blevet af, fordi de junkede mit liv.

Andrea Hejlskov har indset, at hun er nødt til at være meget selvkritisk, når hun kommunikerer om det liv, som hun og familien lever.

- Jeg synes lidt, vi er blevet til et livsstilsprodukt. Vi leverer ligesom distraktion til folk. Kulturen forbruger jo sådan nogle som os, og det synes jeg er skide svært. Jeg vil jo gerne påvirke og være politisk, men uden at blive til et produkt.

- Jeg kunne sagtens holde en masse kurser i at komme i kontakt med sin indre urkvinde og tjene penge på det. Det svære er hele tiden at holde fast i sig selv i en kapitalistisk markedsøkonomi, siger Andrea Hejlskov, som er træt af idylliseringen af livet på landet.

- Det bliver sådan noget overklasse, privilegie-bæredygtighed, hvor vi skal være lykkelige og leve i nuet. Os der lever sådan her, gør det, fordi vi har noget på spil, fordi vi brænder for det, siger hun og afviser, at hendes familie er et mønstereksempel på den lykkelige familie.

En fysisk erfaring Forfatter Maja Elverkilde flyttede for fem år siden med sin lille søn til Värmland i det centrale Sverige, hvor hun boede som nærmeste nabo til Andrea Hejlskov under lignende primitive forhold.

Ligesom Andrea Hejlskov var hun kørt fast i hamsterhjulet herhjemme og følte sig deprimeret. Hun savnede naturen og følte sig fremmedgjort i København.

- Jeg skulle ud og bo med en brønd og et brændekomfur uden mulighed for at komme af med affald, så jeg kunne tænke over det affald, jeg lavede. Det føltes meget mere rigtigt, og jeg landede i min krop og i mit liv på en helt ny måde, fortæller Maja Elverkilde, som også er i Danmark for at deltage på Ordkraft.

Hun kalder sine første år i Sverige 'turbulente'.

- Jeg troede rigtig tit, at nu vidste jeg, hvordan mit skovliv skulle være. Selvom jeg var flyttet i skoven, så var alt ikke lykkedes, og det blev jeg skuffet over ad flere omgange, siger Maja Eleverkilde, som indtil for nylig levede med ideen om, at hun skulle finde kernefamilien og det helt perfekte barndomshjem til hendes søn.

- Jeg er nået frem til, at mit liv ikke bliver normalt på den måde, som jeg har jagtet - og det er ret rart at give slip på. For et halvt år siden kunne jeg ikke tale om det uden at græde, siger hun og smiler.

Empowerment på dansk?

Maja Elverkilde debuterede som forfatter i 2008, men herefter gik hun i stå og kunne ikke skrive. Skiftet til det første hus i Sverige uden elektricitet tvang hende til at skrive i hånden og på skrivemaskine.

- Det var en meget konkret ændring, og jeg fik en helt ny følelse omkring det at skrive. Den følelse er langsomt vokset, og jeg fandt ud af, at jeg også havde lyst til at udgive mine bøger selv, så jeg havde kontrol med hele processen.

Hun fornemmer et tydeligt ’før’ og ’efter’, hun flyttede til Sverige.

- Jeg ville ønske, vi havde et godt dansk ord for 'empowerment', for det er sådan, jeg har det. Det er en generel følelse af, at nu kan jeg alt selv.

Jobbet åd for meget liv Forfatter og litteraturkritiker Nanna Goul prøvede også det simple liv i naturen af, da hun for 11-12 år siden flyttede ud i skoven i nærheden af Ringsted sammen med sin eksmand. Men skovdrømmen brast ret hurtigt.

- Min oplevelse var, at det primitive liv tager tid. Det praktiske arbejde er opslidende, og det tog bare overhånd, siger Nanna Goul, som også er på Ordkraft disse dage.

Hendes debutroman ’Privat skov’ fra 2012 handler netop om et par, der prøver lykken i en dansk skov. Siden har hun udgivet en novellesamling, og ved årsskiftet sagde hun sit faste job som kulturredaktør ved Weekendavisen op for at have mere tid til at skrive bøger.

- For nogen virker det jo uansvarligt og vanvittigt at sige et attraktivt job op. Men det var simpelthen ikke meningsfuldt nok i forhold til det, jeg ellers ville. Mit job åd grundlæggende bare for meget andet liv.

For meget rutine - Der var for meget rutine i det der med at møde op hver dag, det samme sted og give alt, hvad man har i sig og komme hjem helt udslukt. Det var bare enormt utilfredsstillende, når jeg også gerne vil skrive bøger, siger Nanna Goul, som udover at være forfatter i dag arbejder som kritiker og skribent for Dagbladet Information.

Hun bor med sin mand og datter i en andelslejlighed i København.

- Mine valg er slet ikke så radikale som Andreas og Majas, siger hun og fortæller, at det for hende og familien handler om at skære ned på basale udgifter og give slip på bestemte goder i hverdagen.

- Man bruger mange penge på ikke at have tid. Tid er virkelig penge, siger hun og fortæller, at takeaway og dyre rejser tidligere var en større del af familiens liv, hvor de ikke havde tiden til at prioritere på samme måde, som de kan i dag, hvor de gerne bytter bolig i ferierne og laver mere mad hjemme.

Gurudyrkelse og social udstødelse For Maja Eleverkilde har det sværeste ved at flytte væk fra Danmark og vælge et liv, der giver mening, og hvor det er muligt at leve som forfatter, været bekymringerne omkring hendes søn, som også har en far i Danmark, han skal se. Lige nu låner hun midlertidigt et hus i Skåne, hvor sønnen lettere kan komme i skole.

I modsætning til Andrea Hejlskov er Maja Elverkilde først nu helt klar til at stå frem og fortælle om sit liv.

- Jeg udskød længe det tidspunkt, hvor jeg for alvor begyndte at snakke om det, men jeg føler mig mere rustet nu.

- Andrea har taget mange slag for at fortælle om det, hun stod i, og det har afskrækket mig lidt. Men jeg synes, det er enormt vigtigt, at folk taler om, at man kan træffe andre valg og leve på andre måder.

Andrea Hejlskov og familien har oplevet to typer af stærke reaktioner hos folk i forbindelse med deres alternative livsstil:

- Den ene er sådan en nærmest gurudyrkelse, hvor folk forventer, at vi hele tidens skal være lykkelige og alting skal være perfekt, fordi vi lever vores drøm ud.

- Den anden har været en form for social udstødelse, og det har været sindssygt hårdt. Jeg synes jo, jeg er det modsatte af asocial, fordi jeg tager ansvar for mine børns fremtid og for planeten. Men jeg forstår også, at vores valg provokerer mange mennesker, fordi de føler, det er en personlig kritik.

- Men vi lever sådan her, fordi vi var fucked up, stressede og ulykkelige. Det er ikke en kritik af andre mennesker liv.

Andrea Hejlskov og Nanna Goul optræder sammen på Ordkraft lørdag under overskriften ”Ud af hamsterhjulet”.