’Hvis skidtet ikke er i stykker, så lad være med at reparere det’, lyder et ordsprog, der altid har stået fremme på hylderne hos bosserne i den amerikanske filmindustri. Og i den danske. Og de fleste andre landes filmindustri. Og hos Geremy Jasper, den unge instruktør bag ’Patti Cake$’.

Eller også er der nogen, der gjort ham opmærksom på den med store bogstaver.

Under alle omstændigheder er ’Patti Cake$’ til punkt og prikke bygget op efter den klassiske feel good-ungdomsfilm-formel, hvor en outsider må gå grueligt meget ondt igennem for at finde sig selv. Det virker, ja gu’ gør det så, for skidtet er jo ikke i stykker. Ikke så meget at det gør noget, i hvert fald.

Uheldigt efternavn

Se bare vores hovedperson, Patricia. Hun er arketypen på en pige, der skal hjælpes på vej af en film.

Hun er pænt overvægtig, udstyret med efternavnet Dombrowski, der ikke alene minder om ’dumb’, altså ’ubegavet’, men også om den lille klumpedumpede Disney-elefant, Dumbo.

Derudover har Patricias fordrukne mor virkelig svært ved at lægge sin fortid som rocksild på hylden, og svært ved at finde en mand, siden Patricias far skred for mange år siden.

Det er mere end rigeligt af udfordringer for Patricia Dombrowski, men det hører med til den pænt brune palet, at hun bor i en slasket forstad, et af den slags kvarterer man bare drømmer om at komme væk fra - på film i hvert fald.

Skjult raptalent og skarp hjerne

Og nåja, vigtigst af alt: Patricia har ikke indset, at hun er begavet med en vittig og skarp hjerne og en klar fornemmelse for poesi. Hun kan med andre ord rappe.

Det er kernen i det hele. Så skal vi bare have fyldt alle de andre elementer på.

Naturligvis har Patricia et komisk sidekick, en ven, der er knap så talentfuld, men som er sjov, nemlig apotekereleven Jheri, der hver eneste dag forsøger at tænde selvtilliden i Patti.

Og vi skal have et par klassiske allierede mere, den nørdede og sære producer, Bastard Antichrist. Og Pattis herligt politisk ukorrekte kæderygende mormor. Og vi skal have den klassiske scene, hvor Patricia opsøger sit store idol, rapmogulen O-Z, som viser sig at være en narrøv.

Og scenen hvor Patti og hendes mor bryder med hinanden. Og scenen hvor Patti og Jheri bliver uvenner. Og flere andre oplagte vendepunkter, der holder dramaet flyvende.

Det er alt sammen set før i flere varianter indenfor samme formel. Fra Askepot over Gummi-Tarzan til ’Pitch Perfect’, ’Bring it On’ og 'High School Musical’-filmene. Men det fungerer.

Skrævvrider klichéer, så de ser friske ud

Og debutanten Geremy Jasper ved, hvordan man skrævvrider klichéerne så meget, at de pludselig ser helt friske ud.

Scenen hvor Patti og Jheri fyrer den af og leger koncert over apotekets højttaleranlæg er bestemt set før, men meget sjældent så veltimet og sjov.

Den tavse musiknørd Bastard Antichrist er så tilpas kulsort og sær, at han er på grænsen til slet ikke passe ind i en ungdomsfilm. Og når Patti bliver nedgjort, for eksempel ved få en skalle af den fyr, hun er lun på, eller ved at blive gjort seriøst til grin af sin mor, er det så hårdt og ondt, at det er svært at se, at Pattis held nogensinde skal vende.

’Patti Cake$’ bærer præg af at være produceret på et lille selskab og langt fra den glittede og glatte amerikanske underholdningsindustri. Der bliver introduceret nogle ærgerlige billige løsninger undervejs, især i slutningen.

Men inden da lugter det af virkelighed, af virkelig fedtet forstad og sumpet social arv, af autentisk mobberi og en lang og sej kamp for at forfølge sine drømme, ikke nødvendigvis for at få dem opfyldt, men for at vise, at man fandme tog kampen op med den skidne placering på bunden af alting – hvilket i sig selv er en smuk sejr i ’Patti Cake$’.