Connie Nielsen: Jeg kan ikke lide, når nogen kalder mig en hollywoodstjerne

Danske Connie Nielsen er vild med sin rolle i den nye amerikanske superheltefilm ’Wonder Woman’, men hun bryder sig ikke om den stjernestatus, som følger med, når hun laver store amerikanske filmproduktioner.

(Foto: © Allan Hansen/DR)

Fra amerikanske blockbuster-film som ’Djævlens Advokat’ og ’Gladiator’ til danske film som ’Brødre’ og ’Nymphomaniac’.

Den danske skuespiller Connie Nielsen har prøvet lidt af hvert, når det kommer til film.

Siden hun fik sit internationale gennembrud i Ridley Scott-filmen 'Gladiator’ i 2000, har Connie Nielsen været et navn, der var at finde øverst på filmplakaterne.

Nu er hun så aktuel i filmen ’Wonder Woman’, hvor hun spiller amazondronningen Hippolytma, der er moderen til filmens hovedperson Diana (Wonder Woman, red.), som spilles af israelske Gal Gadot.

’Wonder Woman’ er den seneste i rækken af særdeles dyre film om superhelte fra de store amerikanske filmselskaber. 120 millioner dollars skulle filmen angiveligt have kostet, og det høje budget kunne mærkes under optagelserne, fortæller Connie Nielsen til DR Kultur.

- Vi havde måske 20-30 forskellige kunstnere, kostumefolk og historikere med på settet for at give filmen det helt rigtige æstetiske look. Det er et kæmpe privilegium at få lov til at arbejde med så mange fagfolk på en gang, siger Connie Nielsen.

Kunne mærke hun lavede en 'kvindefilm'

Connie Nielsen måtte også gennemgå en benhård træning inden optagelserne for at kunne leve op til rollen som dronning over en flok særdeles veltrænede amazonekrigere.

- Jeg trænede seks timer om dagen. To timers styrketræning, to timers sværdkamp og to timers ridning. Og så var der også lige det med maden, som var nøje afmålt. Jeg har aldrig prøvet at være i så god form, fortæller Connie Nielsen.

Connie Nielsen til hest under optagelserne til 'Wonder Woman', der har premiere i dag. Den danske skuespiller måtte gennemgå benhård fysisk træning inden optagelserne gik igang. (Foto: © Alex Bailey, © 2015 Warner Bros. Entertainment Inc. and Ratpac-Dune Entertainment LLC)

Den benhårde træning var ikke blot til for syns skyld. Den gjorde det faktisk lettere at spille rollen, forklarer hun.

- Jeg tror, Patty Jenkins (filmens instruktør red.) gerne ville have, at vores fysik virkelig gjorde en forskel, når folk så filmen. Den måde du eksempelvis hopper af en hest på, får jo en helt anden effekt, når du er stærk, siger Connie Nielsen.

Den 51-årige dansker medvirker i filmens første halvdel, hvor der stort set kun er kvindelige skuespillere med. Og det kunne mærkes på settet, fortæller hun. og kalder ’Wonder Woman’ for en 'kvindefilm'.

Connie Nielsen medvirker i den første halvdel af 'Wonder Woman', hvor der næsten udelukkende er kvindelige skuespillere med. Det kvindedominerede filmset skabte en rigtig god stemning, forklarer Connie Nielsen. (Foto: © Alex Bailey, © 2015 Warner Bros. Entertainment Inc. and Ratpac-Dune Entertainment LLC)

- Der var ikke plads til nykker af nogen som helst art. Vi havde et virkelig godt sammenhold og et virkelig godt kammeratskab. Jeg tror, det var fordi, det var en kvindefilm, siger Connie Nielsen og hentyder til, at hun kun var med i den del af filmen, hvor der kun var kvinder med på rollelisten.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:592eb0f36187a40408a0a9db

Connie Nielsen: Dansk film tør tage chancer

Filmens tårnhøje budget og hendes gode erfaringer fra filmoptagelserne får hende dog ikke til at foretrække store amerikanske blockbustere fremfor de noget mindre danskproducerede film.

- Det giver ingen mening at skulle vælge mellem de to. Det ville svare til at skulle vælge imellem sine børn. De kan jo hver især noget specielt.

Hvad er det specielle ved danske film?

- Jeg synes, at dansk film har noget intimitet og noget ligeværd. som er meget vigtigt. Og så synes jeg, at eksempelvis en instruktør som Lars von Trier kan være rigtig god til at tage chancer. Det er noget, som man kan tillade sig i meget mindre grad på amerikanske film, fordi de har så mange markeder, de skal begå sig på.

Connie Nielsens første danske film var 'Brødre' fra 2004, der indbragte hende en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle. Her ses et billede fra filmen, hvor man kan ane Connie Nielsens spejlbillede til venstre. Til højre ses skuespilleren Ulrich Thomsen. (Foto: © Danskefilm.dk)

Et andet problem ved amerikanske film er den stjernestatus, som følger med, mener Connie Nielsen.

- Jeg kan slet ikke lide, når film bliver så statusbaseret. Det er noget, som er mig meget fremmed. Jeg kan ikke lide idéen om, at folk går rundt og kalder mig en stjerne eller en hollywoodstjerne - så synes jeg, at jeg bliver gjort til en anden, end jeg er. Jeg er bare en skuespiller, som laver film og teater.

Til gengæld er de amerikanske filmskabere rigtig gode til at udtrykke sig. Noget bedre end vi er i Danmark, siger hun.

- Jeg synes, de amerikanske filmskabere er utrolig gode til at tale direkte til folks følelser. I Danmark har vi det med at gemme os bag en cool ironisk distance - også på film, siger Connie Nielsen.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:592eb1056187a40408a0a9de

Glæder sig til DR-dramaserie

I 2018 kan danske seere opleve Connie Nielsen i den stort anlagte DR-dramaserie ’Liberty’, der bygger på Jacob Ejersbos roman af samme navn, og som er sidste del i hans berømte Afrika-trilogi.

Connie Nielsen har læst alle tre bøger.

- Jeg kan huske, jeg læste alle tre bøger lige efter hinanden, og var fuldstændig forgabt i dem. Jeg kan også huske, at jeg tænkte, hvor forfærdeligt det var, at Jacob Ejersbo allerede var død. Han var en kæmpestor forfatter.

Connie Nielsen har gennem årerne selv været med til at sætte fokus på bæredygtig udvikling i Afrika, og derfor tøvede hun heller ikke med at sige ja, da hun blev spurgt om, hun ville medvirke i 'Liberty'.

- Jeg synes, at ’Liberty’ giver et rigtig godt bud på, hvad det er for en arrogance, vi bringer med os, når vi som vesterlændinge kommer til Afrika, og siger: ’Nu skal vi hjælpe folk’. 'Liberty' handler om både bevidst og ubevidst racisme, og det synes jeg er ekstremt vigtigt at sætte fokus på.

'Wonder Woman' har premiere i landets biografer i dag, og du kan læse Per Juul Carlsens anmeldelse af filmen her.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:592ec24da11f9f16306ade7f

5 detaljer fra Connie Nielsens liv

  • 51 år og født og opvokset i den nordjyske by Elling uden for Frederikshavn. Hun bor i dag i San Fransisco, Californien.

  • Begge Connie Nielsens forældre var mormoner, men Connie Nielsen var fra en tidlig alder klar over, at hun ikke fandt mening i trosretningen.

  • Flyttede til Paris som 18-årig og arbejdede i en årrække som skuespiller i Italien og Frankrig, inden hun flyttede til New York i 1993.

  • Dannede par med Metallicas trommeslager Lars Ulrich i ni år indtil 2012. De to har en søn sammen.

  • Fik sit internationale gennembrud som skuespiller i den oscarvindene film 'Gladiator' fra 2000. Hun har desuden medvirket i Susanne Biers film ’Brødre’ fra 2004, som sikrede hende en Bodil-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.