Det er ikke tilfældigt, at valget som årets Europæiske Kulturhovedstad er faldet på lige netop Aarhus.
Sådan lyder vurderingen fra dronning Margrethe i et nyt interview med Jyllands-Posten om udmærkelsen og den by, som hun holder så meget af.
- Inden for de seneste år er Aarhus vitterligt blevet en storby. København er ikke længere alene. Der er ikke længere tale om en enkelt storby i Danmark – der er altså to, siger dronningen i interviewet med avisen.
Dronningen lægger vægt på, at det ikke kun er byen Aarhus, der får glæde af udnævnelsen, også hele regionen, ja sådan set hele Danmark, vil kunne udnytte det, lyder det fra regenten.
- Randers er med, Horsens er med. Det er ikke kun København, der tegner Danmark udadtil. Turisterne vil opdage, at der er andet i Danmark end Den Lille Havfrue. Jeg bemærker, at mange krydstogtskibe lægger til i Aarhus, da der er lidt dybere end i Øresund. Det er godt, selv om skibene fylder så voldsomt. Det er nogle skrækkelige skrumler, men de skaber omdrejninger til lands, siger dronningen til Jyllands-Posten.
Meget at være stolt af
At Aarhus har en helt særlig plads i dronningens hjerte, er der ingen tvivl om. Dronningen er selv kommet i byen gennem hele sin barndom, og i dag kommer hun flere gange om året i sin private bolig, Marselisborg Slot, hun både boede på kollegium og studerede i byen som ung.
Desuden blev hun fejret stort i byen med både karettur, hyldest på rådhuset og festaften i Musikhuset, da hun fyldte 75 år. Og så blev Kulturhovedstaden blev nævnt i den seneste nytårstale.
Roserne står der også i kø i det nye interview:
- Aarhus har umådelig meget at være stolt af. Jeg håber og tror på, at byens dynamoer tænder op under bålet, så folk lægger mærke til byen, får lyst til at besøge byen, være i byen og studere i den. Når man så er blevet helt færdige på havnen, så bliver det flot, slutter majestæten.
Dronning Margrethe deltager naturligvis ved åbningen af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad lørdag den 21. januar
