Hvis Nik & Jay skulle have ’væltet hele lortet ligesom en strike’, så ville det have krævet en kæmpe bowlingkugle.
'Smukfest! Skanderborg! Med hjertet på det rette sted!' Lød det fra Nik til det 50.000 tusinde store publikum foran en pakket Bøgescene.
Men ligegyldigt hvor på pladsen man stod, så var publikums dom, at Nik & Jay formåede at ramme plet og holde en kæmpe fest.
Ventede fire timer
23-årige Benjamin Jørgensen var til koncerten sammen med sine kammerater og stod aller forrest til koncerten. Han har hørt dem live omkring otte gange, men det var første gang, han stod på første række.
- Jeg har ventet heroppe i 4 timer, og det var mega fedt. I starten var det træls, fordi folk skubbede, men da musikken begyndte, blev det godt.
- Nu kan jeg egentlig godt tage hjem, for nu har jeg set det, jeg skulle. Det var rigtig fedt, fortæller Banjamin Jørgensen.
- Det fedeste var, da Jay pegede på mig, da jeg sang.
Kim Larsen for unge
31-årige Maria Simson stod midt på pladsen ved Bøgescenen under koncerten.
Hun så den sammen med sin søster, Julie Simson, som havde sunget sig hæs under koncerten.
- Vi vendte os om på det tidspunkt, hvor alle satte lys på deres kameraer, og i stedet for at kigge på scenen, så kiggede vi bagud på lysene. Det var sygt fedt, fortæller Maria Simson, som syntes Nik & Jay forstår at lave en fest.
- For mig er musikken minder fra teenageårene. Jeg kender ikke så meget af det nye, men de gamle sange, det vækker minder.
Første gang hun så Nik & Jay var på Crazy Daisy i Herning på en mini scene. Sammen med nogle venner var hun kørt dertil fra Skanderborg for at se dem. Siden har hun set dem live masser af gange.
- Og så se dem nu, hvor der er så mange mennesker, det er sindsygt. Det startede på så lille en scene og nu er de jo dansk kultur. Ligesom Kim Larsen – bare for de unge.
De gav en fest
Carsten Hansen stod på den bagerste tribune, som er bygget i bagenden af pladsen ved Bøgescenen. Herfra kunne han sammen med sine to venner Jan Brøgger og Anker Jørgensen skue ud over menneskemængden.
- Efterhånden som vi bliver ældre, så er vi trækket længere og længere tilbage. Og det synes vi bare er fedt, for så kan vi få det hele med. Vi er også mænd, og vi synes ikke, de er så lækre (flotte), så vi behøver ikke komme tæt på dem, forklarer Carsten Hansen.
Det er ikke den slags musik, de tre venner hører til dagligt, men alligevel synes de, det var en god fest, fortæller Carsten Hansen:
- Det er ikke vores generations musik, men det var fedt og de gav en fest. Det kunne vi mærke meget. Man bliver revet med uanset, om man er gammel eller ung.
Rettelse
I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at Nik & Jay spillede for 35.000. Sikkerhedschefen for Smukfest har efterfølgende vurderet overfor BT, at der befandt sig 50.000 til koncerten, Dr.dk beklager,