5000 flere festivalgæster og mudderkaos: Publikum klager over forholdene på Northside

- Vi arbejder i døgndrift og gør, hvad vi kan, svarer festivalens talsmand på kritikken.

Der er tæt pakket med mennesker og store mængder mudder i Ådalen i Aarhus i denne weekend. (© Scanpix)

- Mudder kan I ikke gøre for, men slap af med billetsalget, Northside.

Sådan skriver én af gæsterne, Frederik Bygballe Mikkelsen, på festivalens Facebook-side.

Her rejser flere publikummer kritik af forholdene på den aarhusianske musikfestival.

Dels er der utilfredshed med al mudderet, der endnu søndag præger festivalen efter fredagens massive regnvejr. Dels er der simpelthen for mange mennesker på pladsen, mener flere.

5000 flere solgte billetter

Northside har i år solgt 5000 flere billetter end de 35.000, som blev solgt i 2015. Sidste år blev der ikke udsolgt, og festivalen har ikke oplyst, hvor mange billetter, der blev solgt dér.

Festivalens talsmand, John Fogde vil ikke kommentere på, hvad det ekstra billetsalg har betydet for forholdene på festivalen i år set i lyset af det våde vejr, der ramte på åbningsdagen fredag.

- Vi evaluerer på alle elementer efter festivalens afslutning. Vi tænker ikke noget omkring det endnu, fortæller han.

Har arbejdet i døgndrift

Fra festivalens side har man arbejdet i døgndrift med at sikre de bedste forhold for festivalgæsterne, siger John Fogde.

- Fredag aften var der en flod bag én af scenerne, og den er knastør nu, siger han og fortsætter:

- Jeg har været på mange festivaler, hvor det har meget værre. Man kan sagtens gå rundt, og jeg går stadig i jakkesæt derude.

Flis løser ikke alle problemer

Mange festivalgæster har på Facebook efterlyst, at der blev kørt mere træflis ud for at stabilisere underlaget, og det vækker bekymring, at så mange mennesker skrider rundt i mudderet.

- Hvor er flisen, som tilsyneladende er kørt ud i formiddags?, spørger Rita Hansen på Northsides Facebookside.

- Er flis virkelig så dyrt, at sikkerhed ikke er vigtigere for jer?, spørger en anden gæst, Louise Mosgaard.

Flis kan dog ikke løse alle problemerne, forklarer John Fogde.

- Folk har en idé om, at flis har en magisk kraft, men når der er vand på pladsen, sejler det væk. Vi har prøvet at suge vandet væk og har gjort rigtig meget hele lørdagen, siger talsmanden.

Ingen grund til frygt for sikkerheden

Kombinationen af mudder og mange tusinde mennesker på lidt plads vækker bekymring hos flere gæster.

- Jeres plads er livsfarlig - tænk, hvis der udbryder panik i mørket i aften, skriver festivalgæst Carsten Elert Lorenzen lørdag på Northsides Facebookside.

John Fogde understreger, at man på ingen måde skal frygte for sin sikkerhed.

- Selvfølgelig skal man ikke føle sig utryg. Vi har en sikkerhedsplan, og de folk, der klager, kender ikke til vores procedurer, siger han.