’Smil til verden, og verden smiler tilbage til dig'.

Sådan lyder et godt gammelt ordsprog, der i forskellige varianter har præget alverdens fortællinger for børn.

I hvert fald de mere opdragende og opbyggelige fortællinger.

Der er ikke tal på, hvor mange historier, der med mere eller mindre store bogstaver har gjort børnene klart, at det ikke kan betale sig at partere andre med en motorsav, hvis man gerne vil have større julegaver, og at man skal behandle andre, som man gerne vil behandles selv.

Det lyder derfor meget tæt på komplet idiotisk at fremhæve, at den ærkebritiske familiefilm ’Paddington 2’ bærer på en morale om, at vi skal huske at se det bedste i hinanden.

Sikke et blødsødent støttebind for pædagoger og andre guvernanter, der ikke orker at fylde ungerne med flere formaninger!

Paddington gør det banale relevant

Verden er proppet med mennesker, der er blevet uretfærdigt behandlet, selvom de har forsøgt at se det bedste i andre mennesker. Utak er verdens løn, for nu at hive et andet og mindre børnevenligt ordsprog frem.

Men der er noget særligt iøjnefaldende ved det debilt ordinære tema i ’Paddington 2’.

Det fylder mere. Det føles mere alvorligt. Det rammer med en større kraft, hvilket uden tvivl hænger sammen med at det bliver leveret med den mest smittende naivitet i skikkelse af en god og rar bjørn med en sjov rød hat.

Og det har så absolut også noget at gøre med, at der ligger en ordentlig portion sund humor og finurlig fantasi bag moralen i ’Paddington 2’.

Fængslende kærlighed

Idéen om, at man kan få det bedste ud af hærdede straffefanger ved at give dem rum og plads til at være sig selv, er så oldtudsegammel i børne- og familiefilm, at man kan undre sig over. at den ikke for længst har forplantet sig i alverdens fængselsvæsener.

Men når man, som i ’Paddington 2’, overdriver helt hysterisk ved at lade straffefangerne vise deres evner i et køkken og holde et dessertgilde, som får ’Den store bagedyst’ til at ligne den rene hungersnød, så smitter det.

En bjørns rejse fra Peru til England

Bjørnen Paddington kom som bekendt til England fra Peru i 1950’erne i Michael Bonds børnebøger, og har siden været fast inventar i den britiske folkesjæl.

Lige fra sine første spæde trin i England, har Paddington været indbegrebet af venlighed og redelighed, hvilket ironisk nok har rodet ham ud i alskens genvordigheder.

Sådan ender det også i den anden af Heyday Films moderne, computeranimerede højbudgetfilm om bjørnen Paddington.

En bog med en hemmelighed

Den søde bamse vil bare glæde sin tante med en pop-up-bog, der viser Londons herligheder frem, men bogen viser sig at være sjælden – og tilmed bærer af en hemmelighed – og pludselig bliver den stjålet for næsen af Paddington, som får skylden.

Han kommer i fængsel, men takket være sin uhelbredelige evne til altid at se det bedste i sine medmennesker, får han vendt op og ned på situationen.

Du har set det før, så absolut, men sjældent med så stort overskud og sådan en overdådighed.

Det er lige før man kan mistænke Heyday Film og instruktøren Paul King for at have en semipolitisk agenda med deres film, der genskaber et fordums London, som aldrig har eksisteret i virkeligheden. Et London, der kun eksisterer i børnebøger, på postkort, i dagdrømme, i solstrejf, på chokoladeæsker og i turistbrochurer.

Nostalgiens London, det der aldrig har set raceoptøjer, terrorangreb og brande i byggeskandaleramte huse.

Det London, hvor folk hjælper og respekterer hinanden – og ser det bedste i hinanden.

Filmens klart mest usympatiske figur er Mr. Curry, en fremmedangst regelrytter, der hele tiden forsøger at kontrollere andre, og som er overbevist om, at Paddington ødelægger kvarteret, fordi bjørne nu engang ikke hører hjemme i forstads-London.

Filmens ønske om at droppe mismodet, mistroen og pessimismen og i stedet se verden med optimisme og åbenhed, rammer simpelthen med samme kraft, som de første varme solstrejf på en forårsdag.

Og det føles som meget mere end indarvet vanetænkning i et opdragende b(j)ørneunivers.