Har Joachim Trier for en gangs skyld taget den lette vej med en film? Det er et underligt spørgsmål at stille, eftersom ingen kan tage en nem vej med noget så tungt og dyrt og besværligt som filmmediet.

Men oven på Triers tre forrige og vidunderligt egensindige film, forekommer hans fjerde, gyseren 'Thelma', i forbavsende grad at være set før.

Det gør den naturligvis hverken dårlig eller mislykket, men overraskende konventionel og letlæst, hvilket er en helt ny følelse for undertegnede i forbindelse med gulddrengen Joachim Trier.

Mindre original end tidligere Trier-film

'Reprise' var en imponerende debutfilm, fuld af friske filmidéer i sin beskrivelse af en gruppe storbyvenner. 'Oslo 31. August' var en modig opfølger, et intenst portræt af en ung mand, der tager en sidste tur gennem Oslos natteliv, mens han overvejer at tage sit liv.

Og 'Louder than Bombs' var nærmest et katalog over originale indfald til et klassisk amerikansk familiedrama.

Ikke på et eneste tidspunkt var 'Louder than Bombs' let at læse og gennemskue. Det er 'Thelma'. Den føles som et norsk remix af en klassisk gyserskabelon – det unge menneske, der hjemsøges af mystiske fænomener på grund af omgivelsernes undertrykkelse.

Brian de Palmas 'Carrie' fra 1976 fortalte om en socialt udstødt pige, der viser sig at have telekinetiske evner, hvilket udløser et sandt blodbad over hendes plageånder.

Og både 'The Exorcism of Emily Rose' og 'Requiem' tog udgangspunkt i den virkelige beretning om tyske Anneliese Michel, som i begyndelsen af 1970'erne blev udsat for så grundig djævleuddrivelse af sine kristne forældre, at det tog livet af hende.

'Farlig' forelskelse og pludselige epileptiske anfald

Gysergenren har i almindelighed benyttet sit flittigt af, at et ungt menneskes rejse ind i voksenlivet nemt kan ligne en ren djævlebesættelse – især for religiøse og konservative forældre.

Det er også udgangspunktet for Triers nye film, hvor Thelma forlader sit religiøse barndomshjem for at studere i Oslo. Det går fint, indtil hun forelsker sig i en anden ung kvinde på studiet.

Pludselig bliver Thelma ramt af epileptiske anfald og andre sære naturfænomener, som alle peger tilbage på opvæksten langt ude i det dybt kristne norske bøhland.

På et eller andet plan har Thelmas opvækst været horribel. Det erfarer vi allerede i første scene i filmen, hvor lille Thelma er på jagt med sin far, og faderen i nogle sekunder ser ud til at overveje at skyde pigen i stedet for rådyret derude i lysningen.

Fyldt med konventionel gysersymbolik

Netop den åbningsscene viser, at Trier og hans medforfatter Eskil Vogt stadig mestrer kunsten at give velkendte situationer et effektivt twist. Det samme gør scenen, hvor Thelmas kræfter bliver sluppet løs, og veninden Anja forsvinder.

Men i almindelighed vrimler 'Thelma' med konventionel gysersymbolik som fugle, der banker mod vinduer, slanger der kravler ud af munden på unge kvinder, tvangsmedicinering, som den store frihedsberøver og epileptiske anfald som kroppens skrig om hjælp. Og primært har den en velkendt fortællekurve, der fører mod det forudsigelige opgør med den religiøse baggrund.

Det virker næsten som om, Joachim Trier og Eskil Vogt selv har fornemmet, at deres historie måske blev for gennemskuelig.

I hvert fald bliver adskillige nye elementer lanceret hen mod slutningen, hvor stakkels Thelma ikke kun skal kæmpe med hardcore kristne udkantsnorske restriktioner, men også med ny viden om sine særlige ikke-epileptiske psykogene anfald, nye oplysninger om sin farmors skæbne og med en fortid, hun ikke selv kendte til.

Ovenpå den slutning er der ikke meget tilbage af Triers ellers sikre evne til at føre os gennem velkendt land – og ud i helt nye filmoplevelser.